lars skinnebach
Foto: Lars Solkær Starbird

Lars Skinnebach

Artikel type
voksne
cand.mag. Susannah Larrabee Sønderlund, iBureauet/Dagbladet Information. 2009.
Top image group
lars skinnebach
Foto: Lars Solkær Starbird
Main image
Skinnebach, Lars
Foto: Lars Solkær Starbird

Indledning

Kaotiske, klaustrofobiske samfundssystemer og et aggressivt, frembrusende sprog vækker opsigt i Lars Skinnebachs roste gennembrudsdigte “I morgen findes systemerne igen” fra 2004. Lyrikken er glimtvis blid, men præges hovedsageligt af et tiltagende raseri i pludrende cut-up format. Her er sindssyge udsagn og hysteriske besværgelser, direkte tale med blotte konstateringer og poetisk billedsprog. Lars Skinnebachs hidsige lyrik repræsenterer et særligt oprørsk kritisk engagement i en sanselig registrering af velfærdsstatens skyggesider og skrøbelighed. Digtene forsøger at diagnosticere samfundets effekt på det senmoderne menneske. På den vis eksemplificerer Skinnebachs værker den markant ambitiøse, samfundsdebatterende samtidslitteratur, der har præget de seneste års nye danske litteratur.

Autofiktion

 

29128057

Blå bog

Født: 1973 i Galten.

Uddannelse: Forfatterskolen 1994-96.

Debut: Det mindste paradis, 2000.

Litteraturpriser: Rifbjergs debutantpris fra Det Danske Akademi, 2004. Gyldendals Boglegat, 2005. Montanas Litteraturpris, 2010.

Seneste udgivelse: Øvelser og rituelle tekster. Edition After Hand, 2011. Digte.

Baggrund

“Symfoniske træer med skeletfingre banker diskret på vinduet. Der er ingen dirigent til at samle verden i det yderste af sin stok eller til at forklare den på tegnsprog for bedøvede øjne Falder husene sammen som en død mands lunger? Er kærligheden udskiftelig?”
“I morgen findes systemerne igen”, s. 10.

Lars Skinnebach er født i Galten ved Århus i 1973 og boede under sin opvækst både i Egedesminde og Holsteinsborg i Grønland. Familien flyttede til en stationsby på Sjælland, da Lars Skinnebach var 15 – en omvæltning som satte gang i skriveriet. Han talte perfekt dansk, men havde svært ved at omgås og tilegne sig sine jævnaldrendes sociale koder samt de gruppetilhørsforhold, som er indlejret i sproget. I stedet trak teenageren sig ind i sig selv og hev barndomshjemmets eneste digtsamling ned fra bogreolen – nemlig Ivan Malinowskis “Vinterens hjerte”. Digtenes viltre sprog, kritiske tænkning, eksistentielle overvejelser og sansereflektioner chokerede Lars Skinnebach i en sådan grad, at han helt spontant skrev en lang række digte, der tilfredsstillede behovet for at sammenligne de to samfund, det utopiske Grønland og det depraverede, men dog attraktive Danmark.

I 1993 blev Lars Skinnebach student fra et gymnasium i Roskilde, og allerede året efter blev han optaget på Forfatterskolen, hvor han blev uddannet 1994-96. Blandt skolens andre elever var på dette tidspunkt også Peter Adolphsen, Kristian Bang, Simon Fruelund, Kim Blæsbjerg, Martin Larsen og Kristian Ditlev Jensen. Efter Forfatterskolen studerede Skinnebach i en periode lingvistik på Århus Universitet og litteratur på Syddansk Universitet, men det har altid været digtningen, som har haft størst betydning for ham.

I 2003-2005 var Lars Skinnebach sammen med kritiker og ph.d. i litteraturvidenskab Tue Andersen Nexø redaktør for tidsskriftet Den Blå Port. De to redaktører efterlyste her ny litteratur, som turde sætte noget på spil (Den Blå Port # 63, 64 og 68/69, 2004-2005), og den litterære undergrund eller smalle litteratur blev opfordret til – ud over at opsøge nye sproglige former – også at sammentænke menneske, socialitet og verden på en ny måde. Litteraturen burde konstruktivt bidrage til det omkringliggende samfund og ikke blot kredse om sin egen indforståede eksistens. Lars Skinnebach satser selv stort i sine egne digte i jagten på at spore ikke blot det æstetisk mulige, men også moralske og politiske risici. Skinnebachs værker tilhører den ‘smalle’ litteratur, men han har modtaget både priser og positiv omtale fra kritikere såvel som fra læsere. Især gennembrudsværket “I morgen findes systemerne igen” fra 2004 fik mange anerkendende ord med på vejen og indbragte Skinnebach Rifbjergs debutantpris fra Det Danske Akademi.

Ud over at skrive har Skinnebach også været engageret i at undervise nye forfattertalenter. Siden 2006 har han undervist på Forfatterskolen, ligesom han også er tilknyttet den nystartede forfatterlinje på Kulturskolen i Esbjerg, hvor han sammen med blandt andet Jeppe Brixvold, Lars Frost, Lone Hørslev og Palle Sigsgaard er med til at udklække vestjyske forfatterspirer. Lars Skinnebach er med sin familie bosiddende på Fanø efter at have boet flere år i Bergen.

Det mindste paradis

“Hvis jeg ikke var så liderlig, tror jeg ikke
Jeg ville elske dig, tænker jeg
Mens støvet hvirvler op
Hjemme i stuen. Katten ved det”
“Det mindste paradis”, s. 40.

Forelskelse, intimitet, familie, tryghed og tosomhed er centrale temaer, som introduceres i Lars Skinnebachs debut “Det mindste paradis” fra 2000. Digtsamlingen består af flygtige, antydningsvise forelskelsesdigte, som sværmer om de små og store ting i tilværelsen. Værket er delt op i fire kapitler, hvoraf de to første “I udkanten” og “Hos min familie” præges af sommeridyl med strandture, rødspætter og veloplagte venner. Haven prydes med badebassin og legende børn, mens katten lunter formildende omkring. Familien er samlet, og der hersker idyllisk ro, når digtene dvæler ved små hverdagslige, genkendelige handlinger og detaljer. Det viser sig dog i de efterfølgende to kapitler “Når dagene går” og “Med øjnene i vejret”, at der er sprækker i den tilsyneladende harmoni.

22887289

En ydre mere truende omverden samt en stigende stemning af frustration og afmagt bryder ind i den trygge, men kvælende intimsfære: “Det ville ikke undre mig om en eller anden trak en pistol / og skød mig gennem øjet.” (s. 9). Jeg’et har svært ved at indordne sig i det idylliske familiesystem, hvilket udtrykkes via disse desperationsudbrud, som tiltager i digtsamlingens anden halvdel. Den momentane brutale tone får dog ikke på noget tidspunkt overtaget, men kan læses som en klaustrofobisk reaktion på familielivets idyl og tryghed. Vil og kan jeg’et tilpasse sig parforholdets og familiens forhold og betingelser? Der lurer noget faretruende i idyllens sprækker. Ud fra en utilpasset virkelighed og med en gentagen tilstedeværelse af tab beskriver Skinnebach forelskelsen – det mindste paradis, der dog også indeholder elementer af savn. Digtene forsøger at nå ind til den mindste lykke, en tilstand fri fra alting. Dette mål er svært at nå, hvorfor digtene i høj grad kredser om forskellige aspekter ved tab, mens der stilles skarpt på tosomhedens sarte ømhed og et umætteligt begær, som ikke tilfredsstilles ved trivielle dagligdagsrutiner. Især i digtsamlingens sidste kapitel konfronteres kæresteparret med den uomgængelige ydre verdens indsnigen.