I alle Tage Skou-Hansens romaner er både det eksistentielle og det historiske - tiden - væsentligt. I historierne fra det runde bord skiver han friere og går tættere på sine "eksistenser" end i Mikkelsens-bøgerne. Han har skrællet en del af krønikekoloritten og det essayistiske af romanerne. Men alligevel er han mere direkte samtidig i de fire sidste end i de tidligere, hvor tid og samfund måske beskrives og kommenteres flittigere. Kommentaren er blevet til en virkelighedsfølelse under huden på personerne.
Tage Skou-Hansen har hverken smidt etikken eller samfundsaspektet ud med Holger Mikkelsen og Eva. Men - som han selv har sagt det - "uden en midlertidig ansvarsfrihed over for enkeltheder kan man ikke skrive noget levende". Den frihed har han taget sig med kunstens ret. Og han er derved blevet endnu bedre som det, han altid har været: den eksistentielle fortæller.
Turen rundt om besættelsestidens runde bord har han taget mange gange, men aldrig med fingeren i den samme rille. Dertil har denne uopslidelige erindringsflade alt for mange hårde knaster og uforudsigelige splinter. Sådan er det stof, stærke romaner gøres af.