Brandbilen som forsvandt

Citat
“Uden tvivl ville han på et eller andet senere tidspunkt få en medalje, men både hans bedrift og tragedien var afsluttede kapitler og erindringen om Gunvald Larssons navn blegnede allerede i et fjernt hjørne af den offentlige bevidstheds baggård. Verden var ond og flød med forsidesensationer. Selvmord talte man nødigt om i svensk presse, dels af etiske årsager, dels fordi der var så afslørende mange, og en ildebrand med tre dødsofre er ikke et bolsje, man kan sutte særlig længe på. Desuden var der ingen grund til at bryde ud i de store klapsalver for politiet. Så længe de ikke kunne sætte en stopper for narkoelendigheden eller få hånd i hanke med de utallige demonstrationer eller garantere ganske almindelig ro og orden i gaderne. Og så videre.”
Sjöwall & Wahlöö: “Brandbilen der forsvandt”, side 134.

Det stiller sig så uheldigt for Gunvald Larsson, at der ingen mord sker i Stockholm i den sidste del af vinteren 68, derfor er han blevet sat i spidsen for et lille hold, som i “Brandbilen som försvann” fra 1969 (“Brandbilen som forsvandt”, 1970) har fået til opgave at overvåge en forbryderrede i en faldefærdig rønne i en forblæst krog af byen. Den 7. marts om aftenen tjekker han op på den betjent, som har vagten. Den unge mand fryser, så tænderne klaprer, og har stillet sig om bag nogle buske, hvor han er i ly for vinden, men til gengæld kun har et begrænset udsyn til huset. Gunvald Larsson giver ham en røffel og sender ham hen til den nærmeste politistation for at få varmen, mens han selv stiller sig op på den høj, hvor det var meningen, at den ulyksalige betjent skulle have stået. Her gennemgår han i tankerne klientellet i det hus, han kigger ned på. Ludere og småforbrydere fra en ende af. Fjorten i alt. Otte minutter, inden den unge betjent efter aftalen skulle være kommet tilbage, eksploderer huset for øjnene af Gunvald Larsson. Tre af beboerne går til, resten bliver reddet ud – af Larsson. Herefter følger et møjsommeligt teknisk arbejde. Alt peger på at det er en gasulykke. Alt på nær et par detaljer af den slags, som Beck og hans skarpe kolleger tillægger uhyre stor betydning. Og ganske rigtigt. Det var overhovedet ikke nogen ulykke. Det var en mordbrand. Begrebet er i sig selv uhyggeligt, og det bliver endnu mere uhyggeligt, da sporene fører ud til øde sommerhuse i de mørke svenske nåleskove og til Malmö og København, hvor en dansk kunstner kan bidrage med ikke uvæsentlig information. En stor og dødsensfarlig international narkoring er på spil. Nogle af de små fisk i Sverige var blevet for grådige, og så blev en arabisk lejemorder sat ind med sin diabolske sprængningsmekanisme fra løsrivelseskrigen i Algeriet og blæste dem til konfetti. Men vil de nogensinde få skovlen under ham? Eller den grusomme narkoring? Og hvorfor nåede brandbilen aldrig frem, da huset eksploderede?

“Brandbilen der forsvandt” går for en af de bedste Sjöwall & Wahlöö-romaner. Ifølge krimiforfatteren Leif G.W. Persson, som har skrevet forord til den seneste udgave, er det en af de bedste kriminalromaner overhovedet – uden han helt kan finde ud af hvorfor, for afviklingen er fredelig og rolig og adskiller sig ikke så meget fra de andre af krimiparrets romaner. Til det må man bare sige. Jo, den gør! Og forklaringen er enkel: Gunvald Larsson, som for første gang får rigtig plads.