Romanen ”Guldkuglen” fra 1985 handler om livet på en ø gennem en snes generationer, fra middelalderen til en nær fremtid. Den fortælles af Maja Stina (den yngre), hvis fysiske placering antydes, men først for alvor afsløres til sidst i romanen.
Slægtens, såvel som øsamfundets udgangspunkt er den driftige, men grove, Niels Gløe, der tager øen i besiddelse i bogens første kapitel, og grundlægger en by. Ellers er det først og fremmest kvinderne, der er omdrejningspunkt for historien, som alene i kraft af det tidsrum den strækker sig over har et vildtvoksende persongalleri, selv om de fleste involverede på en eller anden måde er beslægtede. Man følger fødsel, liv og død, menneskeskabte såvel som naturlige plager og udviklingen af samfundet på godt og, først og fremmest, ondt. Guldkuglen, en magisk kugle i hvilken man kan betragte hele verden, skænker udødelighed til sin ejermand, så da den lander om halsen på Maja Stina (den ældre) bliver hun en gennemgående figur i flere generationer.
”Guldkuglen” er fortalt i 1. person af Maja Stina. ”Den yngre” kunne man passende tilføje, der er nemlig, som antydet ovenfor, to personer ved navn Maja Stina. De er begge gennemgående karakterer i bogen, der er formet som et tilbageblik gennem alle generationerne. Den ældre, som nævnt, via guldkuglen, den yngre via sin rolle som fortæller.
22043692
Bogen er inddelt i 24 kapitler, der er inddelt i afsnit, som enten er Maja Stinas beretning om øens historie, fortalt i datid, eller hendes overvejelser over fortællingen og sin og Maja Stinas (den ældre) nuværende situation, trykt i kursiv og fortalt i nutid. Historien skrider altså kronologisk fremad, men jævnligt hopper man ud af den og ind i fremtiden, og på den måde bliver det tidslige aspekt illustreret rent fortælleteknisk samtidig med, at tiden som sådan er et centralt tema i selve historien. Guldkuglen er en magisk sag, der netop ophæver menneskets bundethed i tiden. Den, der bærer guldkuglen ejer evig ungdom, og kan se alle mulige afkroge af verden i guldkuglens spejl. Den har nemlig sejlet jorden rundt om halsen på en sømand - den har været på langfart. Om dens gaver så er en velsignelse eller en forbandelse forbliver uafklaret.
Der er væsentlige eventyrtræk i romanen, f.eks. i skikkelse af guldkuglen. Men frem for alt er den et eksempel på den magiske realisme. Historien har indledningsvis et realistisk tilsnit, men snart udvides virkeligheden i alle mulige og i særdeleshed u-mulige retninger, som f.eks. da Niels Martinus endelig kommer i lag med den mystiske Elle på side 36-37: ”Pludselig kunne han se tværs gennem huden og kødet ind til hendes knogler. Halssøjlen bøjede sig slangeagtigt, lyset spillede i de buede ribben, hofternes hvidblå kugleled bevægede sig i deres skåle og fingerknoglerne krogedes og strakte sig frem mod ham.”
Denne genre arbejder vældig godt sammen med tids-temaet. Vores normale, lineære tidsopfattelse bliver netop udfordret af de vekslende brud med realismen, såvel som af strukturen med de vekslende afsnit. Det lange stræk gennem mange generationer giver et stort flow i fortællingen, som kunne blive rodet, men undgår denne fælde via de par gennemgående figurer, der trods alt er. ”Guldkuglen” er også en historie om sædernes forfald og en dyster civilisationskritik. Udgangspunktet er den lille, uberørte ø, fuld af naturressourcer, og slutscenariet er et apatisk, forurenet, totalt dysfunktionelt samfund, hvis eneste håb, børnene, flygter ad luftvejen.
Miljøproblematiken er ikke blevet mindre aktuel siden 1985, og mange af Svendsens tragikomiske, til tider Tati-agtige, scenarier er egentlig blot en lettere forvreden spejling af vore dage. Hendes beskrivelse af kønnenes kamp er også tidløs, selv om den er født i en specifik periode, hvor temaet var meget nærværende blandt flere andre forfattere. Således står ”Guldkuglen” som en medrivende, høj-aktuel roman, der med sit sprog og sin struktur til fulde støtter og forløser sine kun altfor nærværende pointer.