lars skinnebach
Foto: Lars Solkær Starbird

Lars Skinnebach

cand.mag. Susannah Larrabee Sønderlund, iBureauet/Dagbladet Information. 2009. Opdateret af cand.mag. Louise Rosengreen, Bureauet, april. 2018.
Top image group
lars skinnebach
Foto: Lars Solkær Starbird
Main image
Skinnebach, Lars
Foto: Lars Solkær Starbird

Indledning

Lars Skinnebachs digte vækker altid opsigt. Om det er med skrig, vrede eller glimt af ømhed. I den ambivalente digters univers finder man sindssyge udsagn og hysteriske besværgelser, konstaterende tale og et tiltagende raseri i pludrende cut-up format. Skinnebachs hidsige lyrik repræsenterer et særligt oprørsk engagement. Gennembruddet kom i 2004 med digtsamlingen ”I morgen findes systemerne igen”, hvori han i et aggressivt sprog vrængede af velfærdsstatens skyggesider. Og med sit fokus på global opvarmning og forholdet mellem natur og kultur har han siden 2010 bestridt posten som fader til den økopoesi, der er blevet populær blandt yngre digtere.

 

54009232

Blå bog

Født: 1973 i Galten.

Uddannelse: Forfatterskolen 1994-96.

Debut: Det mindste paradis. Gyldendal, 2000.

Litteraturpriser: Rifbjergs debutantpris fra Det Danske Akademi, 2004. Gyldendals Boglegat, 2005. Montanas Litteraturpris, 2010.

Seneste udgivelse: TEOTWAWKI. Gyldendal, 2018.

Genrer: Autofiktion, Lyrik

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

Vi reagerede ikke hurtigt nok på klimakrisen. De politiske systemer, demokratiet i de vestlige lande magtede ikke, de magtede det ikke, at erstatte grundlaget for deres egne privilegier (…)”

“Øvelser og rituelle tekster”, s. 7.

Lars Skinnebach er født i Galten ved AaÅrhus i 1973 og boede under sin opvækst både i Egedesminde og Holsteinsborg i Grønland. Familien flyttede til en stationsby på Sjælland, da Lars Skinnebach var 15 – en omvæltning som satte gang i skriveriet. Han talte perfekt dansk, men havde svært ved at omgås og tilegne sig sine jævnaldrendes sociale koder samt de gruppetilhørsforhold, som er indlejret i sproget. I stedet trak teenageren sig ind i sig selv og hev barndomshjemmets eneste digtsamling ned fra bogreolen – nemlig Ivan Malinowskis “Vinterens hjerte”. Digtenes viltre sprog, kritiske tænkning, eksistentielle overvejelser og sansereflekstioner chokerede Lars Skinnebach i en sådan grad, at han helt spontant skrev en lang række digte, der tilfredsstillede behovet for at sammenligne de to samfund, det utopiske Grønland og det depraverede, men dog attraktive Danmark.
I 1993 blev Lars Skinnebach student fra et gymnasium i Roskilde, og allerede året efter blev han optaget på Forfatterskolen, hvor han blev uddannet 1994-96. Efter Forfatterskolen studerede han i en periode lingvistik på Århus Universitet og litteratur på Syddansk Universitet, men det har altid været digtningen, som har haft størst betydning for ham.
I 2003-2005 var Lars Skinnebach sammen med litteraten Tue Andersen Nexø redaktør for tidsskriftet Den Blå Port. De to efterlyste her ny litteratur, som turde sætte noget på spil (Den Blå Port # 63, 64 og 68/69, 2004-2005), og den litterære undergrund blev opfordret til – ud over at opsøge nye sproglige former – også at sammentænke menneske, socialitet og verden på en ny måde. Litteraturen burde konstruktivt bidrage til det omkringliggende samfund og ikke blot kredse om sin egen indforståede eksistens.
Denne aktivistiske ambition har Skinnebach siden selv forsøgt at leve op til, bl.a. da han omkring årsskiftet 2010/2011 udgav ”Øvelser og rituelle tekster” på mikroforlaget After Hand. For at få lov til at købe bogen skulle læseren underskrive en kontrakt om ikke at bruge penge på andet end mad i fem dage. For som der stod på bogens bagside: ”Kunst der ikke beskæftiger sig med klimakrisen er ikke værd at beskæftige sig med.” 
Skinnebachs værker har modtaget både priser og positiv kritikomtale fra kritikere såvel som fra læsere. I 2010 vandt han Montanas Litteraturpris for ”Enhver betydning er en mislyd” med begrundelsen, at hans digtning var ”konstant overraskende, æstetisk provokerende, sætning for sætning gennemarbejdede, usikkert sikre, muligvis helt uopslidelige og på sin egen avancerede facon dybt samfundsrelevante genreblanding.” (Rasmus Bo Sørensen: Skinnebach vinder Montanas Litteraturpris. Information, 2010-10-15.).
Ud over at skrive har Skinnebach også undervist nye forfattertalenter, bl.a. på forfatterskolen i København. Han er bosiddende med sin familie på Fanø efter at have boet flere år i Bergen.

Det mindste paradis

“Hvis jeg ikke var så liderlig, tror jeg ikke
Jeg ville elske dig, tænker jeg
Mens støvet hvirvler op
Hjemme i stuen. Katten ved det”
“Det mindste paradis”, s. 40.

Forelskelse, intimitet, familie, tryghed og tosomhed er centrale temaer, som introduceres i Lars Skinnebachs debut “Det mindste paradis” fra 2000. Digtsamlingen består af flygtige, antydningsvise forelskelsesdigte, som sværmer om de små og store ting i tilværelsen. Værket er delt op i fire dele, hvoraf de to første “I udkanten” og “Hos min familie” præges af sommeridyl med strandture, rødspætter og veloplagte venner. Haven prydes med badebassin og legende børn, mens katten lunter formildende omkring. Familien er samlet, og der hersker idyllisk ro, når digtene dvæler ved små hverdagslige, genkendelige handlinger og detaljer. Det viser sig dog i de efterfølgende to dele “Når dagene går” og “Med øjnene i vejret”, at der er sprækker i den tilsyneladende harmoni.

22887289

En ydre mere truende omverden samt en stigende stemning af frustration og afmagt bryder ind i den trygge, men kvælende intimsfære: “Det ville ikke undre mig om en eller anden trak en pistol / og skød mig gennem øjet.” (s. 9). Jeg’et har svært ved at indordne sig i det idylliske familiesystem, hvilket udtrykkes via disse desperationsudbrud, som tiltager i digtsamlingens anden halvdel. Den momentane brutale tone får dog ikke på noget tidspunkt overtaget, men kan læses som en klaustrofobisk reaktion på familielivets idyl og tryghed. Vil og kan jeg’et tilpasse sig parforholdets og familiens forhold og betingelser? Der lurer noget faretruende i idyllens sprækker. Ud fra en utilpasset virkelighed og med en gentagen tilstedeværelse af tab beskriver Skinnebach forelskelsen – det mindste paradis, der dog også indeholder elementer af savn. Digtene forsøger at nå ind til den mindste lykke, en tilstand fri fra alting. Dette mål er svært at nå, hvorfor digtene i høj grad kredser om forskellige aspekter ved tab, mens der stilles skarpt på tosomhedens sarte ømhed og et umætteligt begær, som ikke tilfredsstilles ved trivielle dagligdagsrutiner. Især i digtsamlingens sidste kapitel konfronteres kæresteparret med den uomgængelige ydre verdens indsnigen.

Kærlighed til fædrelandet var drivkraften

“Årh, hvor har jeg fortrudt det her Blicherprojekt og skoene er allerede ubehagelige at gå i. Lars synger, fordi verden ikke rigtig viser ham noget. Du synger for at vise verden at du er her.”
“Kærlighed til fædrelandet var drivkraften”, s. 173.

Året efter, i 2001, udgav Skinnebach i fællesskab med forfatterkollegerne og vennerne Jeppe Brixvold, Lars Frost og Pablo Henrik Llambías tekstsamlingen “Kærlighed til fædrelandet var drivkraften”. I værket forsøger de sammen og hver for sig at begribe det eksisterende Danmark anno 2001. Udgangspunktet er en tur til Ry Højskole, hvorfra de fire begiver sig ud over heden i St. St. Blichers fodspor.

23747898

De vil undersøge noget af det, der optog Blicher: hedesagen, litteraturen, samfundsudviklingen, Danmark, og så videre – men mest af alt handler det dog om de fire forfattere selv, deres tanker og indbyrdes forhold. Bogen består af småpludrende, forskelligartede tekststykker, blandt andet rejsebeskrivelser, essays og dagbogsnotater, og den fungerer som et litterært eksperiment med virkeligheden som omdrejningspunkt. Skribenterne kommer med hver deres beretning, hvor der spilles med faktiske og biografiske data samt leges drilsk med autenticitet og fiktion.

Skinnebachs indlæg indeholder mest kommentarer til de andres udtalelser og gøren og laden, og han virker ikke særligt begejstret for turen over den jyske hede.

 

 

 

 

 

I morgen findes systemerne igen

“Er det dødsangsten, der får os til at vedtage love
som får vores liv til at imitere livet
i de mest rigide dødsriger? Lovgiverne, regelmagerne
og værdisætterne, lad dem administrere en forlystelsespark
for døende.”
“I morgen findes systemerne igen”, s. 15.

Det bliver langt mere larmende og socialsurrealistisk i Lars Skinnebachs anden selvstændige udgivelse “I morgen findes systemerne igen” fra 2004, som er forfatterens anmelderroste gennembrudsværk. Digtene synes på sin vis utilnærmelige, hvilket forfatteren selv varsler i digtsamlingens første afsnit, der er dedikeret “Til læseren”: “Så føl dig frem, min skeløjede ven” (s. 9) – en både høflig og foruroligende indledning på en digtsamling med i alt seks afsnit, der hver består af fire fragmenterede og strittende digte.

To overordnede uadskillelige sfærer kan siges at karakterisere digtsamlingen: samfundssystemernes nedbrydende helvede og en lille, håbefuld familietryghed. Det dødbringende over for det livgivende udgør digtenes kontante tvedeling, som dog ikke fremstilles i et stringent modsætningsforhold. Systemmagt og idyl væves ind i hinanden på en faretruende måde. Digtene springer mellem gennemgående motiver som vind og vejr, en fødsel og en fars død, trafik og vejsystemer, spådomme og varsler, vold og følsomhed, indignation og vrede mod politiske-økonomiske-administrative ‘systemer’.

25141369

Det er de små ting i den store verden, som holder sammen på det hele – den urørlige familietreenighed (mor, far og barn), og parforholdets intimitet og ømhed skaber håb blandt kvælende systemer. Idyllen og det nære liv synliggøres glimtvis som i “Det mindste paradis”, men repræsenterer netop et trygt helle (‘system’) i modsætning til en truende omverden, som i digtene er langt mere nærværende og larmende: myrderier, våben, krige og hysteriske og fordærvende medier.

Digtene er præget af sortsyn, selv om det er uklart, hvem der står bag det sagte. Mennesket tager ikke livet og døden alvorligt, men fokuserer i stedet overfladisk på at more sig og følge systemernes anvisninger: livet er lutter karruseller og tivoliture, “en forlystelsespark for døende” (s. 15). Systemernes magt er allestedsnærværende, og digtene indeholder begreber som ‘privatøkonomi’, ‘kontoudtog’, ‘teknisk forvaltning’, ‘kommune’ og ‘byfornyelse’. Leden ved det hele vokser, og til slut sparkes læseren korporligt og brutalt ud af digtsamlingen med vredesudbrud som “skrid din nar eller jeg klipper benene af dig” (s. 39).

Din misbruger

“Vi må stikke til søs igen. Se Amerika
græde, de græder deres olietårer
og knalder retfærdighedens lillesøster
i hendes lille arabiske røvhul”
“Din misbruger”, s. 26.

“De handler om misbrug, seksualitet som magt, lyst til magt og magtudøvelse. De er aggressive og fuldkommen desperate i sin lyst til at blive hørt. Og hvis en læser endelig giver dem opmærksomhed, håner teksterne ham for det” (Henrik Vesterberg: “Lars Skinnebachs desperado-digte”. Interview i Politiken, 2006-05-07). Således karakteriserer Skinnebach selv sin tredje digtsamling “Din misbruger” fra 2006, hvor den direkte læserhenvendelse, som introduceres i “I morgen findes systemerne igen”, bliver endnu tydeligere. Læseren tiltales allerede på bogens omslag og igen på første side: “ser du overhovedet efter hvad skriften har / at tilbyde dig, linjebruddet / er ikke længere et problem / for verdensfreden” (s. 5). Digtene håner læseren for blot at være en passiv, talentløs poesinyder og -bruger. Jeg’et er konfronterende, diskuterende og provokerende, hvilket mest af alt synliggør en utilfredshed med sig selv, men også med velfærdsstatens kvælende sociale rum. Velfærdsmennesket fremstilles både som offer og afhængig misbruger af systemet og samfundsgoderne: “Husk barbarerne / de ligger på socialkontoret og / i ministeriernes skuffer / mens vi spiser bacon og æg med slappe pikke” (s. 27).

26229162

Hvor der i “I morgen findes systemerne igen” forsøgtes en undvigelse af konformitetens fangarme, præsenteres der i “Din misbruger” ingen muligheder for at undslippe velfærdssystemet.

Digtenes toneleje bliver direkte modbydeligt i sin kredsen om en rus- og misbrugstematik i takt med, at gnidninger i parforholdet vokser. Det konfliktuelle og aggressive dominerer nu fuldstændigt i forhold til de to foregående digtsamlinger, hvilket også ses i kapitlernes titler “21. århundredes ærinde”, “Vi er hjemme igen, folkens”, “Ensom her blandt mennesker”, “Alle destinationer i havet” og “Læs mig! Jeg har store bryster”. Menneskene har mistet hinanden, og ensomheden samt egoismen sejrer, da du’er og jeg’er blot er ude i udnyttende ærinder. Det lurende oprør er for alvor sluppet løs i digte, der skildrer en frastødende, beskidt verden med eskalerende skandaler. Alt er under angreb: statsinstitutioner, det liderlige du, poesien, lønslaver og konformisme.

Aggressionen er både forårsaget af alle de systemer, som det moderne menneske er viklet ind i og samtidig krævende ‘misbruger’ af, såvel som af en frustreret utilstrækkelighed i forhold til poesien samt en arrig, forbrugende utilfredshed med den/de elskede. Der er ikke længere en redningsplanke, mennesket synker dybere og dybere ned i sølet. Som læser provokeres og væmmes man på skift samtidig med, at et vildt billedsprog og skarpe udsagn begejstrer i en sådan grad, at det er svært at lægge digtsamlingen fra sig. Sproget vælter rablende og fornyende af sted med verslinjer, der både fortsætter og abrupt ophører. Revolution hyldes, og småborgerlighedens ensartethed udskældes. Digtene forsøger at tirre læseren til oprør med udsagn som: “gør dog noget”! I værkets sidste afsnit kulminerer opfordringen med titlen: “Læs mig! Jeg har store bryster”, hvor det nu er aggressive kvindelige jeg’er, som henvender sig til et skvattet, passivt du: “Mens jeg stiller / min kusse / i udsigt / vil du savle / forsømme dit job / ydmyge dig / tigge” (s. 59). Det overtagende, afsluttende kvindeperspektiv overrumpler i den grad, at det kan læses som et sidste ihærdigt forsøg på at vække læseren af sin døs og op på barrikaderne.

Post it

“Din ånde er syv skibe
lastet med barndom”
“Post it”, s. 19.

En lille gul, kvadratisk og undseelig notesblok-lignende udgivelse med 26 små tekster og tegninger udkom på Forlaget Hurricane i foråret 2009. “Post it” er resultatet af en mailkorrespondance mellem billedkunstneren Cecilia Westerberg og Lars Skinnebach, som fandt sted i januar 2006. En stafet som indledtes med fem tegninger fra Westerberg, som Skinnebach reagerede på og besvarede med fem tekster. Det er et absurd, sort-humoristisk projekt, hvor Westerbergs ofte lidt uhyggelige, groteske tusch-tegnede menneskevæsner, hunde og pikke akkompagneres af Skinnebachs vanligt oprørske, råbende og vrængende vers.

27709389

Beskederne eller opfordringerne er rettet mod et stakkels, men elsket du: “Du gør mig så lykkelig”; en håbløs, foragtet læser: “Sig mig, har du det godt, svin?”; og den identitetssøgende digter selv: “Går jeg gennem skoven af køn / leger jeg med mig selv?”. En bror og en søster optræder også kortvarigt. Samfundsforagten er tilsidesat i disse digte, og der kredses i stedet om det udfordrende, lyksalige og frustrerende parforhold (du og jeg), hvor sex, længsel, køn, frihed og (u)tilfredsstillelse dominerer. Post it-blokken er en opfindsom, anderledes hybridudgivelse skabt af to talentfulde billedskabere, der supplerer og aggressivt udfordrer hinanden på glimrende vis.

Enhver betydning er også en mislyd

“Jeg er et nyliberalistisk lædersvin
med strålende, stjålne øjne
der læser gyldne bøger
Jeg er de vestlige lande
hældt over med sæd og honning”
“Enhver betydning er også en mislyd”, s. 16.

Forsidens betegnelse ‘genrer’ indprenter sig øjeblikkeligt ved første gennembladning af Skinnebachs mærkværdige, retningsforstyrrede bog, “Enhver betydning er også en mislyd” fra 2009. Der eksperimenteres med de litterære former, og både roman, erindring, notat, konebog (?), dagbog, katalog og popsang er repræsenteret på værkets 56 sider, hvoraf mange består af tomme stiplede linjer, der måske skriger efter læserens egne, videredigtende ord. “Enhver betydning er også en mislyd” galoperer ud af mange stier, men er mest af alt en poetisk undersøgelse af kunstens muligheder. Som det hedder på et af værkets første sider: “lad mig dog feste i moderniteten” (s. 4). Ord som metrik, sætningskonstruktion, grammatik, sprog, skrift, litteraturkritik og afsender- og modtagerforhold betegner lyrikkens mangefacetterede hus: “der er lækkert her at være i huset, du er velkommen” (s. 14).

27717683

Lig Skinnebachs andre værker er der adskillige inviterende læserhenvendelser, og han ønsker “at erobre, inddrage læseren / i en rituel sammenhæng som er skriftens” (s. 31), men i en mindre vrængende, fjendtlig tone end i “Din misbruger”. Pludselige udråb, udfordrende brud, insisterende spørgsmål og gentagelser bryder dog stadig enhver form for harmoni, men sikrer en fængslende dynamik: “Hvor mange fejltrin kan jeg mon begå før du lukker den her bog?” (s. 4).

Tematisk forsøger jeget stadig både at indordne sig og protestere mod såvel familie- og kærlighedsliv som den komplekse, systemfikserede virkelighed. Der tales med mange identitetssøgende stemmer og fra forskellige udsigelsesplatforme: et jeg, en mand, en kvinde, et hus eller naturen. Den politiske tone og kritik er om end endnu skarpere end “I morgen findes systemerne igen”, når Skinnebach skriver sig ind på “den kapitalinteresserede tidsalder” (s. 14). Kompleksiteten er ikke til at tage fejl af: “Lad os skilles i glæde og spise et æble / Lægge kostplaner for indsatte på landets fængsler / som en hobby, elske hinanden / med hinanden, mener jeg” (s. 15). Det bliver direkte erklæret, at netop “symptomer”, “den fornedrede”, “mislyden” er det mest interessante i den lyriske bearbejdning og undersøgelse af at finde ind til betydninger og førsproglige niveauer. Alt kan lade sig gøre – selv det at udnævne sig selv til nazist er ufarligt, for “sproget er alligevel hævet over de ideologier” (s. 42).

TEOTWAWKI

”Jeg var fosteret
under skarpe stjerner
bundet ind i tråde
fra universets stråling
Jeg var et enkelt glimt
af fremtidens energi
i hjertet en splint”

”TEOTWAWKI”, s. 23.

Efter en pause på næsten syv år udgav Lars Skinnebach i foråret 2018 en ny digtsamling med titlen ”TEOTWAWKI”. Titlen er et såkaldt akronym, en forkortelse af begyndelsesbogstaverne i udtrykket the end of the world as we know it”. Den henviser til det fremtidsdystopiske undergangscenarie, som digtene taler fra. En form for science fiction inspireret tilstand, hvor mennesker og natur ikke længere er mennesker og natur, fordi en klimakrise eller anden lignende katastrofe er indtruffet.

54009232

Siderne er holdt sammen af en spiral, og digtene er skrevet med kalligrafisk tusch og pyntet med computeranimerede græstotter og stjerner. Det er den dansk-færøske multikunstner Goodiepal, der har opsat og illustreret bogen. Eller han som han selv formulerer det: Han har illumineret digtene, hvilket vil sige, at han på bagsiden af hvert digt belyser dem ved at kommentere indholdet og de visuelle valg, han har taget. F.eks. skriver han på bagsiden af digtet ”Middelklasse 2” i en grå taleboble: ”Det hjemmelavede udråb ”Hole, hole”, kunne man opfatte som en blanding mellem hellig og hul?” Hole er en neologisme, der gentages tre gange i Skinnebachs digt om ø (en slags besjæling af tomhed) og dennes relation til middelklassen, digitaliserede børn, konsumbødler og deres koloniale fortid.

Digtsamlingen er inddelt i de tre dele: TEOTWAWKI, Den artificielle have og Rent blod. Den artificielle have er en slags omvendt paradismyte, hvor naturen er i konstant forandring. Teksten er en dialog mellem de to sidste overlevende på jorden, Dana og Timo. De taler på samme tid med hinanden og forbi hinanden, da deres replikker ikke er kontaktstrukturerende. De svarer ikke på hinandens spørgsmål, men udtaler sig i stedet i poetiske onelinere som ”Der er ingen fremtid” og ”Krigen græder, jeg må amme folket. Jeg ammer krigen”. Hermed læner Skinnebach sig stilmæssigt op ad sprogpoesien, den såkaldte L=A=N=G=U=A=G=E-digtning, der udforsker relationen mellem sprog og betydning. For sprogpoeterne er digtet ikke et budskab fra digteren til læseren, men et afsæt for at digter og læser i fællesskab kan tillægge sproget betydning.

Genrer og tematikker

Karakteristisk for Lars Skinnebachs digte er hans fornyende og rendyrkede lyriske udtryk, hvor hver linie, hver ytring, hvert billede maser sig frem med stikkende intensitet. Han har et stramt greb om de sproglige virkemidler. Han bruger metaforer, gentagelser og sammenligninger der er med til at materialisere hans en radikale og sorte verdenssyn. Det er netop samspillet mellem de æstetiske kvaliteter og de politiserende elementer, det intime og abstrakte, som gør Skinnebachs lyrik så raffineret, afbalanceret og effektfuld.
Selv afviser Skinnebach digtenes flerstemmighed og fragmentering. Digtene er snarere et forsøg på at skildre et troværdigt jeg, udtalte han i 2004: “Et jeg der er noget større end man er vant til at se i poesien” (Martin Glaz Serup: “Skrøbelige voldsmænd”. www.nypoesi.net, februar 2005). Han afsøger altså grænserne for, hvad der ligger ud over digtningens inderlige, jeg-dyrkende funktioner. Og netop splittelsen og angsten kendetegner digtenes jeg, der med ét søger tilflugt i digtningen, kærligheden og naturen og i næste nu raser ud i voldsomme, aggressive vendinger med talrige opfordrende og direkte læserhenvendelser. Skinnebachs digte kredser både om en skrøbelig, problematisk identitets- og intimsfære såvel som om mere abstrakte og samfundskritiske forhold.
Cut-up teknikken med tilfældigt samplede udsagn fra dagligsprogets hverdagsklicheer til vilde metaforer fremstår som en tvetydig udtryksmåde og giver en stemning af både sammenbrud, vildskab og frustration, men også sanselig nærhed og øjeblikke med håb.
For som Mikkel Krause Frantzen ender med at konstatere i sin bog om forfatterskabet, er Lars Skinnebach, når alt kommer til alt: ”en ambivalensens forfatter, hvad enten det drejer sig om (u)tiltalende henvendelsesformer, affektive mønstre, sprogligt misbrug eller global klimakrise.” (Mikkel Krause Frantzen: Lars Skinnebach. Arena, 2013).

Beslægtede forfatterskaber

Der er en tydelig traditionsbevidsthed i Lars Skinnebachs digte. Som inspirationskilder kan nogle af de politiske, modernistiske digtere som Ivan Malinowski og den sorte galskabs- og absurditetsdigter Jess Ørnsbo fremhæves. Sidstnævnte skriver digte med stort engagement om sociale problemer og opgør med borgerlige normer. Lars Skinnebach selv har udtalt, at han er inspireret og optaget af Jens August Schade, “fordi han er så berusende at stifte bekendtskab med." (Henning Thøgersen: Lars & Lars: Jeg afskriver kærligheden. Interview i Ekstra Bladet, 2000-02-20), men også forfattere som Charles Baudelaire, Comte de Lautreamont, Arthur Rimbaud, Walther Whitman, Ezra Pound, Wallace Stevens, Sylvia Plath, Edith Södergran, Gunnar Ekelöf, Jussi Björling og Paul Celan har gjort stort indtryk på den danske digter.
Lars Skinnebachs sanselige, kritiske og sociale engagement opleves også hos digterens samtidige lyrikerkolleger, blandt andet Ursula Andkjær Olsen, Martin Glaz Serup, Mette Moestrup, Lone Hørslev og Maja Lee Langvad. Den brændende interesse for omverdenen, afbildninger af velfærdsstatens skyggesider og de voksende sprækker i samfundets fællesskab er temaer, som også bringes på banen af blandt andet prosaisterne Lars Frost, Katrine Marie Guldager, Kirsten Hammann, Simon Fruelund og Pablo Llambías. Christina Hesselholdt, Hans Otto Jørgensen og Lone Aburas har endog skrevet smædedigtende agitprop og anser det som en moralsk forpligtelse at skrive om samtidens aktuelle politiske situation.
Endelig dannede Skinnebach i 2010 bandet Klimakrisen sammen med sin yngre kollega Theis Ørntoft for, med deres egne ord, at indspille et soundtrack til menneskets dumhed. Ørntoft er åbenlyst inspireret af Skinnebach, når han i sine anmelderroste ”Digte 2014” og i romandebuten ”Solar” fra 2018 beskæftiger sig med konsekvenserne af menneskets overforbrug, forurening og manglende ansvarsbevidsthed over for en natur, der er ved at bukke under på grund af hvad han opfatter som menneskeskabt idioti.

Bibliografi

Værker af Lars Skinnebach

Skinnebach, Lars:
Det mindste paradis. 2000. Digte.
Skinnebach, Lars, Jeppe Brixvold, Lars Frost, Pablo Henrik Llambías:
Kærlighed til fædrelandet var drivkraften. 2001. Essays.
Skinnebach, Lars:
I morgen findes systemerne igen. 2004. Digte.
Skinnebach, Lars:
Din misbruger. 2006. Digte.
Skinnebach, Lars:
Post it. Digte. Illustrationer af Cecilia Westerberg.
Skinnebach, Lars:
Enhver betydning er også en mislyd. Genrer. Gyldendal, 2009.
Skinnebach, Lars:
Digte 04-09. Gyldendal, 2011. Digte.
Skinnebach, Lars: Øvelser og rituelle tekster. Edition After Hand, 2011.
Skinnebach, Lars: Teotwawki. Gyldendal, 2018. Digte.

Om Lars Skinnebach

Bag i Lars Skinnebachs bog “Enhver betydning er også en mislyd” er en henvisning til denne myspace-profil.
Her kan man lytte til Skinnebachs jazzprojekt

Artikler

Larsen, Martin:
Diskussion på forfatterblog.
Rösing, Lilian Munk:
En forlystelsespark for døende. Den Blå Port 67. Forlaget Arena, 2005.
Skyum-Nielsen, Erik:
Betydninger taget med kejsersnit. Anmeldelse i Information, 2004-03-25.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Lars Skinnebach

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Thøgersen, Henning: Lars & Lars: Jeg afskriver kærligheden. Interview i Ekstra Bladet, 2000-02-20.
Bukdahl, Lars: Generationsmaskinen. Borgens Forlag, 2004.
Serup, Martin Glaz: Skrøbelige voldsmænd. www.nypoesi.net, februar 2005.
Vesterberg, Henrik: Lars Skinnebachs desperado-digte. Interview i Politiken, 2006-05-07.
Sørensen, Rasmus Bo: Skinnebach vinder Montanas Litteraturpris. Information, 2010-10-15.
Krause Franzen, Mikkel: Lars Skinnebach. Arena, 2013.