Også romanen ”Ingen genvej til Paradis” fra 1999 er en slægtsroman, dog i færre led end ”Guldkuglen”. Bogens fortæller ser tilbage dels på sin mors barndomshjem, med dejlige skildringer af sin mormor og morfar, oldemor og oldefar, dels på sit forhold, som voksen, til sin nyligt afdøde mor. Hun befinder sig på et refugium i Sydspanien, hvor hun skriver, betragter naturen både fra dens poetiske side og dens mere brutale, registrerer menneskene omkring sig og i sine drømme suges tilbage til fortiden, den nære såvel som den fjernere.
De tre søstre Anna, Anthonie og Emilie er børn af Hr. og Fru Berthelsen, et fiskerpar i Nordjylland. Anthonie er svagelig og jævnligt til behandlinger i København og Emilie er sygeplejerske sammesteds, så derfor er der grundlag for en ivrig brevvekslen, dels mellem søstrene, dels mellem mor og døtre. Sådan får man indblik i livets gang, særligt hos vendelboerne, hvor Anna gifter sig med svoger Jes, en ildsjæl af en fisker, der forstår at drive forretning. De to får bl.a. Elise, som er et ivrigt, intellektuelt barn, der ikke altid opfører sig, som piger forventes at gøre.
Elise får siden en datter, vor fortæller. Deres forhold er ømt og dog problemfyldt, og datterens store frustration ved at se sin mor sygne hen af alderdom er kendetegnende for den sidste del af deres forhold – og for deres forhold, hvis man da kan tale om et sådant, efter moderens død.
22630040
”Ingen genvej til Paradis” foregår fortrinsvis i Nordjylland, blandt fiskere ved havet. Den har store selvbiografiske elementer, dels det rent geografiske, men også i familiestrukturerne. Romanen er opdelt i to afdelinger der veksler, ”Refugiet” og ”Elises bog”. ”Refugiet” består dels af små dagbogsafsnit fra Spanien, dels af tilbageblik på den nære fortid, moderens alderdom. ”Elises bog” består af breve, mestendels fra Anna og de tre søstres mor, Kristine Berthelsen, til Anthonie og Emilie i København, og af beskrivelser af Elises barndom, fortalt i tredje person.
Et af de væsentlige temaer er forholdet mellem mor og datter. Der er indtil flere mødre og døtre i historien, men klarest står forholdet mellem fortælleren og hendes egen mor. Det bliver aldrig sagt ligeud, men står til gengæld stærkt mellem linjerne, at det er et komplekst forhold, der her er på spil. Det er de små situationer, man kender så godt, der skaber identifikationen: ”Hun giver og giver. Praktiske gaver, store gaver, ekstravagante gaver, vanvittige gaver. Når hun selv får en gave, pakker hun ud og siger: ”Hvor er det smukt. Det skulle I ikke have gjort.” Og hun pakker omhyggeligt sammen igen og lægger til side. ”Men er du ikke glad for dit nye sjal? Det er dejlig varmt.” ”Jo vist er jeg glad for det.” Og hun husker at tage det på når vi besøger hende, så vi kan se, at hun er glad for det.” (s. 25-26)
Endnu engang er forholdet til tiden centralt på alle mulige måder. Fortælleren spejder som sagt tilbage i sin families historie, som således ikke forløber kronologisk, men springer frem og tilbage i tid og rum. Også moderens sygdom, der gør at hun mister fornemmelsen af tid, og f.eks. ind imellem tror, at hendes egne forældre stadig lever, danner en form for lokal cirkulær eller kalejdoskopisk tidsopfattelse, der står i kontrast til den lineære. Og apropos cirkulær: Når man netop har læst ”Guldkuglen” kan man ikke undgå at opfatte afsnittet på side 81 som en reference hertil: ”Hun kan bedre lide at sidde og se ind i kobberkedlen. Den bliver pudset hver uge. Lyset fra vinduet glimter i kobberets runding. I låget er der forvrængede spejlbilleder af fotografierne på væggen. Kobberkedlen er en gammel skibsgryde, meget stor med sorte håndtag og en bund, der kunne sættes ned i skibskomfurets største ildgrube. ”Nu står den til pynt,” siger hun. ”Men du kan tro, der er historier i den. Den har sejlet på langfart”.”
Den rum- og tidslige langfart er altså central i begge romaner, men i ”Ingen genvej til Paradis” som den realistiske ramme for menneskers liv og levned.