Din misbruger

Citat
“Vi må stikke til søs igen. Se Amerika
græde, de græder deres olietårer
og knalder retfærdighedens lillesøster
i hendes lille arabiske røvhul”
“Din misbruger”, s. 26.

“De handler om misbrug, seksualitet som magt, lyst til magt og magtudøvelse. De er aggressive og fuldkommen desperate i sin lyst til at blive hørt. Og hvis en læser endelig giver dem opmærksomhed, håner teksterne ham for det” (Henrik Vesterberg: “Lars Skinnebachs desperado-digte”. Interview i Politiken, 2006-05-07). Således karakteriserer Skinnebach selv sin tredje digtsamling “Din misbruger” fra 2006, hvor den direkte læserhenvendelse, som introduceres i “I morgen findes systemerne igen”, bliver endnu tydeligere. Læseren tiltales allerede på bogens omslag og igen på første side: “ser du overhovedet efter hvad skriften har / at tilbyde dig, linjebruddet / er ikke længere et problem / for verdensfreden” (s. 5). Digtene håner læseren for blot at være en passiv, talentløs poesinyder og -bruger. Jeg’et er konfronterende, diskuterende og provokerende, hvilket mest af alt synliggør en utilfredshed med sig selv, men også med velfærdsstatens kvælende sociale rum. Velfærdsmennesket fremstilles både som offer og afhængig misbruger af systemet og samfundsgoderne: “Husk barbarerne / de ligger på socialkontoret og / i ministeriernes skuffer / mens vi spiser bacon og æg med slappe pikke” (s. 27).

26229162

Hvor der i “I morgen findes systemerne igen” forsøgtes en undvigelse af konformitetens fangarme, præsenteres der i “Din misbruger” ingen muligheder for at undslippe velfærdssystemet.

Digtenes toneleje bliver direkte modbydeligt i sin kredsen om en rus- og misbrugstematik i takt med, at gnidninger i parforholdet vokser. Det konfliktuelle og aggressive dominerer nu fuldstændigt i forhold til de to foregående digtsamlinger, hvilket også ses i kapitlernes titler “21. århundredes ærinde”, “Vi er hjemme igen, folkens”, “Ensom her blandt mennesker”, “Alle destinationer i havet” og “Læs mig! Jeg har store bryster”. Menneskene har mistet hinanden, og ensomheden samt egoismen sejrer, da du’er og jeg’er blot er ude i udnyttende ærinder. Det lurende oprør er for alvor sluppet løs i digte, der skildrer en frastødende, beskidt verden med eskalerende skandaler. Alt er under angreb: statsinstitutioner, det liderlige du, poesien, lønslaver og konformisme.

Aggressionen er både forårsaget af alle de systemer, som det moderne menneske er viklet ind i og samtidig krævende ‘misbruger’ af, såvel som af en frustreret utilstrækkelighed i forhold til poesien samt en arrig, forbrugende utilfredshed med den/de elskede. Der er ikke længere en redningsplanke, mennesket synker dybere og dybere ned i sølet. Som læser provokeres og væmmes man på skift samtidig med, at et vildt billedsprog og skarpe udsagn begejstrer i en sådan grad, at det er svært at lægge digtsamlingen fra sig. Sproget vælter rablende og fornyende af sted med verslinjer, der både fortsætter og abrupt ophører. Revolution hyldes, og småborgerlighedens ensartethed udskældes. Digtene forsøger at tirre læseren til oprør med udsagn som: “gør dog noget”! I værkets sidste afsnit kulminerer opfordringen med titlen: “Læs mig! Jeg har store bryster”, hvor det nu er aggressive kvindelige jeg’er, som henvender sig til et skvattet, passivt du: “Mens jeg stiller / min kusse / i udsigt / vil du savle / forsømme dit job / ydmyge dig / tigge” (s. 59). Det overtagende, afsluttende kvindeperspektiv overrumpler i den grad, at det kan læses som et sidste ihærdigt forsøg på at vække læseren af sin døs og op på barrikaderne.