Hanne Marie Svendsens roman ”Rudimenter af R” fra 2009 handler om den danske sprogforsker Rasmus Rask, ”R”. Han ligger på sit dødsleje i sin himmelseng i København og tænker tilbage på sit liv, godt hjulpet af en dødsengel, der forsøger at hjælpe hans tanker på gled. R tænker tilbage på sin barndom i en lille landsby, sine skrappe, ældre søskende, sin endnu skrappere far og sin elskede mor, der døde mens han endnu var barn. Følelsen af at være et geni, hæmmet af de tungnemme omgivelser, ligger som en tung dyne over hele hans virke, lige fra han som lille dreng, så høfligt som muligt, forsøger at korrigere landsbypræsten, der underviser ham i latin og græsk. At stå med hatten i hånden hos diverse mæcener er også en evig svøbe for ham, der ikke har egen formue, men konstant må retfærdiggøre hver en øre han bruger på sine rejser for at kortlægge sprogenes sammenhænge.
En af disse rejser går mod Tiflis i Georgien, og netop denne rejse vender R i længere stræk tilbage til i tankerne. Han rejser i vogn mod sin destination og møder georgieren Amiran, der er kongesøn og ønsker at lave opstand mod russerne, der har besat landet. De følges ad et stykke, og da R ankommer til Tiflis er han indrulleret i Amirans projekt, som spion. En aktivitet, der egentlig ikke fører til så meget andet end galopperende paranoia hos R, der snart af al magt forsøger at glemme sin georgiske forbindelse. Det er jo trods alt sproget det drejer sig om for ham, og ikke politikken.
27880193
Romanen er fri fantasi, men tager udgangspunkt i den virkelige, danske sprogforsker Rasmus Rasks (1787-1832) dagbøger, optegnelser og afhandlinger. Han var vældig berømt i udlandet for sin forskning, men er i dag næsten glemt i Danmark, omend man dog kan se hans gravsted på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København.
Bogen er inddelt i seks hovedafsnit, der hver er inddelt i kortere kapitler. Første, tredje og femte afsnit har alle overskriften ”Tiflis” og består af brudstykker af rejsen til Georgien, der foregår i 1819. Andet og fjerde afsnit hedder ”Himmelsengen” og foregår ved dødslejet i København i 1832, mens det afsluttende kortere afsnit hedder ”Tomheden”, og skildrer Rs allersidste stund.
Tiflis-afsnittene er skrevet i et flydende, fængende sprog, og har nærmest karakter af spændingsroman med modstandskamp, spionage og våben som komponenter. Amiran repræsenterer en helt anden slags liv end det støvede forskerliv, og R føler sig kolossalt inspireret af ham.
Himmelsengsafsnittene er anderledes kringlede at læse, og det giver god mening, da R her ligger på sit yderste, og hans systematiske, rationalistiske tilgang til verden må vige for galopperende paranoia og febervildelser. Sprogligt er disse afsnit bl.a. specielle derved, at de personlige pronominer ofte udelades, som på f.eks. italiensk, hvilket på dansk er atypisk, fordi pronominet ikke fremgår af verbets bøjning: ”Ville så gerne have kunnet forene min store plan med en livsplan, et almindeligt menneskeliv med kone og børn og huslig lykke. Det var ikke bestemt for mig. Penge, penge. Måtte hutle mig igennem...”. (s. 51).
Døden er i sagens natur særdeles nærværende. Både konkret ved dødsenglen og som perspektiv på alle Rs overvejelser over det liv, han har levet. Han er næsten en karikatur af nørden, der altid flygter ind i sin teoretiske verden og undlader at tage fat på den mere fysiske del af livet. Denne ”ulevede” del plager R i døden, hvor han frem for alt tænker tilbage på livets svære og frustrerende stunder. Det lader til, at et kompliceret livsforløb, indadtil såvel som i samværet med andre mennesker, er sværere at afslutte end et enkelt og lykkeligt, og den problematik er både meget menneskelig, genkendelig og på en eller anden måde uretfærdig, da et svært forløb i det mindste kunne fortjene en let slutning.