Romeo og Julie: Umulig kærlighed.

Citat
“Julie: Det er jo kun dit navn, som er min fjende! Du er dig selv, og ingen Montague. Hvad er da Montague? Hverken en fod, en arm, et ansigt, eller nogen anden del af mennesket. Å, vælg et andet navn! Hvad er et navn? Den blomst vi kalder rose, vil dufte lige sødt, hvordan den end kaldes.”
William Shakespeare: “Romeo og Julie”: 2.2.38-44

I “Romeo and Juliet” fra 1595, (”Romeo og Julie”, 1811) er de to aristokratiske familier i Verona, Capulet og Montague, i strid med hinanden. Striden er gammel, og ingen kan huske, hvorfra den stammer. Romeo Montague sniger sig sammen med et par venner ind til et maskebal hos familien Capulet og forelsker sig hovedkulds i familiens datter, Julie. Senere på natten kravler Romeo op til Julies balkon, og eftersom Julie allerede er lovet væk til anden siden, aftaler de at mødes næste dag for at blive gift hos munken Lawrence. Brylluppet gennemføres, men senere samme dag møder Romeo Tybalt, Julies fætter. Tybalt dræber Romeos ven Mercutio, og Romeo dræber til gengæld Tybalt. Romeo flygter ud af byen, og Julies bryllup fremskyndes. Julie, der ikke tør fortælle sin familie om sit ægteskab med fætterens morder, søger trøst hos sin bror Lawrence, der giver hende en eliksir, der vil få hende til at virke død i 48 timer. Planen er, at Julies familie vil stede hende til hvile i familiekrypten, hvorfra Romeo vil kunne hente hende og de kan drage væk sammen. Planen virker i første omgang, men Romeo får ikke besked om den. Da han derimod hører om Julies død, køber han gift for at dræbe sig selv ved Julies lig. Han når at tage giften, inden Julie vågner, og da hun ser Romeo død ved sin side, dræber hun også sig selv. Munken ankommer for sent, og forklarer sagens sammenhæng for de to familier, der sværger at bilægge deres strid.

23499819

Stykket er berømt for den smukke, lyriske kærlighedsdialog mellem de to unge elskende og det uundgåelige, men alligevel sært overraskende skrid mod den tragiske afslutning. Stykket er også et eksempel på en skarpt opstillet kontrast mellem idealisme og en kompleks virkelighed. Denne kontrast er understreget ved adskillige roller til håndværkere, tjenestefolk, budbringere og handlende, der får lov at mærke de konkrete konsekvenser af overklassens arrogance, for eksempel musikerne, der ikke modtager honorar, da Julies bryllup aflyses og apotekeren, der modvilligt sælger Romeo en gift, fordi han ikke har råd til at lade være. Den tankeløse idealisme findes både i den ubegrundede strid mellem de to familier, og i Romeo og Julies hovedkuldse ignorering af samme strid. Romeo og Julie er begge beskrevet som begavede, men umodne, overfladiske og uerfarne, indtil kærligheden ændrer dem, og de ikke er i stand til ændre deres omgivelser.