Hanne Marie Svendsen

Hanne Marie Svendsen er født i 1933 og opvokset i Skagen som datter af en lærer og en bibliotekar. Den øvrige familie var fiskere, og Skagen som geografisk udgangspunkt og miljø har været gennemgående i forfatterskabet i varierende grad.

Hun blev student fra Frederikshavn Gymnasium og mødte allerede som 21-årig sin mand, forlæggeren Werner Svendsen, med hvem hun har tre børn. Som 24-årig blev hun kandidat i dansk og tysk fra Københavns Universitet, og fire år senere, i 1962 udkom hendes første bog, essaysamlingen ”På rejse ind i romanen”. I denne periode arbejdede hun bl.a. som programmedarbejder i Danmarks Radio og som lektor ved Københavns Universitet. Det er siden blevet til flere antologier og danskfaglige bøger, den sidste ”Kærlighedens Stjernetræ” fra 1978, året efter hendes temmelig sene skønlitterære debut. Siden da har hendes dagsorden været skønlitterær, og hun har skrevet både 25 skuespil, radiospil, børnebøger, ungdomsbøger og romaner.

Sit store folkelige gennembrud fik hun med romanen ”Guldkuglen” fra 1985. For dén modtog hun Kritikerprisen og blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

Om sin sene debut siger hun: ”Der var for mig ingen tvivl om, at jeg på et tidspunkt skulle begynde at skrive romaner. Men det kræver en vis brutalitet at feje sin omverden væk og sige: ”Nu er jeg slet ikke hos jer. Nu er jeg i min romans univers.” Jeg underviste og lavede radioudsendelser og skrev andre bøger, men det varede længe, før jeg syntes, jeg kunne nå frem til den særlige koncentration, der skal til for at skrive romaner.” (Britta Bjerre: ”Vi er stadig gådefulde for hinanden”. Ugebladet Søndag, 1991-07-01).

Og særlig lyder den koncentration så sandelig også, når Svendsen beskriver den: Hele bogforløbet skrives om 4-5 gange, visse afsnit dobbelt så mange gange. Evt. under rådgivning fra hendes mand eller børn. Derudover skal ordene mærkes i fingrene, synges eller siges, ligesom bevægelser, der skal beskrives, først skal føles på egen krop. Svendsens skriveproces kræver altså ro og rum, og det har hun bl.a. fundet på refugiet San Cataldo i Italien, hvor kunstnere og videnskabsfolk kan arbejde i sikker afstand fra hverdagens travlhed. Et sted der altså både har skabt den nødvendige plads til skrivningen og også direkte har været inspirationskilde, f.eks. til romanen ”Ingen genvej til Paradis” fra 1999, der handler om en forfatterinde, der befinder sig på et refugium – godt nok i Spanien.

Det er muligvis en form for brutalitet, der kræves af en forfatter for at kunne lukke verden ude, men for læseren er det først og fremmest en veludviklet empati, der stråler gennem Svendsens forfatterskab. Hun formulerer det selv således: ”Til et selskab blev jeg engang spurgt, hvad min største fejl er, og så sagde jeg: Min tolerance.” (Britta Bjerre: ”Vi er stadig gådefulde for hinanden”. Ugebladet Søndag, 1991-07-01).

Hanne Marie Svendsens debutroman ”Mathildes drømmebog” fra 1977 skildrer kvinden Mathilde, fra hun er ganske ung, nyforelsket og med verden liggende åben foran sig, til hun sidder ensom og desillusioneret i et lånt sommerhus en snes år senere. Teksten veksler mellem afsnit om Mathildes faktiske liv, skrevet i realistisk stil, og afsnit med brudstykker af hendes drømme, fantastiske og voldsomme som netop drømme kan være.

Mathilde er ung og idealistisk til at begynde med og forestiller sig et liv, der går ud over den leverpostejsfarvede verden af inerti, hun egentlig er omgivet af. Hun håner rutinen og det småborgerlige liv, mens hun selv bevæger sig langsomt ind i netop dét: Hun gifter sig med sin forlovede, de får stadig flere penge og mere travlt, ditto flere forbrugsgoder, to børn, og langsomt bliver hun overmandet af netop den rutine, over hvilken hun tidligere harcelerede. Børnene bliver større, hun mister intimiteten med sin mand og vinder til gengæld en ny, knap så krævende partner, flasken.

Sideløbende med denne deroute udvikler Mathildes drømme sig, afgrunde, lysende farver og symbolske advarsler vælder om natten frem i bevidstheden med samme styrke, som de om dagen fortrænges.            

Af omfang er ”Mathildes Drømmebog” ganske lille, ca. 50 sider. Men den intense beskrivelse af en årrække i et menneskeliv står stærk og klar og fylder meget i bevidstheden efter endt læsning. Også Nemesis, der står på lur mellem linjerne i Mathildes kritik af ægteskabet, er så nærværende, at man ret hurtigt mærker, hvor det bærer henad.

Selv om tid og sted forbliver uspecificeret, gives der alligevel helt tydelige tegn i retning af et skandinavisk land, ligesom f.eks. 1960'erne kunne være et godt bud på en tid, hvor en ung mor kunne tænke: ”Det var vigtigt for hende, at huset var pænt holdt og at børnene aldrig skulle føle sig forsømte, selv om deres mor gik på arbejde” (side 20).

Drømmesekvenserne er trykt med en klar blå farve, mens de realistiske afsnit er trykt i rødbrunt. Således bliver der rent visuelt en kontrast mellem de to spor, ligesom der naturligvis også rent sprogligt er en stor kontrast. Drømmene er kaotiske, farverige og mere eller mindre nemme at tyde både sprogligt og indholdsmæssigt, mens dagligdagen sprogligt set skildres netop så regelmæssigt og nøgternt, som den rent faktisk er.           

Bogens temaer er bl.a. ensomhed og angsten for ikke at leve op til samfundets forventninger. Mathilde er fra start til slut splittet mellem sit behov for at forme sit eget liv og sit ønske om at gøre ”det hele” som omverdenen forventer. Det er ikke en historie om (kvinde)frigørelse, men snarere om hvordan en hel struktur fanger et menneske, der egentlig havde andre intentioner, og kun lader hende tilbage at konstatere sin egen sølle situation uden mulighed for at bryde med den.