John Steinbeck hører til blandt de helt store amerikanske forfattere, og i hans bøger er der en række træk man ofte genfinder i amerikansk naturalistisk prosa i 1900-tallet. Af hans samtidige er det Ernest Hemingway, F. Scott Fitzgerald og især John Dos Passos, der beskæftiger sig med en række af de samme problematikker som Steinbeck. Hos Hemmingways karakterer finder vi den samme angst som gennemsyrer personerne i Steinbecks politiske romaner, Fitzgerald deler Steinbecks foragt for penge og deres fordærvende kræfter, og hos Dos Passos er der den samme afsky overfor materialisme og harme over social uretfærdighed.
Generelt kan man sige, at Steinbecks værker indeholder maleriske, smukke naturbeskrivelser, men hvor personernes indre landskaber ofte er præget af ensomhed, isolation og nederlag. Alligevel er det beskrevet på en måde, så vi kan se, at der stadig findes håb selv på samfundets bund. Steinbeck beskæftiger sig mest med arbejder- og underklassens problemer, hvis værdier han finder mere autentiske, hvis ikke moralsk overlegne, i forhold til overklassen og de intellektuelle. Han citeres i Paris Review nr. 45 fra 1969 for at mene, at det er “ … forfatterens pligt at opløfte, at række ud, at opmuntre ”. Der ligger en stor skepsis over for pengenes lykkebringende kraft, men det bør nævnes, at Steinbeck ikke var kommunist, hvis synspunkter han fandt for ekstreme.
Steinbecks prosa indeholder en række arketypiske træk, blandt andet menneskets forhold til den jord de lever på, den evige søgen efter et hjem man kan kalde sit eget, og ikke mindst den amerikanske drøm om et bedre liv et andet sted i det vældige land. Hans karakterer er ofte rastløse rejsende, der trods deres fattigdom besidder en næsten umenneskelig udholdenhed og en stille værdighed, og det er deres stemme som Steinbeck har bragt ud i offentligheden gennem sine bøger.