Leonora Christina Skovs forfatterskab byder på vidt forskellige læseoplevelser, men fælles for hendes bøger er en genkomst af de samme temaer, for eksempel omkostningerne ved at forsøge at fortrænge en traumatisk fortid. “Champagnepigens” hovedperson har store psykiske problemer, men romanens beskrivelse af indre smerte og lidelse er ikke hjerteskærende, som det er tilfældet i “Rygsvømmeren”. Her dvæles der i de tunge temaer om identitetskrise, dyb ensomhed og seksuelt misbrug.
Temaer som fremmedgørelse og selviscenesættelse spiller en stor rolle i Skovs romaner. Ingen kan finde ud af at fungere under de givne rammer, og derfor føler de sig ensomme i en kynisk verden. Det afføder identitetsmæssige konflikter hos individet, idet en konstant selviscenesættelse er en reaktion på følelsen af fremmedgørelse. I de første romaner illustrerer de to hovedpersoner Linn og Coralie dette maskespil ved at agere som kamæleoner i forhold til deres omgivelser. I “Champagnepigen” radikaliseres dette tema om selviscenesættelse ved at fokusere på jetset-parrets konstante leflen for medierne og dermed offentligheden. Ved at lade Linn begå selvmord som konsekvens af at få ødelagt dette glansbillede, sætter Skov fingeren på mediernes magt i samfundet. I ”Førsteelskeren” optræder karaktererne under falske navne og identiteter.
Skildringerne af opvækst og familieforhold er oftest præget af svigt og ustabilitet med en fraværende og kold far og en dysfunktionel og sensitiv mor. Flere steder er det døtrene, der holder sammen på familien og får ansvaret for, at forældrene har det godt. Selvmord er hyppigt forekommende i familierne, hvor også de seksuelle relationer er uklare. Personerne har dermed et rystet fundament at stå på, og det sætter sig spor i deres relationer med omverdenen. Spørgsmålet, der lurer i alle romanerne, er, hvilke krumspring et menneske vil gøre for at komme sig fri af fortiden? Fortrængningerne udmønter sig i løgne, fortielser og forstillelse, og alle er på vagt over for andres vurderende blikke. Der hersker en generel mistro mellem mennesker, som om de forventer det værste af hinanden.
I et samfundsperspektiv er der kommentarer til den afhængighed, mange har af internet og sociale medier og den hurtige bekræftelse, man kan få der. For flere af karaktererne har noget først fundet sted, når det er dokumenteret digitalt, og særligt i ”Hvor intet bryder vinden” sættes dette på spidsen.