I 2017 udgav Leonora Christina Skov den selvbiografiske roman ”Den, der lever stille” om at vokse op med et forældrepar, der vægter normen højere end lykken.
Romanen åbner med fortælleren Leonoras mors død, hvilket – forstår man – endelig frisætter hende til at kunne skrive om sin opvækst og sit liv. I lange flashbacks hører man om en opvækst i Helsinge, hvor Christina – som Leonora hed før hun som voksen fik et nyt fornavn – altid har higet efter sine forældres anerkendelse og forsøgt at passe ind i rammerne. Fra de tidlige år har hun forsøgt at forelske sig i drenge, men har ustandseligt tænkt på piger. Da hun som 19-årig flytter til København, åbner en ny verden sig for hende, og hun møder først Ingrid, siden Annette, som hun senere gifter sig med.
53787452
Som 21-årig springer hun ud som lesbisk, og hendes forældre kvitterer ved at slå hånden af hende. Det er begyndelsen til et voksenliv, hvor Leonora stort set ikke har kontakt til sine forældre, og hvor hun langsomt løsriver sig fra deres firkantede normer i et ønske om at finde sig selv i en kompleks kærlighedssituation. Efter et helt liv med skyld forsøger fortælleren at leve sit eget liv og at forstå særligt den mor, der endda har givet hende skylden for at have fået brystkræft (”kræft var en psykisk betinget lidelse”, s. 311). Hun forsøger at få svar på sine spørgsmål og på moderens afvisninger, men selv som døende holdt moderen hende på afstand.
Undervejs reflekterer fortælleren over det at skrive en roman om sin egen historie, lige som hun inddrager tidligere værker i sin analyse af forfatterskabets faste temaer: ”mødre, der ikke elsker deres døtre, og familieløse piger, der genskaber sig selv fra bunden” ( s. 366). Under skriveprocessen har forfatteren genlæst sine dagbøger, gamle breve og tidlige romanmanuskripter for at finde frem til den stemme, hun havde som ung, præcise formuleringer og fakta om det levede liv. Eller som hun selv formulerer det: ”Det er ikke en hævnbog, jeg har skrevet. Det er en genskabelsesbog, for det er, hvad jeg har gjort de sidste mange år: genskabt mig selv.” (s. 367).
I dette vidnesbyrd om en kold og kompleks opvækst viser romanen omkostningerne ved at hykle sig gennem livet med dem, der burde have været tættest på en, men som har vist sig at kende en dårligst.
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Den, der lever stille"