I Sara Stridsbergs roman ”Kärlekens Antarktis” fra 2018 (”Kærlighedens Antarktis”, 2019) møder vi igen en kvindefigur, der er gjort tavs i vores moderne samfund – nemlig den myrdede kvinde. Denne kvindetype findes overalt som underholdning i fjernsynet, i krimierne og som et overrepræsenteret tal i drabsstatistikkerne, men hun er sjældent mere end katalysatoren for historiens egentlige omdrejningspunkt, nemlig morderen.
Egentlig virker denne kvindefigur som en logisk romanhovedperson i Sara Stridsbergs forfatterskab, der netop giver stemme til dem, der sjældent bliver hørt.
I romanen møder vi Kristina, efter at hun er blevet brutalt myrdet. Morderen hører vi til gengæld ikke meget til. Efter sin død ser Kristina tilbage på sit liv, sin mand Shane, sine forældre, deres og hendes misbrug og på sine børn, som begge er blevet adopteret væk – drengen Valle da han var 3 år og pigen Solveig allerede under graviditeten.
46259289
Et tilbagevendende tema i romanen er forholdet mellem forældre og børn. Har Kristina arvet sit misbrug fra sine forældre? Har hun givet sit mørke videre til Valle – og hvad med Solveig som hun i ren kærlighed og med tydelig selvindsigt har bortadopteret allerede ved fødslen: ”Sommetider tænkte jeg at det alligevel nok skulle gå godt for Valle, at en der var blevet ramt af en sådan kærlighed som min og Shanes, aldrig ville glemme den, at den var som en eliksir eller et lys der aldrig ville ophøre med at virke i ham. Nu tænker jeg at det var en farlig eliksir vi gav videre til ham. I ham strømmer vores desperation og vores rastløshed, vores længsel efter at dø” (s. 171).
Kærligheden er stærk og tydelig i romanen, men den er også ødelæggende og brutal. Stridsberg fortæller i et interview, at titlen kom hurtigt til hende: ”I de mest ekstreme yderpunkter kan det blive lettere at forstå nogle af kærlighedens sandheder. Vi har alle vores forestillinger om den evige, den gode og den konstruktive kærlighed. Men tit er virkeligheden jo ikke sådan. Jeg har skrevet en roman med enormt megen kærlighed, men den findes kun i øjeblikkene. Den er ligesom sne. Den svøber pludselig verden i sit lys - og så forsvinder den. (Finn Skårderud: ”Jeg vil ned til sprogets ’Ground Zero’”. Information, 2019-03-15).