Døren fløj op med et brag, brudt fri af låsen og det øverste hængsel, og Gunvald Larsson fulgte efter den ind i værelset gennem en kaskade af tørre træsplinter. Martin Beck var kun en halv meter bag ham, let til bens og med tjenestepistolen hævet.”
I 1963 blev to små piger lokket væk fra parken i Stockholm, hvor de legede, og blev misbrugt og myrdet. Byen var på den anden ende, og det udløste et mindre nationalt traume. Fire år senere behandlede og bearbejdede Sjöwall & Wahlöö sagen i “Mannen på balkongen” fra 1967 (“Manden på balkonen”, 1968).
De første fire sider er tilegnet titelfiguren og skildrer en navnløs mand, som står og ryger på en altan og stirrer ud i natten, indtil den bliver til dag. Det er Stockholms Summer of Sam. Hele byen sveder. Politiet er det sædvanlige skridt bagefter de kriminelle. En brutal røver har gokket den ene efter den anden ned i parken Vanadislunden, uden de kan få fat i ham, men da liget af pigerne dukker op det samme sted, bliver det pludselig ikke et spørgsmål om at kunne – de skal.
Parkrøveren kan have set noget, og for den sags skyld kan han også være morderen. Tidspunkterne for hans røverier udelukker det ikke. En intensiv menneskejagt går ind. Den brutale kommissær Gunvald Larsson entrer for første gang scenen. Han er en kæmpe af statur, en hidsigprop af temperament og en enspænder af natur. Martin Beck og hans kolleger er ikke meget for den nye efterforsker, men det er svært at komme uden om, at han besidder nogle redskaber, som kan speede enhver efterforskning op. For eksempel har han det med at glemme det der med en dommerkendelse, hvis man har brug for en hurtig ransagning, og hvis forbryderne ikke er samarbejdsvillige, kan han også forfalde til at ruske lidt i dem. Sammen med Melanders fotografiske hukommelse gør det det pludselig rigtig ærgerligt at være på den forkerte siden af loven i Stockholm. Gunvald smadrer døren ind til den lejlighed, hvor parkrøveren gemmer sig, knipser en maskinpistol ud af hænderne på ham og ligger sine omkring 100 kilo ned over ham, inden han spiller hoppebold med ham mod væggen. Og så er de pludselig et vigtigt skridt videre. Og det er læseren også. Martin Beck har for længst afsløret sig som en uforbederlig tørvetriller, der hele tiden er træt eller syg eller nedtrykt over familiebøvl. Og hans kolleger er heller ikke alt for spraglede. Gunvald Larsson tilføjer til gengæld serien et befriende strejf af ragnarok.