Hovedpersonen i Susan Sontags anden roman, “Death Kit” fra 1967, (“Dødens redskab”, 1968) er den 33-årige dyrt uddannede Dalton Harron, også kaldet Diddy, der er opvokset i en mellemstor by i Pennsylvania. Nu bor han i New York og har et ansvarsfuldt arbejde i en stor, anerkendt virksomhed. Alligevel er han ikke helt tilpas i sit liv. De sidste tre år, efter han blev skilt fra sin tidligere kone Joan, er det som om, hans liv er blevet meningsløst. Som det hedder i romanen: “Diddy, der ikke rigtigt levede, havde et liv. Men næppe som dette. Nogle mennesker er ét med deres tilværelse. Andre, som Diddy, opholder sig kun i den.” (side 5). Som følge af denne mangel på liv forsøgte Diddy nogle uger inden, vi som læsere møder ham, at begå selvmord ved at indtage et halvt glas hovedpinepiller, men heller ikke det lykkes for ham.
Da Diddy tager på forretningsrejse, viser det sig at blive en rejse mod såvel livet som døden. I toget, der transporterer Diddy til konferencen, mærkes han af to oplevelser. Mens toget holder i en tunnel, stiger Diddy ud og møder en ubehøvlet, stor, stærk arbejder, som Diddy slår ihjel. Da han vender tilbage til toget, betror han sig til en medpassager, den blinde pige Hester, som dog ikke tror ham, da hun har kunnet mærke hans tilstedeværelse hele tiden. Spørgsmålet er nu: har Diddy dræbt arbejderen, eller var mordet blot et udslag af hans hjernes tankespind?
For at holde fast i sig selv og sin uskyld indleder Diddy et forhold til den blinde pige. Diddy er fascineret af Hesters blindhed, af ideen om et uvirkeligt blik, og han forestiller sig, at han kan blive mere menneske ved at tage sig af hende. Derfor tager han hende med til New York og lader hende flytte ind hos sig. Samme dag siger Diddy sit job op, og han begynder nu at isolere sig mere og mere. Turene ud i byen bliver kortere og kortere, og maden begynder de at få leveret med bud. Hester overtager de hjemlige pligter, Diddy mister appetitten, og til slut kan Diddy end ikke komme ud af sengen. Til trods for den tiltagende svaghed, vender Diddy til slut tilbage til togtunnelen sammen med Hester, hvor han endnu engang eksekverer mordet på arbejderen. Derefter forlader han såvel liget som Hester og begynder at undersøge tunnelen, som viser sig at være en art dødens mausoleum. Det, Diddy forestillede sig ville være en rejse mod livet, er således blevet et dødens symposium.