I sin bog fra 1992 ”11. roman” efterlader Dag Solstad sin karakter, kæmneren Bjørn Hansen, i en rullestol. Der har han selv valgt at placere sig som en form for protest, en endelig handling, som føles uafvendelig og absolut, i et samfund hvor intet andet gør dét. I 2009 vender Bjørn Hansen tilbage i ”17. roman” (”17. roman”, 2010). Han har i mellemtiden afsonet en fængselsdom, og efter det har han levet et isoleret liv uden kontakt til nogen af sine gamle venner og med kun et enkelt brev til sønnen. Svaret på det brev har ligget i flere år og ventet, indtil der i romanen indtræder et uforklarligt vendepunkt, og Bjørn Hansen genoptager kontakt til sønnen og dennes kone og 9-årige barn.
28370423
Resten af romanen beskæftiger sig med det møde, og det er hård læsning. Ikke fordi der sker noget særligt dramatisk, men fordi fortællerstemmen og Bjørn Hansens indre monolog smelter sammen, og læseren får et suverænt portræt af en hyper selvkritisk person. Bjørn Hansens gamle, slidte jakkesæt bliver monstrøst i beskrivelsen, fordi det får ham til at føle, at han ikke passer ind. Almindelige udvekslinger med sønnen og særligt hans kone bliver ubønhørligt endevendt i hovedet, så Bjørn Hansen ligger søvnløs en hel nat. Resultatet bliver hver gang, at de hader ham, og når de ikke siger det, er det kun fordi, de har ondt af ham, og han forstår dem godt.
Portrættet af Bjørn Hansen er også portrættet af en mand, der er blevet overhalet af sit samfund. Selvom han har et ekstremt skarpt blik for detaljer og deres betydning – f.eks. tæller det til sønnens fordel, at de har valgt at renovere deres køkken før stuen – så er det hele tiden et blik, der kommer udefra. Han er ikke en del af den verden, han lever i, den er gået forbi ham i de isolerede år i og uden for fængslet. I endnu et uforklarligt vendepunkt for romanen beslutter Bjørn Hansen sig for at forlade sin søns hus uden at sige farvel og, forstår man, aldrig vende tilbage. Først må han dog lige vente et par timer på en bus. Både det uforklarlige og det besværlige ved denne skelsættende handling er typisk for Solstads forfatterskab.
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "17. roman"