Mathildes drømmebog

Citat
”Da de fik køleskabet og det stod og skinnede koldt og hvidt i køkkenet lagde hun sig ind på sengen og kom til at græde. Hun kunne godt se, at det var praktisk og en fornuftig ting at have.[...] Det krævede noget af hende, det tog noget af hendes frihed. Han sagde, at hun var et lille fjols, og at det tværtimod ville give hende meget mere frihed. Det var en brugsgenstand, der kunne hjælpe dem med at udnytte tilværelsen bedre. Men hun syntes alligevel, at det så koldt og triumferende på hende, hver gang hun lagde sine indkøb i det.”
”Mathildes drømmebog”, s. 26-27.

Hanne Marie Svendsens debutroman ”Mathildes drømmebog” fra 1977 skildrer kvinden Mathilde, fra hun er ganske ung, nyforelsket og med verden liggende åben foran sig, til hun sidder ensom og desillusioneret i et lånt sommerhus en snes år senere. Teksten veksler mellem afsnit om Mathildes faktiske liv, skrevet i realistisk stil, og afsnit med brudstykker af hendes drømme, fantastiske og voldsomme som netop drømme kan være.

Mathilde er ung og idealistisk til at begynde med og forestiller sig et liv, der går ud over den leverpostejsfarvede verden af inerti, hun egentlig er omgivet af. Hun håner rutinen og det småborgerlige liv, mens hun selv bevæger sig langsomt ind i netop dét: Hun gifter sig med sin forlovede, de får stadig flere penge og mere travlt, ditto flere forbrugsgoder, to børn, og langsomt bliver hun overmandet af netop den rutine, over hvilken hun tidligere harcelerede. Børnene bliver større, hun mister intimiteten med sin mand og vinder til gengæld en ny, knap så krævende partner, flasken.

Sideløbende med denne deroute udvikler Mathildes drømme sig, afgrunde, lysende farver og symbolske advarsler vælder om natten frem i bevidstheden med samme styrke, som de om dagen fortrænges.            

Af omfang er ”Mathildes Drømmebog” ganske lille, ca. 50 sider. Men den intense beskrivelse af en årrække i et menneskeliv står stærk og klar og fylder meget i bevidstheden efter endt læsning. Også Nemesis, der står på lur mellem linjerne i Mathildes kritik af ægteskabet, er så nærværende, at man ret hurtigt mærker, hvor det bærer henad.

Selv om tid og sted forbliver uspecificeret, gives der alligevel helt tydelige tegn i retning af et skandinavisk land, ligesom f.eks. 1960'erne kunne være et godt bud på en tid, hvor en ung mor kunne tænke: ”Det var vigtigt for hende, at huset var pænt holdt og at børnene aldrig skulle føle sig forsømte, selv om deres mor gik på arbejde” (side 20).

Drømmesekvenserne er trykt med en klar blå farve, mens de realistiske afsnit er trykt i rødbrunt. Således bliver der rent visuelt en kontrast mellem de to spor, ligesom der naturligvis også rent sprogligt er en stor kontrast. Drømmene er kaotiske, farverige og mere eller mindre nemme at tyde både sprogligt og indholdsmæssigt, mens dagligdagen sprogligt set skildres netop så regelmæssigt og nøgternt, som den rent faktisk er.           

Bogens temaer er bl.a. ensomhed og angsten for ikke at leve op til samfundets forventninger. Mathilde er fra start til slut splittet mellem sit behov for at forme sit eget liv og sit ønske om at gøre ”det hele” som omverdenen forventer. Det er ikke en historie om (kvinde)frigørelse, men snarere om hvordan en hel struktur fanger et menneske, der egentlig havde andre intentioner, og kun lader hende tilbage at konstatere sin egen sølle situation uden mulighed for at bryde med den.