“Shakespeare’s Sonnets” (1593-1603) (”Shakespeares sonetter”, 1885) udkom i 1609, men er sandsynligvis skrevet i 1590’erne. Shakespeare har ikke medvirket til udgivelsen, måske har han ligefrem undertrykt den, og da der samtidig er meget, der tyder på, at digtene er delvist selvbiografiske, er sonetterne omgivet af en enorm mængde mystik og har dannet grundlag for utallige spekulationer om forfatterens privatliv.
Uanset den biografiske sammenhæng danner sonetrækken et overmåde komplekst billede på kærligheden – den magt, tilstand, eller handling, der som ingen anden både leder os uden for os selv og ind i os selv.
I det følgende er sonetterne beskrevet i sammenhæng med hinanden, men selvom enkelte af de 154 sonetter hænger tydeligt sammen i grupper af to eller flere sonetter, er det langt fra sikkert, at sonetrækken er skrevet med henblik på at blive læst i den rækkefølge, de står opført i.
En meget praktisk funktion ved kærligheden er at lede menneskehedens reproduktion. Dette tema er gennemgående i de første 17 sonetter, men, som man kan forvente af Shakespeare, perspektiveres dette ud til at dække både eksistentielle og æstetiske emner som kunst, onani, botanik, handel, død og meget andet. At de første sonetter handler om at få børn, kan synes ironisk, eller om man vil, kompliceret, eftersom langt størstedelen af de følgende sonetter handler om kærlighed mellem to mænd.
Sonet 18 er muligvis den mest berømte af alle sonetterne. Den begynder med et af de ældste tricks indenfor sonetgenren, nemlig med at forfatteren spørger sig selv, om han kan tillade sig at sammenligne sin udkårne med noget meget smukt – her en sommerdag – hvorefter man forventer en konklusion i retning af, at metaforen ikke er tilstrækkelig. Det sker næsten også, men med den væsentlige forskel, at digteren ikke ender med at hylde sin udkårne, men sit eget digt.
Fra begyndelsen henvender sonetterne sig til en ung, lyshåret mand. Og hvis sonet 18 er den mest berømte, er sonet 20 til gengæld den mest diskuterede. Her afviser forfatteren nemlig, at hans kærlighed til den unge mand er seksuelt betonet. Det kan sagtens være, at sonetten skal tages på ordet, og at det beskrevne forhold skal opfattes som platonisk. Men mange læsere har undret sig over, hvorfor det skulle være nødvendigt at afvise det seksuelle, hvis der ikke var et eller andet om det, og hvorfor de mange hentydningerne til drengens penis, hvis forholdet virkelig kun var platonisk? Uanset forholdets art, er kærligheden i det følgende i hvert fald lidenskabelig.
Indtil sonet 33 er forholdet lykkeligt. Digteren priser sin unge ven og efterlader ham i sonet 32 med disse sonetter til minde om sin store kærlighed. Digteren er ydmyg (26), tilfreds med sin lod i livet (25 og 29) og ønsker sig hverken rigdom eller ære, så længe han bare har sin vens kærlighed.
I sonet 33 og 34 er det første svigt beskrevet. Som solen står op i al sin vælde, således har vennen vist sig for digteren, der optimistisk tog af sted uden sin frakke, indtil sorte skyer overraskede ham. Solen lyser gennem skyerne, og forsøger at tørre den fortørnede og gennemblødte digter, men skaden er sket. Og dog: De tårer, som vennen græder af dårlig samvittighed, er rige perler, der løskøber alle onde gerninger.
Ved betegnelsen “løskøbe” benytter digteren et juridisk/merkantilt sprog anslået allerede i sonet 4 (hvori ungdommens skønhed betegnes som et lån fra naturen man har pligt til at betale tilbage). Denne metafor fortsætter i en stemning af retssag: Digterens kærlighed og trang til at tilgive gør ham selv til sin egen bedste anklager og vennens forsvarer (35). Retssagen ender i en forklaring på svigtet (41 og 42): Den unge mand har haft et forhold til en kvinde, digterens elskerinde og digteren synes at argumentere halvhjertet over for sig selv, at eftersom vennen og han er ét (så stor er deres kærlighed), så er det i virkeligheden ham selv, hun elsker, når hun er sammen med vennen.
Fra sonet 36 synes de to at tilbringe mere tid væk fra hinanden end sammen. Billedet af vennen bliver mere og mere beskrevet udelukkende som et indre billede, et billede, der skal holdes hemmeligt og som kan være i krig med det virkelige syn (46). Kærligheden fra vennen er usikker. Digteren er hans hengivne slave (57 og 58) men kan ikke finde nogen grund til, at dette perfekte væsen skulle elske ham tilbage (49). Dette leder til livsforagt og hård kritik ikke alene mod tiden som sådan, men også mod samtiden.
Dette leder op til den endnu større krise, der udløses af ikke at være den eneste digter. Fra sonet 79 til 86 møder vi en digtende rival og i sonet 80 (og 86 første linie) fremdrages en metaforik, der får digteren til at stå overfor sin rival som den lette engelske flåde mod den spanske armadas kraftigere krigsskibe. En ulige kamp – tilsyneladende – vennens værd er lige så stort som havet og digteren afhængig af havets velvilje – men i 1588 var det faktisk lykkedes for den engelske flåde at vinde over den spanske armada, der på dette tidspunkt var materielt overlegen.
Fra sonet 87 hører vi ikke mere om den rivaliserende digter, og også vores fortæller tager afsked med sin ven. Hans eneste glæde er paradoksalt, at vennen har forladt ham – for digteren var ham ikke værdig – og derfor glæder han sig over, at vennen nu ikke slæber rundt på ham mere: Tvunget til selvhad: “Imod mig selv jeg mig i kamp indlader, / for aldrig kan jeg elske ham, du hader” (89).
I det første 126 sonetter er fair i betydningen “lys” blevet brugt som synonym med “smuk”, hvilket er helt i overensstemmelse med periodens sprogbrug. Men dette anfægtes i sonet 127, hvor “den mørke elskerinde” overtager fokus. Da hun ikke er fair , men stadig smuk, har ordet “smuk” mistet sin betydning. Samtidig benyttes fair i sin betydning “rimelig” og det anføres som urimeligt, at elskerindens sorte øjne ikke kan regnes som smukke i den gængse betydning. Digteren vedbliver dog ikke med at være så rosende overfor elskerindens udseende. I sonet 144, der opsummerer trekantforholdet, beskriver digteren sine to kærligheder: “Jeg elsker to, der henrykker og nager / og som to ånder kæmper om min sjæl: / Den gode engel er en mand så fager, / den onde ånd er kvinde, sort og fæl.
Kvinden og den unge mand står i diametral modsætning til hinanden. For det første tiltales den unge mand direkte i sonetterne, hvorimod kvinden omtales i tredje person. Hun er mørk, hvor han er lys. Hun er jævnaldrende med digteren, hvor han er yngre. Og hvor den unge mand primært elskes på afstand (uanset hvad man måtte mene om følelsernes seksuelle eller platoniske karakter), så er kvinden til stede og forholdet til hende åbenlyst seksuelt.
I sonetterne dedikeret til den unge mand er skønhed langt den vigtigste, hvis ikke den eneste kilde til kærlighed. I forholdet til den mørke kvinde er tiltrækningen imidlertid begrundet i alt muligt andet, og dette både frustrerer og forvirrer digteren. Selvom de forudgående sonetter ikke kan betegnes som overfladiske, så er det alligevel først med den heteroseksuelle og fysiske kærlighed, at sonetterne for alvor trænger ind i en almenmenneskelig skrøbelighed og bliver rørende. Men denne kærlighed skal ses på baggrund af utallige omkostningsfulde omveje og kommer aldrig til en simpel konklusion.
Alle citater fra “Sonetter – Sonnets”, oversat af Line Krogh, Attika 2006.