16.07.41

Citat
”Jeg bliver nødt til at indrømme det: Jeg har ikke været mig selv, siden min far døde. Jeg har været forfatteren Dag Solstad. Jeg har haft en opgave at fuldføre, og den er endnu ikke fuldført. Jeg tænker kun på min fremtid.
Det var også den, jeg tænkte på nu, da jeg stod i den baggård, jeg var vokset op i, og så op mod luftealtanen. Det var nat og mørkt. Jeg tog tilbage til Hotel Kong Carl.”
”16.07.41”, s. 208.

Sent i forfatterskabet kommer der en stor selvrefleksion ind i Dag Solstads skrift. Det kommer til at handle om, hvad det vil sige at skrive romaner. Det er ”16.07.41” fra 2002 (”16.07.41”, 2004) et meget tydeligt eksempel på.

Dag Solstad er selv hovedpersonen, og vi følger ham fra lufthavnen i Norge til Berlin, hvor han skal bo et stykke tid. Berlins historie bliver udlagt på forskellige måder over adskillige sider, samtidig med at gåture bliver beskrevet med en overdrevet geografisk præcision, man vil simpelthen kunne finde vej i de kvarterer, hvis man selv går der.

25181085

Efter Berlin følger man Dag Solstad-karakteren tilbage til Norge, hvor han skal holde et foredrag og derefter til reunion med sin gamle folkeskoleklasse i sin fødeby. Foredraget bliver genoptrykt i sin helhed, togturen beskrevet i detaljer og Dag checker ind på hotellet og får sig et par drinks. Festen foregår ikke der, hvor han regnede med, og han har glemt sin invitation, så han ender med at køre rundt i hele byen i taxa, og først til sidst finder han ud af, at festen foregår i hans gamle barndomshjem. Der ender han med at stå nede på gaden og kigge op mod festen, og det sætter gang i en lang erindring om hans barndom og særligt om farens tragiske liv.

Romanen slutter med erkendelsen, at savnet af faren har ødelagt glæden ved at skrive, men at han tager tilbage til Berlin for at skrive det, der bliver til denne roman. Selvom han stadig skriver romaner, er det uden den samme glæde, det er med en følelse af at sidde fast. Det er også det, hans foredrag handler om. Når denne smukke roman alligevel findes, peger det på, at der er en slags håb i håbløsheden. Romanens komposition er ved første øjekast tilfældig, alle delene af romanen er hver for sig for lange til at samle sig til en fortælling, men lige præcis fordi den får lov til at være kantet bliver den troværdig og rørende.

Dag Solstad viser et arbejde frem, der handler om at strække selve romanformen. At forsøge en tematisk læsning, der skal rumme Berlinovervejelserne, litteraturforedraget og barndomsbyens erindring ville være en fejl. Det passer ikke sammen, men netop derfor udfordrer det helhedslæsningen og viser nye veje for romanen som genre.