Hanne Marie Svendsen har, trods sin sene debut, et omfangsrigt forfatterskab, og hun har beskæftiget sig med mange forskellige former, lige fra noveller til børnebøger over romanen. Her har hun begået nogle af sine største læsersucceser, som ”Guldkuglen” og ”Unn fra Stjernestene”, for at nævne blot et par.
Debuten er skrevet i en tidstypisk, realistisk stil, men allerede her dyrker hun, som titlen ”Mathildes Drømmebog” antyder, spændingsfeltet mellem drøm og virkelighed – hvilket man kan tolke som en pil mod den magiske realisme, som senere er blevet en kendetegnende genre i forfatterskabet.
Stilmæssigt karakteriseres hendes tekster ofte af, at forskellige positioner i tid og rum flettes sammen i kontrapunktiske forløb, der giver teksten en næsten mosaik-agtig karakter. Dette greb understreger elegant et af hendes tilbagevendende temaer, tiden. Som i ”Guldkuglen” set ud fra en mere overordnet, spirituel synsvinkel, eller som i ”Rudimenter af R” set ud fra et mere konkret, menneskeligt perspektiv.
Svendsen beskrives jævnligt som en feministisk forfatter. F.eks. ”Mathildes Drømmebog” kan sagtens opfattes som en skildring og kritik af en typisk problematik under kvindefrigørelsen – men det er også en almen beskrivelse af et menneske, køn uagtet, der bliver fanget af en struktur i samfundet, som det ikke er stærkt nok til at bryde igennem, med store konsekvenser for dets livsforløb. Dette element af debuten peger mod et andet gennemgående tema hos Svendsen, nemlig civilisationskritik. Hun er skarp og uden nåde særligt i ”Guldkuglen”, når hun beskriver udviklingen af det moderne samfund, men også i ”Unn fra Stjernestene” hvor koloniseringen er et centralt tema og i ”Rudimenter af R” hvor frihedskæmperen Amiran kritiserer diktaturet i almindelighed og Ruslands okkupering af Georgien i særdeleshed.