Beslægtede forfatterskaber

Knud Sørensen nævnes ofte som forfatteren, der repræsenterede Udkantsdanmark, før nogen fandt på at kalde det sådan. Der er dog flere, der har gjort som Sørensen: skrevet om deres hjemegn og de mennesker, der formede den og formedes af den. Et par stykker har han en del til fælles med og endda skrevet om selv.

Steen Steensen Blicher skrev om en udkant lidt syd for Sørensens nordmidtjyske fjordlandskaber, nemlig det centrale Midtjylland og det hedelandskab, der dækkede den landsdel i det 19. århundrede. Ligesom Sørensen var Blicher en skarp iagttager af landskabet og af hedens beboere. Han har skildret de svære vilkår, befolkningen på heden levede under i et område, hvor det var svært at få afgrøderne til at gro i den sandede jord og stride blæst. Knud Sørensen nævner selv Blicher i flere af sine tekster, og han er også forfatter til Blicherbiografien ”St. St. Blicher. Digter og samfundsborger” (1984).

De forfattere, der har skrevet om og fra det landskab, der også er Knud Sørensens, kaldes for Limfjordsforfatterne. Det er ikke en homogen gruppe. Den går på tværs af genrer og litteraturstrømninger og strækker sig over flere århundreder. Blandt de bedst kendte forfattere fra egnen kan nævnes Johannes V. Jensen, der i ”Himmerlandsfolk” (1898), ”Nye Himmerlandshistorier” (1904) og ”Himmerlandsfortællinger – Tredie Samling” (1910) har beskæftiget sig med befolkningen på barndomsegnen Himmerland, og hans søster Thit Jensen, der i to romaner fortalte om en præstedatter fra Furs opvækst og vej til et arbejdsliv i tiden efter indførelse af kvinders stemmeret i Danmark i 1915 (”Gerd”, 1918 og ”Afrodite fra Fuur”, 1925). Digteren Jeppe Aakjær boede på landstedet Jenle i Salling, og digteren Thøger Larsen boede hele livet i Lemvig. Aakjær og Larsen hører begge med til den litteratur- og kunsthistoriske strømning omkring år 1900, der kaldes Det folkelige gennembrud. Her var landbrugsfolket og deres liv og daglige gøremål i fokus. Sørensens forfatterskab trækker således stærkt på motiverne fra Det folkelige gennembrud.