Shakespeare står temmelig alene, når man i dag ser på den engelske renæssances dramatik. Ingen af hans samtidige opføres eller udgives bare tilnærmelsesvist så meget som Shakespeare. Sådan var det (naturligvis) ikke på Shakespeares tid. Shakespeare var allerede dengang den mest berømte dramatiker, men han var ikke den eneste. Særligt en enkelt anden forfatter synes i begyndelsen af Shakespeares karriere at have været Shakespeare overlegen.
Christopher Marlowe blev født i 1564, samme år som Shakespeare. Begge blev født i provinsen, begge havde en far, der var håndværker og hed John til fornavn, og begge tog til London og blev berømte som skuespilforfatter og digtere i deres egen levetid. Ellers er det svært at forestille sig to mennesker mere forskellige: Marlowe havde i modsætning til Shakespeare en universitetseksamen fra Cambridge, han var det førende medlem af forfattergruppen kendt som the University Wits, han var berygtet for sin vilde livsstil, var indblandet i adskillige retssager og mindst ét mord, der måske var i selvforsvar, var falskmønter og spion, og blev dræbt inden han fyldte tredive i et værtshusslagsmål, enten over regningen eller fordi han muligvis var hemmelig agent.
Det var Marlowe, der introducerede mange af de karakteristika, vi finder hos Shakespeare: urimede blankvers, verdslige problemstillinger, og amoralske protagonister. Sammen med vennen og bofællen Thomas Kyd skabte Marlowe rammerne for det elizabethanske drama ud af næsten ingenting. Selv brugen af navngivne karakterer var en nyskabelse i tiden. Det engelske drama før Marlowe benyttede sig primært af personificerede begreber som “Hvermand”, “Gode Gerninger” eller “Venskab” Og så var Marlowe berømt som ateist, hvilket har været temmelig kontroversielt. Som indledning til hans ualmindeligt brutale stykke “The Jew of Malta” (Jøden fra Malta) lader han en karakter ved navn Machevil udtale, at “Jeg regner religion for et barnligt legetøj, og mener at der findes ingen synd udover dumhed.” (prol. 14-15), og i en anklage indbragt få dage før hans død blev han tillagt udtalelser som, at Moses var en svindler, at Jesus var en bastard og hans mor løs på tråden, at jøderne valgte klogt, da de frigav Barabas, at det nye testamente var dårligt skrevet, og at han selv kunne gøre det bedre, at Jesus og evangelisten Johannes var homoseksuelle elskere, at sakramentet ville være bedre udført med en pibe tobak og at “religionen opstod med det ene formål at holde menneskene i skræk” .
Den form for udtalelser har vi ingen af hos Shakespeare. Tværtimod synes den tilsyneladende selvlærte teatermand gennem hele sit voksne liv at have holdt sig uden for ballade. Han er omtalt i samtiden som vellidt, men også som en, der takkede nej til selskaber med dårlige undskyldninger. Hans forestillinger var populære både hos publikum og ved hoffet – James I gav hans teatertrup betegnelsen “The King’s Men” (Kongens mænd) – og hans arbejde var kun i begrænset omfang generet af censuren. En del af de få dokumenter, der findes med Shakespeares navn på, viser, at han havde god styr på pengesager, og da han døde i sin hjemby i 1616, var han en rig mand med en velforberedt pensionisttilværelse foran sig.
Teatret før Marlowe og Shakespeare var udpræget religiøst og éndimensionelt. Marlowes stykker er, selvom de er fortalt i et overlegent sprog, der til tider er på niveau med Shakespeares, næsten ligeså éndimensionelle som de tidligere religiøse stykker, bare med modsat fortegn. Shakespeare er langt fra så radikal som Marlowe. Om Shakespeare siger man som regel, at hans værk er sekulært, menneskeligt eller uden religiøse motiver. Det har dog ikke forhindret en rig tradition for religiøse tolkninger. Præster elsker generelt Shakespeare, og herhjemme kan vi medregne så prominente teologer som Søren Kirkegaard, Johannes Møllehave og Johannes Sløk i gruppen af Shakespeare-fans. Ikke desto mindre er det grundlæggende kendetegn ved Shakespeares stykker, at de netop ikke er religiøse og de er heller ikke propaganderende ateistiske som Marlowes. Men Marlowe har muligvis banet vejen for en verdsliggørelse af dramatikken. Hos Shakespeare er mennesket i centrum. Gud og guder anråbes, biblen citeres, men som svar synes Gud fraværende. Gud blander sig ikke, der findes aldrig en religiøs løsning på stykkernes dramatiske konflikter, og Gud er aldrig igangsætter af disse. Denne menneskeliggørelse af teatret er, sammen med det enorme sproglige overskud, Shakespeares store bedrift. Shakespeares bedste karakterer er mennesker der tvivler, handler, fortryder og påvirkes af andre mennesker. Lige som du og jeg.