No Credit

Citat
“Nytårsaften 1990. Deroppe hørtes byens brøl kun som en sagte mumlen. Empire State Building. Vi stod i kø i tre timer. Seven havde solbriller på. Jeg prøvede på at anlægge en goatee, men endnu var det kun stubbe. Jeg tror også, hun havde en hat på. Tyske og japanske turister. Måske havde skægstubbene været nok.”
“Regntid”, s. 73.

Synnøve Søes anden roman “No Credit” fra 1990 handler om den 27-årige skuespiller Coco, der forsøger at slå igennem i USA. Mens hun går til forskellige castings på teater og film, tjener hun til levebrødet ved at arbejde som servitrice på cafeen No Credit. Cafeen er omdrejningspunktet i Cocos tilværelse, her har hun sin omgangskreds, og her møder hun gadebarnet Marrow, som ender med at komme til at spille en stor rolle i hendes liv. Stamkunderne på cafeen væves ind i Cocos liv på forskellig vis og fylder det med mening i den ulidelige ventetid på en rolle. Coco har det svært med følelsesmæssig nærhed og har derfor problemer med at indlede forhold til mænd, et tema, der lejlighedsvist fylder meget i hovedpersonens tanker.

Titlen henviser både til cafeens navn samt til Cocos situation i bogen. Hun får ingen anerkendelse for sine mange auditions til diverse skuespil og film, det er en evig kamp efter at finde nogen, der synes, hun er noget værd som skuespiller. Hun er sin egen lykkes smed, ingen hjælper hende, hvis hun ikke lykkes.

I 1994 udkom Synnøve Søes fjerde roman “Regntid” , som handler om den unge, rige amerikaner Jason, der lever det vilde liv med fester, sex, stoffer og druk i Afrika, Paris og New York, men som har svært ved at finde en mening med livet. Han er stærkt præget af en opvækst med fraværende forældre, hvor det meste af barndommen blev tilbragt hos hans højtelskede morfar. Jason forelsker sig i tv-værten Seven, hvilket udløser et kompliceret kærlighedsforhold med jalousi, manglende evne til følelsesmæssig nærhed og en – måske – naiv forventning om, at kærligheden skal bære hele meningen med tilværelsen.

Både “No Credit” og “Regntid” er gjort af lidt lettere stof end Synnøves andre romaner. De er underholdende og hurtigt læst, og der graves ikke så dybt i de forskellige personer. Men det er ikke ligegyldig underholdning, begge hovedpersoner bærer rundt på en grundlæggende følelse af meningsløshed og fortabelse. Selvom de er af forskelligt køn, samfundsmæssig status og laver vidt forskellige ting, bærer de begge på en opslidende meningsløshed og en tvetydig følelse af både frygt for, og længsel efter nærhed med andre mennesker. Hovedpersonerne søger hele tiden, bevidst eller ubevidst, efter en mening med tingene, hvilket tilfører romanerne en eksistentialistisk tematik, som sætter spørgsmålstegn ved, hvad meningen med selve livet er.