August Strindberg stred med Sverige og Sverige med Strindberg, men ved hans død i 1912 var meget glemt, og begravelsen blev en folkefest med et enormt følge. Akkurat som den koleriske, svenske doktor Stig Helmer, der står og spyr forbandelser ud over danskerne fra taget af Rigshospitalet i Lars von Triers tv-serie “Riget”, hviler Strindbergs arrige og hjemløse blik ufravendt på det punkt i horisonten, hvor Sverige gemmer sig, uanset hvor han befinder sig i verden – om ikke med samme ukritiske patriotisme. Han flakker rundt i Europa det meste af sit voksenliv og vender tilbage mod slutningen af århundredet og bosætter sig i Stockholm. Han tager tråden op fra “Mester Olof” og skriver en serie historiske dramaer, som sammen med et omfattende journalistisk og kulturhistorisk arbejde, de naturalistiske nutidsdramaer og selvfølgelig hans lune skildringer af folkelivet med romanen “Hemsöborna” fra 1887 (“Hemsøboerne”, 1888.) som den første og bedst kendte, skaber et mangespektret og vidtfavnende portræt af landet. Måske mest bemærkelsesværdigt omsætter han det i olie og lærred på sine ferier i skærgården. Han arbejder med penslen som med pennen – lynhurtigt og sikkert – og kalder det snabbmåleri – hurtigmaleri eller snapshot-maleri, som Louisiana-direktør Poul Erik Tøjner døber det. Tøjner medtager Strindberg i sin gennemgang af verdenskunsten fra Tizian til i dag på lige fod med Caspar David Friedrich, Paul Cezanne, August Rodin og kun sytten andre af historiens store kunstnere. Igen er det formen, som påkalder sig opmærksomhed: “Man skal ikke se dem for motivets eller historiens skyld, for på det niveau er mange af dem nærmest uinteressante. Himmel og hav all over, hvis det ikke lige er et flor af jeg ved ikke hvad. Men så meget mere interessante og gribende bliver de som abstrakte signaturer fra en seismograf, der kunne føle jordskælv både i fortid, nutid og fremtid. Det er her, det brænder på, billedet som ytring i en tid, hvor man billedligt talt ytrede sig noget anderledes i billeder.” (“Verdenskunst”, side 122).