Hanne Marie Svendsen er født i 1933 og opvokset i Skagen som datter af en lærer og en bibliotekar. Den øvrige familie var fiskere, og Skagen som geografisk udgangspunkt og miljø har været gennemgående i forfatterskabet i varierende grad.
Hun blev student fra Frederikshavn Gymnasium og mødte allerede som 21-årig sin mand, forlæggeren Werner Svendsen, med hvem hun har tre børn. Som 24-årig blev hun kandidat i dansk og tysk fra Københavns Universitet, og fire år senere, i 1962 udkom hendes første bog, essaysamlingen ”På rejse ind i romanen”. I denne periode arbejdede hun bl.a. som programmedarbejder i Danmarks Radio og som lektor ved Københavns Universitet. Det er siden blevet til flere antologier og danskfaglige bøger, den sidste ”Kærlighedens Stjernetræ” fra 1978, året efter hendes temmelig sene skønlitterære debut. Siden da har hendes dagsorden været skønlitterær, og hun har skrevet både 25 skuespil, radiospil, børnebøger, ungdomsbøger og romaner.
Sit store folkelige gennembrud fik hun med romanen ”Guldkuglen” fra 1985. For dén modtog hun Kritikerprisen og blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.
Om sin sene debut siger hun: ”Der var for mig ingen tvivl om, at jeg på et tidspunkt skulle begynde at skrive romaner. Men det kræver en vis brutalitet at feje sin omverden væk og sige: ”Nu er jeg slet ikke hos jer. Nu er jeg i min romans univers.” Jeg underviste og lavede radioudsendelser og skrev andre bøger, men det varede længe, før jeg syntes, jeg kunne nå frem til den særlige koncentration, der skal til for at skrive romaner.” (Britta Bjerre: ”Vi er stadig gådefulde for hinanden”. Ugebladet Søndag, 1991-07-01).
Og særlig lyder den koncentration så sandelig også, når Svendsen beskriver den: Hele bogforløbet skrives om 4-5 gange, visse afsnit dobbelt så mange gange. Evt. under rådgivning fra hendes mand eller børn. Derudover skal ordene mærkes i fingrene, synges eller siges, ligesom bevægelser, der skal beskrives, først skal føles på egen krop. Svendsens skriveproces kræver altså ro og rum, og det har hun bl.a. fundet på refugiet San Cataldo i Italien, hvor kunstnere og videnskabsfolk kan arbejde i sikker afstand fra hverdagens travlhed. Et sted der altså både har skabt den nødvendige plads til skrivningen og også direkte har været inspirationskilde, f.eks. til romanen ”Ingen genvej til Paradis” fra 1999, der handler om en forfatterinde, der befinder sig på et refugium – godt nok i Spanien.
Det er muligvis en form for brutalitet, der kræves af en forfatter for at kunne lukke verden ude, men for læseren er det først og fremmest en veludviklet empati, der stråler gennem Svendsens forfatterskab. Hun formulerer det selv således: ”Til et selskab blev jeg engang spurgt, hvad min største fejl er, og så sagde jeg: Min tolerance.” (Britta Bjerre: ”Vi er stadig gådefulde for hinanden”. Ugebladet Søndag, 1991-07-01).