Den falske bekendelse

Strindberg korresponderer ivrigt med Nietzsche i perioden og er en anelse bekymret over, at denne underskriver sig Cæsar – har han mon mistet jordforbindelsen? – det har han, han var kun nogle måneder fra at falde en hest om halsen i Trieste og bryde endegyldigt sammen. Der er også mørke skyer i Strindbergs egen fremtid, og måske aner man dem i det ganske voldsomme skred fra et demokratisk menneskesyn til et herremenneskesyn i “Tschandala”. Samtidig går ægteskabet fra slemt til værre. Han tæver hustruen Siri foran børnene. Han anklager hende for at være i et lesbisk forhold med en veninde. Han skubber veninden ned ad en trappe. Der er retssager og skilsmisse og efterfølgende ølstue-leben i Berlin og et nyt skingert ægteskab. “Den moderlige kvinde, han påstår at elske, kunne ikke krydse hans vej, for hun kunne ikke tage det initiativ, som brød igennem hans skyhed og hovmod. Derfor blev han ensom, og derfor tog han så uhyggeligt fejl af mennesker”, noterer Olof Lagercrantz (“August Strindberg” side 282).

Kun moderne, selvstændige rivejern plukker bly forfattervioler som Strindberg. De runde og moderlige lader dem stå. De vil selv plukkes. Og derfor gik det galt igen og igen, men litterært og dramatisk er det en guldgrube. Han blev gift med det, han afskyede, med selvstændige kvinder – en skuespillerinde, en journalist og en skuespillerinde, henholdsvis – og overfører sine frustrationer og fortrydelser og de evindelige opgør direkte til papiret. Han trækker i det hele taget i en sådan grad på egne erfaringer, at hans navn for mange var og stadig er uløseligt forbundet med bekendelseslitteratur. “Strindberg er tillige en af verdenslitteraturens store selvbiografiskrivere. Fra ungdommens pietisme bevarede han hangen til hensynsløst ærlige bekendelser”, noterer Den store danske encyklopædi. Men det står ikke uimodsagt: “Strindberg som ekshibitionist og selvbekender er en myte. Når han er i bekendelseshumør, skjuler han sig altid, mens de åbne selvportrætter derimod er beregnet på at lede os på vildspor”, noterer Olof Lagercrantz formentlig en anelse tættere på virkeligheden (“August Strindberg”, side 282).

“Tschandala” er som de andre selvbiografiske romaner arrangerede portrætter en del af den store collage, som poseuren Strindberg bygger op omkring sit navn. Den har forløbere i “Tjänstekvinnans son” fra 1886 “(Tjenestekvindens søn”, 1886), som skildrer opvæksten i Stockholms højere middelstand – titlen refererer til farens for Strindberg ulyksalige ægteskab med familiens tjenestepige efter morens død – og i “En dåres försvarstal” fra 1887-88 (“En dåres forsvarstale”, 1977), der kredser om de samme temaer, som “Faderen”. I 1894 går han i sort og selvvalgt eksil i Paris og prøver at fremstille guld og finde grundstenen i verdens enhed med sydende kolber og bunsenbrænder i et køkkenlaboratorium. “Inferno” (“Helvede”, 1897) blev titlen, da han erindrede det i bogform i 1897.