"Heretica" betyder kætterier, og det er titlen på et meget eksklusivt og finlitterært tidsskrift, der udkom i efterkrigsårene 1948-53. Kulturen var i krise; digterne vendte sig fra døgnets politik og de ramponerede ideologier og dyrkede i stedet Poesien - den rigtige, den der bare var det hele på én gang: erkendelse, religion, liv og fylde. I deres elfenbenstårn med vandtætte skodder ud til virkeligheden sad heretikerne og ventede på inspirationens poetiske mirakel. Paul la Cours "Fragmenter af en Dagbog (trykt i Hereticas første hæfter) blev noget af en bibel for disse metafysiske eskapister.
23623242
Lige ind i den glasbutik kom Tage Skou-Hansen brasende og lavede ravage med sit Forsvar for prosaen (1950): "Lyrikken har jo altid været regnet for finere end prosaen, og det er i grunden mærkeligt, når man tænker på, hvor let det er at skrive lyrik" ... "Selv de grønneste poeter kan dyrke genren, når de blot har øvet sig flinkt i at føle" - driller han. Prosaisten derimod må have virkelighedsmod; det er realiteterne, hans kunst skal nære sig ved. Den nybagte Århus-litteraturmagisters nu klassiske essay plæderer derfor - midt i en etisk krisetid - for fortællerens uundværlighed. Fortælleren, der tør bygge på den fælles virkelighed, håndtere spændingerne og lade modsætningerne stå ved magt; "fortælleren, der samler sig om menneskeskikkelsen og langsomt digter den ud i begivenheder med andre skikkelser".
Sådan en fortæller blev Tage Skou-Hansen selv syv år senere, da han debuterede med De nøgne Træer (1957; filmatiseret 1991). Før debuten havde han været redaktør af Heretica (1952-53) og Vindrosen (1954-58). Nu forlod han det københavnske litteratmiljø og blev højskolelærer på Askov.