“Hamlet” fra 1600-01 (”Hamlet”, 1777) foregår i Helsingør. Hamlets far er død. Hans mor, Gertrud, har kort tid derefter giftet sig med farens bror, Claudius, der har overtaget tronen. Krig mod Norge lurer faretruende, da den gamle konge viser sig som et spøgelse for Hamlet og fortæller, at han er blevet snigmyrdet af sin bror. Hamlet er forfærdet, men tvivler på spøgelsets udsagn. Samtidigt afsløres det, at Hamlet og Ophelia har haft et kærlighedsforhold. Ophelias bror Laertes og hendes far, overkammerherre Polonius, beder hende om at afbryde forholdet med den begrundelse, at Hamlet er kongelig, og at hans vilje i ægteskabsspørgsmål ikke er hans egen.
Polonius fortæller kongen og dronningen, at han har fundet forklaringen på Hamlets melankoli og oplæser kærlighedsbreve fra Hamlet til Ophelia. Både kongen og dronningen og Polonius gemmer sig i flere omgange for Hamlet for i skjul at kunne opdage grunden til hans forandrede sindsstemning. Ophelia tvinges til at fortælle Hamlet, at hun ikke er interesseret i ham, og Hamlet opfører sig på skift vanvittig, drilsk, og brutalt afvisende. For yderligere at undersøge Hamlet, tilkalder kongen og dronningen to af Hamlets studiekammerater, Rosenkranz og Gyldenstjerne, og beder dem om spionere mod Hamlet.
En trup af skuespillere ankommer til hoffet, og Hamlet skriver og instruerer en udvidelse af stykket, der nu – i to omgange, først som pantomime, derefter som skuespil – kommer til at handle om en konge, der sover i haven, bliver forgiftet af sin bror, hvorefter broren gifter sig med dronningen og overtager kronen.
Meningen med dette stykke-i-stykket er at undersøge, hvordan historien, der – ifølge spøgelset – er lig med det virkelige begivenhedsforløb, vil påvirke Claudius. Tricket lykkes over al forventning, Claudius forlader skuespillet med et voldsomt ildebefindende og indrømmer for sig selv (og publikum), at han har myrdet sin bror. Hamlet finder Claudius i dyb bøn og overvejer at slå ham ihjel, men undlader, eftersom onklen derved ville blive dræbt under bøn og komme i himlen, hvorimod faren blev dræbt uden at have angret sine synder.
Hamlet anklager sin mor for at have giftet sig med sin mands morder. Han opdager, at nogen har gemt sig bag et forhæng, og da han tror, det er kongen, borer han sit sværd gennem tæppet. Det viser sig at være Polonius, som endnu engang har spioneret mod Hamlet.
Sammen med Rosenkrans og Gyldenstjerne sendes Hamlet til England. På vejen bliver han klar over, at kongen har vedsendt en ordre om, at Hamlet skal dræbes, så snart han ankommer til England. Hamlet forfalsker brevet, således at det nu er Rosenkrands og Gyldenstjerne, der bliver slået ihjel. Derefter bliver Hamlet taget til fange af en bande sørøvere og kommer med dem tilbage til Danmark.
Her møder han sammen med sin ven og eneste fortrolige, Horatio, en graver på en kirkegård uden for slottet. Et kranie graves frem, og Hamlet filosoferer over livets forgængelighed. Begravelsesoptoget ankommer, og Hamlet opdager, at graven er beregnet til Ophelia, der i sorg over at have mistet både sin elskede og sin far, har begået selvmord. Hendes bror, Laertes er rasende over, at præsten nægter at udføre en fuldt begravelsesritual og springer ned i graven for at kysse sin søster en sidste gang. Hamlet springer efter ham og udfordrer ham. Han har, mener han selv, elsket Ophelia mere end “fyrretyve tusind brødre med hele deres kærlighed lagt sammen.” (5.1.264-65). Opgøret mellem de to afværges og i stedet arrangeres en duel.
Kongen, der er forbitret over Hamlets tilbagekomst, overbeviser Laertes om, at Hamlet har skyld i både Polonius’s og Ophelias død. Laertes forgifter sit sværd, men under duellen forbyttes sværdene, så både Laertes og Hamlet rammes af giften. Samtidig har dronningen drukket af et glas forgiftet vin, som kongen har beregnet til Hamlet. Da Hamlet ser moren dø og får at vide, at han selv er forgiftet, dræber han kongen. I det samme ankommer den norske prins Fortibras med sin hær og får overdraget den danske trone. Alle stykkets hovedpersoner er døde, undtagen Horatio, som af Hamlet bliver bedt om at fortælle historien videre til eftertiden.
Adskilligt i dette i forvejen komplicerede plot står uforløst og usagt. Det bliver aldrig klart, om krigstruslen fra Norge er reel eller ej. Det fortælles heller ikke entydigt, om et ægteskab mellem Ophelia og Hamlet virkelig er umuligt, eller om det bare er Polonius, der tror det forholder sig sådan. Tværtimod fortæller dronningen ved Ophelias begravelse, at hun ønskede at se de to gift med hinanden. En tredje væsentlig faktor, der kun berøres indirekte, er spørgsmålet om arvefølge. Det forklares ikke, hvorfor Claudius og ikke Hamlet er blevet kåret som konge. På Shakespeares tid har spørgsmålet om kongelig arvefølge haft stor samfundsmæssig betydning. Alle blandt publikum må forventes at have vidst, at i tilfælde af en konges død, går tronen ikke i arv til hans bror, men til hans ældste søn. Denne magtforskydning får lov at forblive underforstået og giver et yderligere, politisk, lag til forholdet mellem Hamlet og Claudius.