Lige for lige: Puritanere og sex

Citat
“Angelo: Sæt nu der var ingen anden udvej til frelse for hans liv, - jeg svarer ikke for denne eller nogen, det er blot et tankespil, - og I, hans søster, havde vakt attrå hos en mand der ved sin rang og sin indflydelse hos dommeren formåede at løse jeres bror ud af de gamle strenge loves lænker; sæt der var ingen anden vej i verden til redning for jer bror, men enten gav I jeres legems skatte hen til manden vi forestiller os, - og ellers lod I ham lide døden: - Hvad mon I da valgte?”
William Shakespeare: “Lige for lige”: 2.4.84-96

I “Measure for Measure” fra 1603 (“Lige for lige”, 1861-73) møder vi et af Shakespeares mest gakkede handlingsforløb, der muligvis har haft mere troværdighed på Shakespeares tid, men som i dag opleves som en absurd middelalderkomedie, der begynder som en parodi på puritanisme, men ender som en muligvis ufrivillig parodi på kristendommen som sådan.

Hertugen af Wien overlader styret af byen til Lord Angelo, og forklæder sig selv som munk. Angelo begynder straks med at håndhæve nogle glemte love mod usædelighed, lukker byens bordeller, og dømmer adelsmanden Claudio til døden for at have gjort sin kæreste gravid. Claudios søster, den smukke og meget fromme Isabella, forsøger at overtale Angelo til at benåde sin bror. I den meget lange og meget spidsfindige dialog mellem den fromme Angelo og den lige så fromme Isabella, går det op for Angelo, at han bare må have sex med Isabella. Han forsøger sig med utallige hentydninger, men må til sidst sige det ligeud. Han tilbyder Isabella at benåde Claudio på den betingelse, at hun giver ham sin krop for en nat. Isabella er forfærdet – og nægter. Hun søger trøst hos sin bror, men da han ikke sætter sin søsters dyd lige så højt som sit liv, forfærdes hun igen.

Imidlertid har den forklædte hertug en masse planer i ærmet. Angelo har engang brudt en forlovelse med Mariana. Isabella lader som om hun indvilliger i Angelos tilbud, men i virkeligheden er det Mariana som Angelo går i seng med. Alt er godt, Isabella er stadig jomfru, Mariana kan tvinge Angelo til at gifte sig med hende, og Claudio er reddet – tror de. Tidligt samme morgen viser det sig, at Angelo alligevel vil lade Claudio halshugge. Den forklædte hertug tilbyder en anden fange at træde i Claudios sted, men det vil han ikke. Heldigvis dør en tredje fange, og da han tilfældigvis ligner Claudio på en prik, hugger de hovedet af liget og sender det til Angelo.

Komedien afsluttes med en lang retssagslignende scene på byens torv, hvor Isabella bebrejder Angelo sin udåd. Hertugen afslører, at det var ham, der i forklædning spillede den hjælpsomme munk, og kan derfor sige god for Isabellas forklaring. Angelo fortryder bittert, indvilliger i at gifte sig med Mariana, men dømmes alligevel til døden. Både Mariana og Isabella beder for hans liv. Det afsløres, at Claudio lever, og han kan nu gifter sig med sin kæreste. Dermed har Angelo ikke begået mord og tilgives. Til sidst frier hertugen til Isabella og sender en flabet alfons i fængsel.

Det er sidste akts hvirvelvind af skyld og tilgivelse, der i dag kan opfattes som en ufrivillig parodi på kristendommen. Hertugens forklædning og indsættelse af en puritansk stedfortræder har i følge ham selv en dybere mening. Men det er svært at se rænkespillet som andet end meget kynisk, når hertugen fortæller Isabella, at hendes bror er død, for at teste hende, dømmer Angelo til døden, for derefter at løslade ham og udnytter forvirringen omkring Claudius’ “genopstandelse” til et diskret friermål.

I modsætning til i mange andre af Shakespeares stykker har de moralske og filosofiske dilemmaer i “Lige for Lige” ikke umiddelbart overlevet til vor tid. På Shakespeares tid har det imidlertid forholdt sig anderledes. I et historisk lys inddrager stykket spørgsmål om skyld og straf, der har været både problematiske og relevante for samtiden. Juridisk/teologisk har man taget Jesu forbud mod at dømme helt bogstaveligt. Samtidigt har man været bevidst om nødvendigheden af at kunne dømme for at opretholde lov og orden. Resultatet er en adskillelse af embede og privatsfære, hvor ingen privatperson må dømme, hvorimod dommere og andre embedspersoner får overdraget guddommelig autoritet i kraft af deres embede og må optræde som demi-guder og dømme i Guds sted. Principielt er denne adskillelse mellem embede og privatsfære det samme som i en moderne retsstat, med den væsentlige tilføjelse, at loven ikke kun er juridisk funderet, men også teologisk. Loven hviler dermed på et religiøst og moralsk grundlag, der på samme tid giver mulighed for meget strenge straffe for forhold vi i dag ville kalde private, men som også giver mulighed for pludselige og absolutte benådninger med det argument, at dommen overdrages til Gud på Dommedag. I en sådan retstilstand forventes loven at udøves med en vis fleksibilitet, en fleksibilitet som Angelo netop ikke udviser. Det springende punkt bliver derfor, hvor fleksibelt loven kan håndhæves, inden samfundet går i moralsk opløsning. I den forstand handler “Lige for Lige” om grænsen mellem tyranni og retfærdighed – en grænse det stadig er værd at diskutere, om end det kræver en længere forklaring at benytte “Lige for Lige” til formålet.