og solen var gået ned og jeg
havde allerede gået langt
men kunne godt se
at græsset groede og at kornet
groede og jeg havde
langt at gå og nogle køer
tyggede drøv og var jyske og sortbrogede
på en bakke ude til højre
og jeg havde langt at gå
og ved et vindue stod der én
og kiggede ud på landskabet
som bare var et landskab
og på mig som bare var én
der gik forbi ude i landskabet
og det blev mere og mere mørkt
mere og mere uvirkeligt
det hele.
Knud Sørensen blev født i Hjørring i 1928, blev student i 1946 og afsluttede sin uddannelse som landinspektør i 1952. I 1958 overtog han et landinspektørkontor i Nykøbing Mors og fungerede som praktiserende landinspektør frem til 1985.
Således boede Knud Sørensen på Mors i mere end fyrretyve år. Han opmålte arealer og afsatte skel, men samtidig arbejdede han også med kunstneriske favnemål. Forfatterskabet folder sig ud i de fleste genrer: Digte, noveller, romaner, fortællinger, dramatik, biografier, topografi, artikler, essays, radiomontager.
Knud Sørensens forfatterskab har givet mål og mæle til kulturlandskabets historie fra de store landboreformer til i dag. Især har det dog skildret konsekvenserne af den stærke forvandling, landbolivet har undergået de seneste tre-fire årtier. I den sidste lange del af sit liv kunne Knus Sørensen hellige sig skrive- og foredragsarbejdet på fuld tid, men landmålervirksomheden gav ham et indgående kendskab til et landskab og dens mennesker, hvilket kommer til udtryk i den store præcision og detaljerigdom i hans landboskildringer.
Det er øen Mors, egnene omkring den vestlige del af Limfjorden samt det vestlige Vendsyssel, der udgør det centrale landskab hos Knud Sørensen, men samhørigheden mellem sted og menneske, stedsansen eller stedbevidstheden, skildres altid samtidig som et universelt forhold.