Frøken Julie

Sommeren 1888 ankommer familien Strindberg til godset Skovlyst i Nordsjælland for at se på en bolig. Hvad enten det nu er, fordi han lader sig besnære af en trylleforestilling, som den eksotiske enkefrue på stedet sætter op, eller af de statlige omgivelser, ignorerer han en række faresignaler – et udbredt forfald og otte bidske køtere ikke mindst – Strindberg er patologiske rædselsslagen for hunde – og indlogerer sig i fire værelser. Godsbestyrerens sekstenårige søster bliver hyret som barnepige, og i al hemmelighed udvider Strindberg hendes opgaver til også at omfatte hans personlige velbefindende. Han knalder hende, som det hedder. Godsbestyreren Hansen opdager det og spreder rygter om, at hun er gravid og prøver angiveligt at presse penge af ham. Strindberg anskaffer sig en pistol og udvikler et billede af Hansen som den inkarnerede ondskab. I hans overophedede fantasi bliver Hansen gerningsmand til en stribe indbrud, som plager egnen, han har nemlig set ham snige sig ud om natten. Han læser ydermere en amourøs forbindelse ind i hans nære forbindelse med enken på godset. Og som sædvanligt tøver han ikke med at handle på sine vrangforestillinger. Han prøver angiveligt at skyde ham ned i ly af mørket, men ilden bliver besvaret, og han vælger i stedet at anmelde ham for tyverierne og udsprede rygtet om hans forhold til enkefruen. Godsbestyreren havner i kachotten, de rigtige tyve bliver fanget, og det viser sig, at grunden til, at Hansen sneg sig ud om natten, var en frille på egnen, og at enkefruen var hans halvsøster – heraf det familiære forhold. 

Nu er det Strindberg, jorden brænder under. Retten synes, det kunne være særdeles interessant at få hans version af sagen mod tyvene, og pressen er kommet under vejrs med hans forhold til barnepigen, og vil have hans hoved på et fad. Den fortørnede forfatter pakker sit habengut og flygter skyndsomst til Berlin. Han er en paranoid uskyldighed, der i den grad er forfulgt – og skyldig. Andre med samme metier ville formentlig have været ude af stand til at forfatte en linje, men ikke Strindberg. Mens alt går op i en spids, mens han lever i dødelig angst for de otte hunde, mens han er i skudduel med godsforvalteren, mens han knalder barnepigen og bliver hakket på af hustruen, som ikke er vanvittigt imponeret over ham, er han højproduktiv og leverer en stribe enaktere, herunder forfatterskabets mest kendte, “Fröken Julie (sorgespel)” fra 1888 (“Frøken Julie”, 1889). 

Igen er det kønnenes kamp, som står i centrum, men denne gang har han sørget for en tung deterministisk staffage for at lukke munden på skeptikerne. Karaktererne har fået en elaboreret forhistorie. De har endda fået en aldersangivelse. Formentlig inspireret af hændelserne på Skovlyst har Strindberg henlagt fortællingen til et gods en Sankt Hans-aften og -nat, hvor familiens overhoved greven er væk og standsforskellene flyder. 

Der er fest i laden. Den 25-årige datter Julie har sommerfornemmelser et vist sted og opstøver den letbenede herskabstjener Jean, som er flygtet ind i køkkenet for at slippe for at danse med hende mere og undgå misundelsen og sladderen fra de andre ansatte, folkene, på godset. Det udvikler det sig til en erotisk tranedans, som veksler mellem fornærmelser og komplimenter, udfald og tilbagetrækning. Vi finder ud af, at Julie er blevet opdraget som en dreng af en fritænkende mor, og at Jean er vokset op i fattigdom, men har lært sig et og andet i herskabsgemakkerne, blandt andet at tale fransk. Vi finder også ud af, han altid har været betaget af Julie. De ender på Jeans kammer og sikre på, at folkene på godset har gennemskuet dem, beslutter de sig for at stikke af. Julie napper penge fra sin fars gemmer, men får kolde fødder, da Jean under de indstuderede manerer, rappe svar og franske gloser afslører en brutal maskulin side, som nok har udøvet sin tryllekraft under forførelsen, men nu minder hende om, at han i bund og grund er en simpel tjener. 

Greven kommer hjem. Morgenen gryr. Bondeanger og moralske tømmermænd afløser liderlighed og lystighed og forhastede planer. Julies opdragelse som dreng er ikke mere grundfæstet end, at det er et kodeks, som gælder kvinder, som træder i kraft. Det er lige til en græsk tragedie, og det er da også her, det oprindelige udgangspunkt ligger, men det er Strindbergs Nietzsche-inspiration, som skinner igennem. Julie er i Strindbergs perspektiv et degenereret produkt af en forkvaklet opvækst, en halvkvinde. Jean, søn af folket, er det nye herremenneske, men på et tidligt udviklingsstadie, hvor han ikke har andet kørende for sig end sit køn og sin begavelse. Han er stadig en lakaj af væsen og bedriver en lusket forførelseskunst under dække af standsforskellen, mens Julie udviser en legende livslyst og en moralsk styrke, som løfter hende op på et helt andet niveau:

“JEAN: (…) Det er den forbandede tjenestekarl som sidder i ryggen på mig! – jeg tror at hvis greven kom ned nu og befalede mig at skære halsen over på mig selv, så ville jeg gøre det på stedet.

FRØKENEN: Lad som om de er ham og jeg er Dem! – for et øjeblik siden spillede De jo så godt, da De lå på knæ – den gang var De adelsmanden.” (side 81). Og sådan ender det. Hun forlader scenen med en ragekniv i hånden.

Stykket vakte skandale med sine pikanterier, og da ingen teatre turde opføre det, startede Strindberg sit eget Skandinavisk forsøgsteater i København for selv at gøre det, men pressen og censuren var efter ham og blokerede premieren. I stedet fokuserede han endnu skarpere på den psykologiske dimension i det, han kaldte hjernernes kamp, en Nietzscheinspireret armlægning på viljer som den mellem Jean og Julie, hvor den stærkeste trækker sig sejrrigt ud takket være ånd og – det ligger i begrebet – intellekt. Han formidlede det i nogle små og i dag mindre kendte, men ikke mindre læseværdige enaktere.