I Leonora Christina Skovs ”Champagnepigen” fra 2007 lever Linn og Isak Lauretius et tilsyneladende glamourøst liv, som begynder at falme, da journalisten Kate Klarlund kradser i den pæne overflade. Pludselig kommer ubehageligheder som utroskab, børnepornografi, grov udnyttelse af au pair-piger og skolekammerater frem i lyset i den stilfulde lejlighed på Frederiksberg. Linn Lauretius har mange lig i lasten, og da Kate Klarlunds artikel udkommer, begår Linn selvmord sammen med sin søster Britt.
I romanen holdes kortene tæt til kroppen, og en stringent informationsøkonomi kræver, at læseren leger med som detektiv. Plottet er fængende, og sproget er holdt i en let skrivestil præget af scenisk fremstilling og megen dialog.
Romanen benytter krimiformen på den vis, at en suspekt fortid haler ind på hovedpersonen, og en mystisk mordsag indledningsvist nævnes, hvorved den fungerer som teaser under de efterfølgende begivenheder. Først til slut afrundes mordsagen, og det opklares, hvem, der er hvem – og ikke mindst hvem, der er døde. Brugen af krimigenren benyttes imidlertid kun som ydre indpakning, idet romanens indholdsmæssige substans består af et psykologisk drama og ikke på klassisk vis af selve mordgåden.
26737753
I “Champagnepigen” opløses den moralske skillelinje mellem rigtigt og forkert ved, at der i løbet af historien sættes spørgsmålstegn ved den traditionelle rollefordeling mellem “detektiv”, “forbryder” og “offer”. Som udgangspunkt indtager Kate rollen som “detektiven”, der jager “forbryderen” Linn, hvis ofre har været såvel au pair-piger som skolekammerater. Men i og med at Kate på Bali har fået øjnene op for, at også Linn er et offer, og at Kate selv føler sig skyldig i Linns død, er rollerne ikke længere entydige. Denne omvending af krimiens skabeloner afspejles i romanens fortælleform, hvor de to kvinder Linn og Kate deles om at være jeg-fortæller. På den måde sættes historiens skyldsspørgsmål i centrum, og romanen udfordrer den gængse konvention, at detektiv og forbryder spejler sig i hinanden og til sidst ikke ved, hvem, der er den onde, og hvem, der er den gode.
Væsentlige temaer i romanen er bl.a. kvindeligt begær og udnyttelse. Det vrimler med ofre, der først for sent får øjnene op for, at de bliver udnyttet. Titlen “Champagnepigen” peger på et tema om seksuel prostitution, og det indikeres da også, at hovedpersonen Linn tidligere har været ’champagnepige’. Men prostitution består måske ikke nødvendigvis i at sælge sex for penge? Linn og Isak prostituerer sig således i høj grad i forholdet til medierne og stiller villigt deres liv til skue for offentligheden. Selviscenesættelsen driver ned af væggene, hver gang parret er i kontakt med journalisten Kate.
I “Champagnepigen” problematiseres det moderne menneskes identitetsdilemmaer. Brugen af de to jeg-fortællere og den dertilhørende jeg-opløsning er en af bogens måder at illustrere dette på. En anden måde er ved at stille skarpt på Linns selviscenesættelse og forstillelse i forhold til sin omverden og hendes evige brug af masker: Hvad enten hun interagerer med sin mand, sin søster, medierne – eller sig selv.