Unn fra Stjernestene

Citat
”Måne bryder ind og forklarer, at han ikke er så meget for at komme i himlen, hvor man kun spiser bær og ravne. Han og Sol håber på engang at komme til underverdenen, hvor der er sol og lave fjelde, og hvor havet altid er åbent. Sebastian bliver rød i hovedet, fægter med spinkle arme og begynder at tale om helvedes ild og den evige straf. Måne ryster på hovedet og siger høfligt, at når man dør, bliver det onde tilbage i kroppen [...] Sebastian mener, at det måske vil hjælpe, når de to får ordentlige kristelige navne. Måne siger, at der også i hans nuværende navn bor en sjæl, som han nødig vil krænke...”.
"Unn fra Stjernestene", s.114.

Romanen ”Unn fra Stjernestene”, 2003, handler om pigen Unn, der bor i Grønland i det 14. århundrede. Stjernestene er den gård, hun blev født på, men som ganske lille reddet fra, mens hendes forældre blev hugget ned af stimænd.

I bogens første del bor hun på et kloster med sin fostersøster Ingebjørg. De er ikke novicer, men ”på kost” og skal oplæres i bl.a. vævning, læsning og skrivning. Særligt Unn viser talent og interesse for sidstnævnte, som hun oplæres i af klosterets mest intellektuelle nonne, Edmonda.

Eirik, der i sin tid reddede Unn fra at dø endog særdeles ung, er nu karl på gården Krøgnes hvor Ingebjørgs far bor med sin nye kone, og han og Unn har et både søskendeligt og kærligt forhold til hinanden når de ses.

De to piger vender hjem til Krøgnes, og Unn udspørger sin gamle mormor Ingvelde om alle de historier og sagn hun overhovedet kan komme i tanke om. Imens bliver Ingebjørg gift, og Unn rejser tilbage til klostret for at nedskrive de nyerhvervede historier. Hun møder munken Nicolas, der viser sig at være Edmondas bror og følger ham, via en magisk amulet hun har fået af sin grønlandske ven Måne, åndeligt, da han drager på ekspedition for at udforske Grønlands nordligste egne. Da han vender hjem bliver det for både ham og Unn nødvendigt at tage et opgør med kirken og aktivt tage stilling til deres fremtidige liv.

24632091

Romanen er inddelt i fem bøger. De første tre og den sidste har Unn som omdrejningspunkt, mens den fjerde består af Nicolas' optegnelser fra sin ekspedition. Unns bøger er skrevet i tredje person, mens Nicolas selvfølgelig skriver om sin egen færd i første person. Ved romanens begyndelse er Unn og Ingebjørg helt unge piger på 12-13 år og ved slutningen har Ingebjørg både været gift, er blevet enke og ”svær”, så selv om den slags nok gik hurtigere i middelalderen end i vore dage, fornemmer man, at romanen strækker sig over en otteti-års periode, dog uden nogen specifikke angivelser.

Svendsen skriver i et krasbørstigt sprog, som til fulde illustrerer de mange voldsomme begivenheder, der forekommer bogen igennem. Bogens handling og små sidehistorier er spækket med fantasi og tilsammen danner de en stærk middelalderlig cocktail.

Centralt står naturligvis beskrivelsen af Unn, der allerede som ganske ung er en meget selvstændig person, der i et ultra-mandsdomineret samfund i mange henseender formår at være tro mod sig selv og gøre som hun vil, selv om hendes  lyster og ønsker som regel ikke føjer sig ind i tidens kvindebillede. Hendes kontrast er den yndige og dydige Ingebjørg i hvem hun på ingen måde kan spejle sig, da de to stort set ikke reflekterer men snarere kontrasterer hinanden.

Religionen er et vigtigt element i historien, dels som definerende kulisse for mange af bogens hændelser, dels som direkte grundlag for beskrivelsen af allehånde anfægtelser og tvivl hos nonner og præster, hos Unn og sidst men ikke mindst hos den fromme Nicolas, der føler kirkens dogmatik snære om sin forskning i fysik og astronomi.

Bogen beskriver også den tidligste kolonisering af Grønland, og dén er, heller ikke på denne tid, noget kønt syn. Selv om der i historien nok er plads til, at de etniske grønlændere kan isolere sig og være i fred, er det gennemgående, at de kristne tilflyttere generelt ser på dem med en enorm nedladenhed. Hvis bølgerne går højt, er det idealet at de skal kristnes, hvis ikke anser man dem knapt for tænkende væsener og altså ikke engang kandidater til dåben. Som altid er nedladenheden barn af angsten for det ukendte; de kristne frister en hård tilværelse og frygter, at nogen skal tage det lidt, de har. Også på dette punkt er Unn på tværs, hun bliver bl.a. ven med de to grønlændere Sol og Måne og samtaler meget med Måne om sjælen og om religion, samtaler der fylder hende med tvivl og uro. Det er, som nævnt ovenfor, takket være Månes amulet, at hun af og til kan flyve op til Nicolas og følge ham på hans rejse. På den måde bliver den grønlandske (over)tro inddraget som en lomme i Unns religiøse liv.