Hanne Marie Svendsen

Hanne Marie Svendsen er født i 1933 og opvokset i Skagen som datter af en lærer og en bibliotekar. Den øvrige familie var fiskere, og Skagen som geografisk udgangspunkt og miljø har været gennemgående i forfatterskabet i varierende grad.

Hun blev student fra Frederikshavn Gymnasium og mødte allerede som 21-årig sin mand, forlæggeren Werner Svendsen, med hvem hun har tre børn. Som 24-årig blev hun kandidat i dansk og tysk fra Københavns Universitet, og fire år senere, i 1962 udkom hendes første bog, essaysamlingen ”På rejse ind i romanen”. I denne periode arbejdede hun bl.a. som programmedarbejder i Danmarks Radio og som lektor ved Københavns Universitet. Det er siden blevet til flere antologier og danskfaglige bøger, den sidste ”Kærlighedens Stjernetræ” fra 1978, året efter hendes temmelig sene skønlitterære debut. Siden da har hendes dagsorden været skønlitterær, og hun har skrevet både 25 skuespil, radiospil, børnebøger, ungdomsbøger og romaner.

Sit store folkelige gennembrud fik hun med romanen ”Guldkuglen” fra 1985. For dén modtog hun Kritikerprisen og blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

Om sin sene debut siger hun: ”Der var for mig ingen tvivl om, at jeg på et tidspunkt skulle begynde at skrive romaner. Men det kræver en vis brutalitet at feje sin omverden væk og sige: ”Nu er jeg slet ikke hos jer. Nu er jeg i min romans univers.” Jeg underviste og lavede radioudsendelser og skrev andre bøger, men det varede længe, før jeg syntes, jeg kunne nå frem til den særlige koncentration, der skal til for at skrive romaner.” (Britta Bjerre: ”Vi er stadig gådefulde for hinanden”. Ugebladet Søndag, 1991-07-01).

Og særlig lyder den koncentration så sandelig også, når Svendsen beskriver den: Hele bogforløbet skrives om 4-5 gange, visse afsnit dobbelt så mange gange. Evt. under rådgivning fra hendes mand eller børn. Derudover skal ordene mærkes i fingrene, synges eller siges, ligesom bevægelser, der skal beskrives, først skal føles på egen krop. Svendsens skriveproces kræver altså ro og rum, og det har hun bl.a. fundet på refugiet San Cataldo i Italien, hvor kunstnere og videnskabsfolk kan arbejde i sikker afstand fra hverdagens travlhed. Et sted der altså både har skabt den nødvendige plads til skrivningen og også direkte har været inspirationskilde, f.eks. til romanen ”Ingen genvej til Paradis” fra 1999, der handler om en forfatterinde, der befinder sig på et refugium – godt nok i Spanien.

Det er muligvis en form for brutalitet, der kræves af en forfatter for at kunne lukke verden ude, men for læseren er det først og fremmest en veludviklet empati, der stråler gennem Svendsens forfatterskab. Hun formulerer det selv således: ”Til et selskab blev jeg engang spurgt, hvad min største fejl er, og så sagde jeg: Min tolerance.” (Britta Bjerre: ”Vi er stadig gådefulde for hinanden”. Ugebladet Søndag, 1991-07-01).

Hanne Marie Svendsens debutroman ”Mathildes drømmebog” fra 1977 skildrer kvinden Mathilde, fra hun er ganske ung, nyforelsket og med verden liggende åben foran sig, til hun sidder ensom og desillusioneret i et lånt sommerhus en snes år senere. Teksten veksler mellem afsnit om Mathildes faktiske liv, skrevet i realistisk stil, og afsnit med brudstykker af hendes drømme, fantastiske og voldsomme som netop drømme kan være.

Mathilde er ung og idealistisk til at begynde med og forestiller sig et liv, der går ud over den leverpostejsfarvede verden af inerti, hun egentlig er omgivet af. Hun håner rutinen og det småborgerlige liv, mens hun selv bevæger sig langsomt ind i netop dét: Hun gifter sig med sin forlovede, de får stadig flere penge og mere travlt, ditto flere forbrugsgoder, to børn, og langsomt bliver hun overmandet af netop den rutine, over hvilken hun tidligere harcelerede. Børnene bliver større, hun mister intimiteten med sin mand og vinder til gengæld en ny, knap så krævende partner, flasken.

Sideløbende med denne deroute udvikler Mathildes drømme sig, afgrunde, lysende farver og symbolske advarsler vælder om natten frem i bevidstheden med samme styrke, som de om dagen fortrænges.            

Af omfang er ”Mathildes Drømmebog” ganske lille, ca. 50 sider. Men den intense beskrivelse af en årrække i et menneskeliv står stærk og klar og fylder meget i bevidstheden efter endt læsning. Også Nemesis, der står på lur mellem linjerne i Mathildes kritik af ægteskabet, er så nærværende, at man ret hurtigt mærker, hvor det bærer henad.

Selv om tid og sted forbliver uspecificeret, gives der alligevel helt tydelige tegn i retning af et skandinavisk land, ligesom f.eks. 1960'erne kunne være et godt bud på en tid, hvor en ung mor kunne tænke: ”Det var vigtigt for hende, at huset var pænt holdt og at børnene aldrig skulle føle sig forsømte, selv om deres mor gik på arbejde” (side 20).

Drømmesekvenserne er trykt med en klar blå farve, mens de realistiske afsnit er trykt i rødbrunt. Således bliver der rent visuelt en kontrast mellem de to spor, ligesom der naturligvis også rent sprogligt er en stor kontrast. Drømmene er kaotiske, farverige og mere eller mindre nemme at tyde både sprogligt og indholdsmæssigt, mens dagligdagen sprogligt set skildres netop så regelmæssigt og nøgternt, som den rent faktisk er.           

Bogens temaer er bl.a. ensomhed og angsten for ikke at leve op til samfundets forventninger. Mathilde er fra start til slut splittet mellem sit behov for at forme sit eget liv og sit ønske om at gøre ”det hele” som omverdenen forventer. Det er ikke en historie om (kvinde)frigørelse, men snarere om hvordan en hel struktur fanger et menneske, der egentlig havde andre intentioner, og kun lader hende tilbage at konstatere sin egen sølle situation uden mulighed for at bryde med den.

Romanen ”Guldkuglen” fra 1985 handler om livet på en ø gennem en snes generationer, fra middelalderen til en nær fremtid. Den fortælles af Maja Stina (den yngre), hvis fysiske placering antydes, men først for alvor afsløres til sidst i romanen.

Slægtens, såvel som øsamfundets udgangspunkt er den driftige, men grove, Niels Gløe, der tager øen i besiddelse i bogens første kapitel, og grundlægger en by. Ellers er det først og fremmest kvinderne, der er omdrejningspunkt for historien, som alene i kraft af det tidsrum den strækker sig over har et vildtvoksende persongalleri, selv om de fleste involverede på en eller anden måde er beslægtede. Man følger fødsel, liv og død, menneskeskabte såvel som naturlige plager og udviklingen af samfundet på godt og, først og fremmest, ondt. Guldkuglen, en magisk kugle i hvilken man kan betragte hele verden, skænker udødelighed til sin ejermand, så da den lander om halsen på Maja Stina (den ældre) bliver hun en gennemgående figur i flere generationer. 

”Guldkuglen” er fortalt i 1. person af Maja Stina. ”Den yngre” kunne man passende tilføje, der er nemlig, som antydet ovenfor, to personer ved navn Maja Stina. De er begge gennemgående karakterer i bogen, der er formet som et tilbageblik gennem alle generationerne. Den ældre, som nævnt, via guldkuglen, den yngre via sin rolle som fortæller.

22043692

Bogen er inddelt i 24 kapitler, der er inddelt i afsnit, som enten er Maja Stinas beretning om øens historie, fortalt i datid, eller hendes overvejelser over fortællingen og sin og Maja Stinas (den ældre) nuværende situation, trykt i kursiv og fortalt i nutid. Historien skrider altså kronologisk fremad, men jævnligt hopper man ud af den og ind i fremtiden, og på den måde bliver det tidslige aspekt illustreret rent fortælleteknisk samtidig med, at tiden som sådan er et centralt tema i selve historien. Guldkuglen er en magisk sag, der netop ophæver menneskets bundethed i tiden. Den, der bærer guldkuglen ejer evig ungdom, og kan se alle mulige afkroge af verden i guldkuglens spejl. Den har nemlig sejlet jorden rundt om halsen på en sømand - den har været på langfart. Om dens gaver så er en velsignelse eller en forbandelse forbliver uafklaret.

Der er væsentlige eventyrtræk i romanen, f.eks. i skikkelse af guldkuglen. Men frem for alt er den et eksempel på den magiske realisme. Historien har indledningsvis et realistisk tilsnit, men snart udvides virkeligheden i alle mulige og i særdeleshed u-mulige retninger, som f.eks. da Niels Martinus endelig kommer i lag med den mystiske Elle på side 36-37: ”Pludselig kunne han se tværs gennem huden og kødet ind til hendes knogler. Halssøjlen bøjede sig slangeagtigt, lyset spillede i de buede ribben, hofternes hvidblå kugleled bevægede sig i deres skåle og fingerknoglerne krogedes og strakte sig frem mod ham.”

Denne genre arbejder vældig godt sammen med tids-temaet. Vores normale, lineære tidsopfattelse bliver netop udfordret af de vekslende brud med realismen, såvel som af strukturen med de vekslende afsnit. Det lange stræk gennem mange generationer giver et stort flow i fortællingen, som kunne blive rodet, men undgår denne fælde via de par gennemgående figurer, der trods alt er. ”Guldkuglen” er også en historie om sædernes forfald og en dyster civilisationskritik. Udgangspunktet er den lille, uberørte ø, fuld af naturressourcer, og slutscenariet er et apatisk, forurenet, totalt dysfunktionelt samfund, hvis eneste håb, børnene, flygter ad luftvejen.

Miljøproblematiken er ikke blevet mindre aktuel siden 1985, og mange af Svendsens tragikomiske, til tider Tati-agtige, scenarier er egentlig blot en lettere forvreden spejling af vore dage. Hendes beskrivelse af kønnenes kamp er også tidløs, selv om den er født i en specifik periode, hvor temaet var meget nærværende blandt flere andre forfattere. Således står ”Guldkuglen” som en medrivende, høj-aktuel roman, der med sit sprog og sin struktur til fulde støtter og forløser sine kun altfor nærværende pointer.

En væsentlig del af Hanne Marie Svendsens forfatterskab udgøres af børne- og ungdomsbøger. Hun har skrevet i alt fem, med børnebogen ”Den røde sten” fra 1990 som den første og ungdomsromanen ”Den skjulte by” fra 2006 som den seneste.

Børnebogen ”Spejlsøster”, der udkom i 1995 med illustrationer af Dina Gellert, er en fortælling om pigen Naja, der tilbringer sommeren hos sin mormor i Skagen. Her bliver hun fanget ind i skagensmalernes verden, særligt Anna og Michael Anchers billedunivers. Hun kigger i kunstbøger og besøger med sin mormor alle de steder rundt omkring i Skagen, som også eksisterede på malernes tid. Særligt bliver hun fascineret af Helga Ancher, Michael og Annas datter, som er afbilledet på flere malerier. Med barnets herlige fantasi bevæger hun sig bogstavelig talt ”ind i” malerierne, og fornemmer Helgas tilstedeværelse.

29603200

Samtidig underholder hun sig med sin mormor, der med megen snilde og hittepåsomhed hele tiden har nye idéer til, hvad de kan foretage sig. Egentlig er det planen at Najas mor skal arbejde i byen hele sommeren, men efter nogle uger skriver hun til Naja, at hun slet ikke kan undvære Skagen og er nødt til at komme på besøg. Det synes Naja er en god idé, og måske er det da også snarere hende end Skagen, moren slet ikke kan undvære.

Bogen er umiddelbart en enkel historie om en pige og hendes sommerferie, men   kombineres med en fin gennemgang af skagenmalernes liv og billeder og en detaljeret beskrivelse af Skagen by. På den måde kommer der mere ”kød på” historien, der tydeligvis trækker på Svendsens indgående kendskab til Skagen, hvor hun voksede op og har færdedes hele sit liv.

 I 1995 var Svendsens barnebarn netop 12 år, og måske er det derfor, hun så godt forstår at ramme beskrivelsen af det store barn, der både er aldeles spontant og nysgerrigt og samtidig reflekterende og lettere præpubertært. Eller også er det bare fordi Svendsen ejer stor empati, såvel i forhold til børn som til voksne, som hun formår at give et naturligt, klart og indlysende udtryk i sproget uden at forfalde til overforklarende selvfølgeligheder.

Også romanen ”Ingen genvej til Paradis” fra 1999 er en slægtsroman, dog i færre led end ”Guldkuglen”. Bogens fortæller ser tilbage dels på sin mors barndomshjem, med dejlige skildringer af sin mormor og morfar, oldemor og oldefar, dels på sit forhold, som voksen, til sin nyligt afdøde mor. Hun befinder sig på et refugium i Sydspanien, hvor hun skriver, betragter naturen både fra dens poetiske side og dens mere brutale, registrerer menneskene omkring sig og i sine drømme suges tilbage til fortiden, den nære såvel som den fjernere.

De tre søstre Anna, Anthonie og Emilie er børn af Hr. og Fru Berthelsen, et fiskerpar i Nordjylland. Anthonie er svagelig og jævnligt til behandlinger i København og Emilie er sygeplejerske sammesteds, så derfor er der grundlag for en ivrig brevvekslen, dels mellem søstrene, dels mellem mor og døtre. Sådan får man indblik i livets gang, særligt hos vendelboerne, hvor Anna gifter sig med svoger Jes, en ildsjæl af en fisker, der forstår at drive forretning. De to får bl.a. Elise, som er et ivrigt, intellektuelt barn, der ikke altid opfører sig, som piger forventes at gøre.

Elise får siden en datter, vor fortæller. Deres forhold er ømt og dog problemfyldt, og datterens store frustration ved at se sin mor sygne hen af alderdom er kendetegnende for den sidste del af deres forhold – og for deres forhold, hvis man da kan tale om et sådant, efter moderens død.

22630040

”Ingen genvej til Paradis” foregår fortrinsvis i Nordjylland, blandt fiskere ved havet. Den har store selvbiografiske elementer, dels det rent geografiske, men også i familiestrukturerne. Romanen er opdelt i to afdelinger der veksler, ”Refugiet” og ”Elises bog”. ”Refugiet” består dels af små dagbogsafsnit fra Spanien, dels af tilbageblik på den nære fortid, moderens alderdom. ”Elises bog” består af breve, mestendels fra Anna og de tre søstres mor, Kristine Berthelsen, til Anthonie og Emilie i København, og af beskrivelser af Elises barndom, fortalt i tredje person.

Et af de væsentlige temaer er forholdet mellem mor og datter. Der er indtil flere mødre og døtre i historien, men klarest står forholdet mellem fortælleren og hendes egen mor. Det bliver aldrig sagt ligeud, men står til gengæld stærkt mellem linjerne, at det er et komplekst forhold, der her er på spil. Det er de små situationer, man kender så godt, der skaber identifikationen: ”Hun giver og giver. Praktiske gaver, store gaver, ekstravagante gaver, vanvittige gaver. Når hun selv får en gave, pakker hun ud og siger: ”Hvor er det smukt. Det skulle I ikke have gjort.” Og hun pakker omhyggeligt sammen igen og lægger til side. ”Men er du ikke glad for dit nye sjal? Det er dejlig varmt.” ”Jo vist er jeg glad for det.” Og hun husker at tage det på når vi besøger hende, så vi kan se, at hun er glad for det.” (s. 25-26)

Endnu engang er forholdet til tiden centralt på alle mulige måder. Fortælleren spejder som sagt tilbage i sin families historie, som således ikke forløber kronologisk, men springer frem og tilbage i tid og rum. Også moderens sygdom, der gør at hun mister fornemmelsen af tid, og f.eks. ind imellem tror, at hendes egne forældre stadig lever, danner en form for lokal cirkulær eller kalejdoskopisk tidsopfattelse, der står i kontrast til den lineære. Og apropos cirkulær: Når man netop har læst ”Guldkuglen” kan man ikke undgå at opfatte afsnittet på side 81 som en reference hertil: ”Hun kan bedre lide at sidde og se ind i kobberkedlen. Den bliver pudset hver uge. Lyset fra vinduet glimter i kobberets runding. I låget er der forvrængede spejlbilleder af fotografierne på væggen. Kobberkedlen er en gammel skibsgryde, meget stor med sorte håndtag og en bund, der kunne sættes ned i skibskomfurets største ildgrube. ”Nu står den til pynt,” siger hun. ”Men du kan tro, der er historier i den. Den har sejlet på langfart”.”

Den rum- og tidslige langfart er altså central i begge romaner, men i ”Ingen genvej til Paradis” som den realistiske ramme for menneskers liv og levned.

Romanen ”Unn fra Stjernestene”, 2003, handler om pigen Unn, der bor i Grønland i det 14. århundrede. Stjernestene er den gård, hun blev født på, men som ganske lille reddet fra, mens hendes forældre blev hugget ned af stimænd.

I bogens første del bor hun på et kloster med sin fostersøster Ingebjørg. De er ikke novicer, men ”på kost” og skal oplæres i bl.a. vævning, læsning og skrivning. Særligt Unn viser talent og interesse for sidstnævnte, som hun oplæres i af klosterets mest intellektuelle nonne, Edmonda.

Eirik, der i sin tid reddede Unn fra at dø endog særdeles ung, er nu karl på gården Krøgnes hvor Ingebjørgs far bor med sin nye kone, og han og Unn har et både søskendeligt og kærligt forhold til hinanden når de ses.

De to piger vender hjem til Krøgnes, og Unn udspørger sin gamle mormor Ingvelde om alle de historier og sagn hun overhovedet kan komme i tanke om. Imens bliver Ingebjørg gift, og Unn rejser tilbage til klostret for at nedskrive de nyerhvervede historier. Hun møder munken Nicolas, der viser sig at være Edmondas bror og følger ham, via en magisk amulet hun har fået af sin grønlandske ven Måne, åndeligt, da han drager på ekspedition for at udforske Grønlands nordligste egne. Da han vender hjem bliver det for både ham og Unn nødvendigt at tage et opgør med kirken og aktivt tage stilling til deres fremtidige liv.

24632091

Romanen er inddelt i fem bøger. De første tre og den sidste har Unn som omdrejningspunkt, mens den fjerde består af Nicolas' optegnelser fra sin ekspedition. Unns bøger er skrevet i tredje person, mens Nicolas selvfølgelig skriver om sin egen færd i første person. Ved romanens begyndelse er Unn og Ingebjørg helt unge piger på 12-13 år og ved slutningen har Ingebjørg både været gift, er blevet enke og ”svær”, så selv om den slags nok gik hurtigere i middelalderen end i vore dage, fornemmer man, at romanen strækker sig over en otteti-års periode, dog uden nogen specifikke angivelser.

Svendsen skriver i et krasbørstigt sprog, som til fulde illustrerer de mange voldsomme begivenheder, der forekommer bogen igennem. Bogens handling og små sidehistorier er spækket med fantasi og tilsammen danner de en stærk middelalderlig cocktail.

Centralt står naturligvis beskrivelsen af Unn, der allerede som ganske ung er en meget selvstændig person, der i et ultra-mandsdomineret samfund i mange henseender formår at være tro mod sig selv og gøre som hun vil, selv om hendes  lyster og ønsker som regel ikke føjer sig ind i tidens kvindebillede. Hendes kontrast er den yndige og dydige Ingebjørg i hvem hun på ingen måde kan spejle sig, da de to stort set ikke reflekterer men snarere kontrasterer hinanden.

Religionen er et vigtigt element i historien, dels som definerende kulisse for mange af bogens hændelser, dels som direkte grundlag for beskrivelsen af allehånde anfægtelser og tvivl hos nonner og præster, hos Unn og sidst men ikke mindst hos den fromme Nicolas, der føler kirkens dogmatik snære om sin forskning i fysik og astronomi.

Bogen beskriver også den tidligste kolonisering af Grønland, og dén er, heller ikke på denne tid, noget kønt syn. Selv om der i historien nok er plads til, at de etniske grønlændere kan isolere sig og være i fred, er det gennemgående, at de kristne tilflyttere generelt ser på dem med en enorm nedladenhed. Hvis bølgerne går højt, er det idealet at de skal kristnes, hvis ikke anser man dem knapt for tænkende væsener og altså ikke engang kandidater til dåben. Som altid er nedladenheden barn af angsten for det ukendte; de kristne frister en hård tilværelse og frygter, at nogen skal tage det lidt, de har. Også på dette punkt er Unn på tværs, hun bliver bl.a. ven med de to grønlændere Sol og Måne og samtaler meget med Måne om sjælen og om religion, samtaler der fylder hende med tvivl og uro. Det er, som nævnt ovenfor, takket være Månes amulet, at hun af og til kan flyve op til Nicolas og følge ham på hans rejse. På den måde bliver den grønlandske (over)tro inddraget som en lomme i Unns religiøse liv.

Hanne Marie Svendsens roman ”Rudimenter af R” fra 2009 handler om den danske sprogforsker Rasmus Rask, ”R”. Han ligger på sit dødsleje i sin himmelseng i København og tænker tilbage på sit liv, godt hjulpet af en dødsengel, der forsøger at hjælpe hans tanker på gled. R tænker tilbage på sin barndom i en lille landsby, sine skrappe, ældre søskende, sin endnu skrappere far og sin elskede mor, der døde mens han endnu var barn. Følelsen af at være et geni, hæmmet af de tungnemme omgivelser, ligger som en tung dyne over hele hans virke, lige fra han som lille dreng, så høfligt som muligt, forsøger at korrigere landsbypræsten, der underviser ham i latin og græsk. At stå med hatten i hånden hos diverse mæcener er også en evig svøbe for ham, der ikke har egen formue, men konstant må retfærdiggøre hver en øre han bruger på sine rejser for at kortlægge sprogenes sammenhænge.

En af disse rejser går mod Tiflis i Georgien, og netop denne rejse vender R i længere stræk tilbage til i tankerne. Han rejser i vogn mod sin destination og møder georgieren Amiran, der er kongesøn og ønsker at lave opstand mod russerne, der har besat landet. De følges ad et stykke, og da R ankommer til Tiflis er han indrulleret i Amirans projekt, som spion. En aktivitet, der egentlig ikke fører til så meget andet end galopperende paranoia hos R, der snart af al magt forsøger at glemme sin georgiske forbindelse. Det er jo trods alt sproget det drejer sig om for ham, og ikke politikken. 

27880193

Romanen er fri fantasi, men tager udgangspunkt i den virkelige, danske sprogforsker Rasmus Rasks (1787-1832) dagbøger, optegnelser og afhandlinger. Han var vældig berømt i udlandet for sin forskning, men er i dag næsten glemt i Danmark, omend man dog kan se hans gravsted på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København.

Bogen er inddelt i seks hovedafsnit, der hver er inddelt i kortere kapitler. Første, tredje og femte afsnit har alle overskriften ”Tiflis” og består af brudstykker af rejsen til Georgien, der foregår i 1819. Andet og fjerde afsnit hedder ”Himmelsengen” og foregår ved dødslejet i København i 1832, mens det afsluttende kortere afsnit hedder ”Tomheden”, og skildrer Rs allersidste stund.

Tiflis-afsnittene er skrevet i et flydende, fængende sprog, og har nærmest karakter af spændingsroman med modstandskamp, spionage og våben som komponenter. Amiran repræsenterer en helt anden slags liv end det støvede forskerliv, og R føler sig kolossalt inspireret af ham.

Himmelsengsafsnittene er anderledes kringlede at læse, og det giver god mening, da R her ligger på sit yderste, og hans systematiske, rationalistiske tilgang til verden må vige for galopperende paranoia og febervildelser. Sprogligt er disse afsnit bl.a. specielle derved, at de personlige pronominer ofte udelades, som på f.eks. italiensk, hvilket på dansk er atypisk, fordi pronominet ikke fremgår af verbets bøjning: ”Ville så gerne have kunnet forene min store plan med en livsplan, et almindeligt menneskeliv med kone og børn og huslig lykke. Det var ikke bestemt for mig. Penge, penge. Måtte hutle mig igennem...”. (s. 51).

Døden er i sagens natur særdeles nærværende. Både konkret ved  dødsenglen og som perspektiv på alle Rs overvejelser over det liv, han har levet. Han er næsten en karikatur af nørden, der altid flygter ind i sin teoretiske verden og undlader at tage fat på den mere fysiske del af livet. Denne ”ulevede” del plager R i døden, hvor han frem for alt tænker tilbage på livets svære og frustrerende stunder. Det lader til, at et kompliceret livsforløb, indadtil såvel som i samværet med andre mennesker, er sværere at afslutte end et enkelt og lykkeligt, og den problematik er både meget menneskelig, genkendelig og på en eller anden måde uretfærdig, da et svært forløb i det mindste kunne fortjene en let slutning.

Hanne Marie Svendsen har, trods sin sene debut, et omfangsrigt forfatterskab, og hun har beskæftiget sig med mange forskellige former, lige fra noveller til børnebøger over romanen. Her har hun begået nogle af sine største læsersucceser, som ”Guldkuglen” og ”Unn fra Stjernestene”, for at nævne blot et par.

Debuten er skrevet i en tidstypisk, realistisk stil, men allerede her dyrker hun, som titlen ”Mathildes Drømmebog” antyder, spændingsfeltet mellem drøm og virkelighed – hvilket man kan tolke som en pil mod den magiske realisme, som senere er blevet en kendetegnende genre i forfatterskabet.

Stilmæssigt karakteriseres hendes tekster ofte af, at forskellige positioner i tid og rum flettes sammen i kontrapunktiske forløb, der giver teksten en næsten mosaik-agtig karakter. Dette greb understreger elegant et af hendes tilbagevendende temaer, tiden. Som i ”Guldkuglen” set ud fra en mere overordnet, spirituel synsvinkel, eller som i ”Rudimenter af R” set ud fra et mere konkret, menneskeligt perspektiv.

Svendsen beskrives jævnligt som en feministisk forfatter. F.eks. ”Mathildes Drømmebog” kan sagtens opfattes som en skildring og kritik af en typisk problematik under kvindefrigørelsen – men det er også en almen beskrivelse af et menneske, køn uagtet, der bliver fanget af en struktur i samfundet, som det ikke er stærkt nok til at bryde igennem, med store konsekvenser for dets livsforløb. Dette element af debuten peger mod et andet gennemgående tema hos Svendsen, nemlig civilisationskritik. Hun er skarp og uden nåde særligt i ”Guldkuglen”, når hun beskriver udviklingen af det moderne samfund, men også i ”Unn fra Stjernestene” hvor koloniseringen er et centralt tema og i ”Rudimenter af R” hvor frihedskæmperen Amiran kritiserer diktaturet i almindelighed og Ruslands okkupering af Georgien i særdeleshed.

Hele sit liv har Hanne Marie Svendsen været en læsehest. Som barn og helt ung uden at tage notits af forfatteren, hvad dog med tiden har ændret sig. Hun slugte hvad hun kunne af de såkaldte ”drengebøger” og gik til gengæld udenom ”pigebøgerne”, mens hun spekulerede over, hvorfor det kun var drengene, der skulle opleve alt det spændende. Noget hun siden har arbejdet aktivt for at ændre med sine egne værker, som er spækkede med virkelige, eventyrlystne kvinder.

Hun er altså inspireret af en bred vifte af litteratur, men som dansk eksponent for den magiske realisme står hendes forfatterskab i særlig forbindelse med den sydamerikanske gren af samme genre. Jorge Luis Borges' forfatterskab, der også beskæftiger sig med tiden, uendeligheden, spejle og labyrinter indeholder tematisk set mange paralleller til Svendsens. Ligesom også Gabriel García Márquez, der yderligere udviklede den magiske realisme, har været en vigtig påvirkning.

Den magiske realisme er i øvrigt en genre i stadig udvikling, som også yngre forfattere tager til sig, lige fra dominikansk-amerikanske Junot Diaz med ”Oscar Wao og hans korte og forunderlige liv” til svenske Mikael Niemi med ”Populærmusik fra Vittula”.