På spørgsmålet om hvilke forfattere, der har øvet størst indflydelse på hans forfatterskab, svarede Sorokin engang, at det, der havde influeret mest på det, var hans barndoms traumer. Der er da også rigeligt materiale til freudianske fortolkninger i Sorokins værker. Om indflydelsen fra Freud siger Sorokin:” Jeg synes at Freuds (og Jungs) ideer må betragtes som metaforer, ikke som videnskab, og jeg bruger gladelig disse metaforer når de forekommer mig relevante” (Interview med Sally Laird, Voices of Russian literature: Interviews with Ten Contemporary Writers, s. 156).
Sorokin bedyrer selv, at malerkunst og filmkunst har øvet større indflydelse på ham end litteraturen, men han nævner dog gang på gang den store russiske 1800-tals forfatter Tolstoj som sin lærermester og inspirationskilde. Om Tolstoj siger han:
”Jeg står konstant i lære hos Tolstoj. Han er for mig, hvad Bach er for en musiker - fundamentet for alt. Jeg støtter mig til hans frygtløshed, når han skaber verdener” (Thomas Thurah: ”Hep-hep, Lillefar”. Politiken, 2009-12-10).
Ud over indflydelsen fra Tolstoj og den russiske 1800-tals realisme ses et tydeligt slægtskab med den russiske groteske og satiriske tradition, som går tilbage til Gogol.
Inden for denne tradition er det nærliggende at se paralleller til Mikhail Bulgakovs groteske sovjetsatire, især i hans romaner ”En hunds hjerte” og ”Mesteren og Margarita”
Endelig synes Sorokin at være influeret af den dystopiske genre i litteraturen. Her står han med ”En opritjniks dag” i gæld til Jevgenij Samjatin, der skrev den banebrydende fremtidsroman ”Vi” i 1920, som var en forløber til Huxleys ”Fagre nye verden” og Orwells ”1984”.
Sorokins detaljerede og provokerende beskrivelser af sex og vold i alle afskygninger kan vække mindelser om den amerikanske forfatter Bret Easton Ellis, der i romanen ”American Psycho” gør brug af samme chokeffekter i sin satiriske beskrivelse af den amerikanske forbrugskultur i 1980’erne. Ligesom hos Ellis er det hos Sorokin vigtigt at holde sig for øje, at voldspornografien ikke er et mål i sig selv, men et middel til at fremføre en prægnant og vedkommende samfundskritik af et nutidigt Rusland, der befinder sig i et moralsk og ideologisk tomrum.
”Snestormen” er en litterær odysse. Som nævnt spiller den op af Tolstojs ”Herre og tjener” i handling og tema, lige som den også hilser på Gogol, i hvis absurde fortælling ”Næsen” næsen bliver en selvstændig skikkelse. Makkerparret Garin og Perkhusja minder om rejsefællerne Sancho Pança og Don Quixote i Cervantes’ ”Den sindrige ridder Don Quixote de la Mancha”. Jonathan Swifts allegoriske samtidskritik i ”Gullivers rejse” og heri kirurgens rejse til lilleputland minder også på mange måder om ”Snestormen”.
I Frans Kafkas ”En landlæge” er der en distriktslæge, der har et uopsætteligt ærinde ude i snestormen og akut mangler en hest. Lægen er drevet af sit kald til at hjælpe folket, og også her er der ‘ujordiske’ heste i stalden.
Islandske Jón Kalman Stefánsson skrev i ”Englenes sorg” (2009) om landposten Jens og drengen, der begiver sig ud på en lang, uopsættelig rejse gennem en nederdrægtig snestorm. Undervejs møder de lige præcis nok mennesker til at overleve, mystiske væsener og døde kvinder. Rejsen ligner Garin og Perkhusjas, og accepten af det mærkværdige og overnaturlige lyser også i begge værker.
Sorokin er i åben dialog med en lang række af verdenslitteraturens hovedværker i det, der på bagsiden af ”Snestormen” kaldes ”alle tiders litterære russiske snestorm”.