Sara Stridsbergs debut “Happy Sally” fra 2004 (”Happy Sally”, 2020) handler om tre kvinder. Den ene er Sally Bauer, en berømt kanalsvømmerske, der i 1939 blev den første skandinav til at krydse Den Engelske Kanal. Den anden er Ellen, der indgår et væddemål med sin mand, om hvorvidt hun kan gøre Bauer kunsten efter. Vinder hun, får hun ubegrænset tid til sin svømning. Taber hun, må hun opgive svømningen og tage med sin mand og deres to børn på jordomsejling. Den tredje er Ellens nu voksne datter, der i erindringsglimt fortæller om en barndom i skyggen af moderens besættelse af at ville krydse kanalen og hendes selvmord, da drømmen brister.
Romanen er en mosaik af erindringer, dagbogstekster og postkort, og fortællestemmer og tider flettes ind imellem hinanden med Ellens datters barndomsminder som omdrejningspunkt. Et centralt tema i både Ellen og Sallys liv er kærligheden og familiens bånd, som for begge kvinder står som forhindringer for at nå deres mål. Sally opgiver sin elskerinde Marguerite og bliver hyldet, da hun svømmer over kanalen, Ellen hives tilbage i familien, ofte helt fysisk af sine børn, og må give op tæt på målet.
Som voksen rejser datteren tilbage til Dover i England i fodsporene på sin mor og Sally. Med sig har hun postkort, en dagbog og sine egne erindringer, altså kort sagt fortællingens dele. I disse dele prøver hun at forstå sin mor og sin egen skyldfølelse over moderens selvmord. En egentlig forløsning kommer aldrig, men ved at samle fortællingerne om moren, Sally, sig selv og en moder og hendes barn, som hun møder i Dover, spejles de forskellige kvinders liv i hinanden, og datteren opnår en forståelse af, at livet ikke leves efter et logisk system: “Livet sker bare. Det er som blomster. Som solskin. Som natten, når den falder på” (s. 264).
Allerede i ”Happy Sally”, som er Stridsbergs debutroman, er hendes forfatterstemme tydelig. Det handler om kvinderne og deres børn, om psykisk sygdom og forpligtelser, stemningen er dyster og poetisk, og mosaiske fortælleformer kredser hele tiden tilbage til den samme scene, de samme metaforer og billeder.