Kazuki Takahashi

journalist Marianne Larsen og stud.mag. Susanne Nørgaard, iBureauet/Dagbladet Information. 2006.
Main image
Takahashi, Kazuki
Foto: Peter Endig

Indledning

Det er nok de færreste voksne vesterlændinge som er klare over, hvem Kazuki Takahashi er. Til gengæld ved de fleste skolebørn, hvad det drejer sig om, hvis talen falder på “Yu-Gi-Oh!”. Kazuki Takahashis mangaserie “Yu-Gi-Oh!” er inden for de sidste ti år solgt i over 23 millioner eksemplarer på verdensplan. Serien om den spilleglade japanske dreng Yugi, hans venner og deres kamp mod onde skurke i et magisk spilunivers har herhjemme været en af de største mangasuccesser hidtil. Fortællingen udspiller sig i et univers, hvor sammenhold mellem venner er det vigtigste her i livet, og hvor ondskab og fjender skal bekæmpes med retfærdighed og mod. Takahashi formår med sit dynamiske billedsprog og sine lange kampscener at fastholde sine unge læsere i spænding til allersidste side i det 38. bind.

25439864

Blå bog

  • Født: 4. oktober 1961 i Tokyo, Japan.
  • Uddannelse: Ukendt
  • Debut: Kort serie i det japanske mangamagasin “Shonen Jump”, 1991.
  • Forlag i Danmark: Carlsen a/s.
  • Seneste udgivelse: Yu-Gi-Oh! Bind 1-38. Udgivet i Japan i ugemagasinet for manga, Shonen Jump og forlaget Shueisha fra 1996-2004, og i Danmark fra Forlaget Carlsen a/s fra 2004-2006.
Artikel type
illustratorer

Baggrund

“Vis så dine små brødre, hvordan man kæmper en ærlig kamp. Som en ægte duellant. Jeg har mine venner! Du har dine brødre! Så husk, når man ikke er alene, er man stærk!” (Yugis gode ven Jonouchi til Esper Roba).

“Yu-Gi-Oh!”, bind 18.

Der findes ikke mange tilgængelige oplysninger om Kazuki Takahashi, selvom hans serie “Yu-Gi-Oh!” er en af de mest solgte mangaer overhovedet. I løbet af sin karriere har han kun givet to interviews, hvori han udtaler sig om sin serie og sit arbejde og kun ganske lidt om sig selv, sin opvækst og uddannelse.

Kazuki Takahashi blev født den 4. oktober 1961 i Tokyo, Japan. Han var allerede som barn meget glad for at tegne, og selvom hans egentlige drøm var at blive spildesigner, forsøgte han sig som teenager med at tegne manga. Hans første historie var en komedie om et gymnasium, og den blev bragt i det japanske ugemagasin for manga “Shonen Jump”. Den blev dog ifølge ham selv et kæmpe flop.

Takahashis egentlige gennembrud kom med serien “Yu-Gi-Oh”, som udkom første gang i “Shonen Jump” i 1996. Den har siden gået sin sejrsgang verden over og består af i alt 38 bind. Historien i “Yu-Gi-Oh” sætter temaer som venskab, konkurrence og mod på dagsordenen, og den har vundet stor popularitet blandt børn og unge med sine dynamiske billeder og lange kampscener proppet med lydord som “badamn”, “wow” og “ta-daa”.

I dag har Takahashi en arbejdsuge, hvor han tirsdag og onsdag skriver sine historier, og torsdag til søndag tegner han. Det efterlader en enkelt ugentlig fridag hver mandag fra det lille bykontor i Tokyo, hvor Takahashi sidder sammen med fem unge medarbejdere. “Yu-Gi-Oh!”-serien er i princippet færdig, men fortsætter som “Yu-Gi-Oh!R” med 19 ugentlige sider i “Shonen Jump”. Det er endnu uvist, hvornår fortsættelsen af serien kommer til Danmark.

Kort om mangagenren

Kazuki Takahashis tegneserier tilhører den japanske tegneserieform, manga. De fleste kender mangaen for dens figurer med kæmpestore øjne, strittende frisurer og vigende hager, som optræder på de mange actionprægede sort/hvide billeder, der hviner af fartstriber og lydord. Med sit stærkt visuelle udtryk ryster manga leg, alvor og spænding sammen i en kæmpe eksplosion, og figurer og historier udvikler sig over mange sider og lang tid – nogle gange over flere generationer.

I Japan læser man fra højre mod venstre, og da det er meget omkostningskrævende at ombryde layoutet til den vestlige læsemåde, vælger de fleste forlag at bibeholde den japanske læseretning. Slår du op på den sidste side i den danske oversættelse af “Yu-Gi-Oh!” (hvis du troede det var den første), får du en advarsel: “Stop! Det her er ikke den første side. Yu-Gi-Oh! er en japansk tegneserie, og da japanerne læser deres bøger bagfra og fra højre mod venstre, må du nok også hellere klappe bogen i, vende den om og begynde fra den anden ende!” Man starter altså ’bagfra’, og læser tegningerne fra øverste højre hjørne til nederste venstre.

Manga er en genre, der bruges til alt fra virksomhedsmanualer til romantiske spændingsserier, gribende krigserindringer og historier om arkæologi eller porno. I Japan bliver langt de fleste serier først udgivet kapitelvis i et mangamagasin og efterfølgende samlet i lommebøger, som vi kender det herhjemme. Lommebøgerne er i sort/hvid og ofte så tykke som telefonbøger – og så er de billige. De mest succesfulde får et længerevarende efterliv i hardcoverudgaver. Læs mere i Faktalinket om Manga

Den japanske tegneserieindustri er i dag verdens største. Den årlige omsætning kan tælles i milliarder, hvilket især skyldes, at manga i Japan læses af alle aldersgrupper. Herhjemme har manga de seneste fem-seks år også vundet store markedsandele og en stor fanskare blandt både drenge og piger. Den udgives stadig primært til børn og unge af forlag som Carlsen, Mangismo og Egmont, og gode bud er den actionfyldte serie “Dragon Ball” eller “Ranma 1/2”, hvor hovedpersonen skifter køn, når han/hun kommer i kontakt med varmt vand. De sidste par års helt store succes var dog netop Kazuki Takahashis “Yu-Gi-Oh!”, som med sin magiske spilverden, kombineret med hverdagshistorier fra en japansk skolegård, har fået kultstatus blandt mangafans.

Shonenmanga til drenge

Serien “Yu-Gi-Oh!” kaldes “shonenmanga”. Shonen er japansk for “dreng”, og shonen-manga retter sig med sit hårdtslående udtryk primært mod drenge i skolealderen og er som oftest præget af spænding og smag for bare ben og bryster. “Yu-Gi-Oh!” er ingen undtagelse – den er fyldt med action, lange kampscener og sporadiske glimt af Yugis skolekammerat Anzu i korte nederdele.

Erotikken i shonenmanga er ofte meget eksplicit, som eksempelvis når en baby og en maskine begynder at gramse på Anzus bryster, eller Yugis bedstefar åbenlyst kommenterer dem. Anzus korte nederdele og stramme bluser gør hende dog ikke (altid) kun til en stereotyp fremstilling af kvinden som et objekt. I “Yu-Gi-Oh!” er hun modig og handlekraftig trods sit pigede udseende, og med Japans lidt faste kønsroller in mente, kan man argumentere for, at pigerne i manga er nået så langt, at de kan være både hårde og se søde ud på én gang.

De mange kampscener, som strækker sig over flere hundrede sider, er den egentlige nerve i “Yu-Gi-Oh!”. Det er her, karaktererne viser deres sande styrke i håndteringen af de mange skurke, og det er i duellerne, i kampen mod ondskaben, at venskaberne udvikler sig. Læseren bliver mødt af søde troldmænd og babydrager, men også af hidsige monstre, som eksempelvis en kæmpe hval, hvis lange spidse horn stikker ud over billedrammerne. Figurerne er meget livagtige, og de understreger kampenes intensitet samtidig med, at de giver serien en visuel voldsomhed, som dog er af forholdsvis uvoldelig karakter. Der er som regel ingen brækkede lemmer eller blodsudgydelser. Figurerne bliver påført “skæbnens straf”, når de er overvundet af Yugi og hans venner, og man ser dem forsvinde ind i sindssyge eller hallucinationer. På den måde er “Yu-Gi-Oh!” mindre voldelig end så meget andet shonenmanga.

Tegnestilen i “Yu-Gi-Oh!”

Tegnestilen i “Yu-Gi-Oh!” kan ikke betegnes som særlig detaljeret. Det centrale for Takahashi er at fortælle en historie udelukkende via sine tegninger, og de er derfor ofte meget enkle og til tider direkte sjuskede. Der bruges til gengæld rigtig mange tegninger til at beskrive et forløb, og den eneste tekst består af dialogen i taleboblerne. Der er ingen forklarende eller indledende tekster i små bokse, som man kender det fra amerikanske og europæiske tegneserier.

25439864

Takahashis tegninger udvikler sig i løbet af serien. Men selvom man kan se, at han lærer sine figurer bedre at kende og bliver mere og mere sikker på dem, kan tegnestilen stadig virke formaliseret og ret kedelig. Serien har dog masser af andre ting at byde på. Eksempelvis de mange sjove lydord, som følger figurerne og hændelserne. De giver en flot dramatik til de lidt enkle tegninger og fungerer nærmest som en slags fortællingens lydspor til læseren. Fortælleteknisk er “Yu-Gi-Oh!” også langt mere varieret end de fleste amerikanske og europæiske album. Billedsiden er meget dynamisk med skiftende synsvinkler, og billedrammerne er sjældent ens, men har ofte forskellig form og størrelse. Forløbene beskrives endvidere uden de store tidsmæssige spring mellem rammerne, og denne fortælleteknik kan forklare seriens – for en vestlig læser – astronomiske længde.

Når figurerne i “Yu-Gi-Oh!” bliver forlegne, overraskede eller glade opstår der et brud. Tegnestilen skifter brat, og figuren tegnes i en overdreven og næsten naiv streg med åben mund og spiraløjne. Følelserne og udbruddene er ofte tegnet så voldsomt frem, at det kan synes helt forvirrende eller alt for brat for en vestlig læser, men de kan også fungere som en komisk pause fra den til tider lidt højtidelige fremstilling af kampgejsten: “Badamn” lyder det, og Yugi eller Jonouchi træder frem på scenen, set nedefra med en kampberedt mine og foldede arme. Sceneriet gentages mange gange i løbet af et hæfte, og det kan derfor virke helt befriende at se Yugi rødme, når han har sagt noget dumt, eller Honda græde ud hos vennerne, når en af pigerne fra klassen har afvist ham. Sammen med lydordene, de skiftende synsvinkler og de mange og varierende billedrammer, giver følelserne og udbruddene figurerne liv.

Et magisk spilunivers

“Milleniumpuslespillet overgår menneskets forstand! Også din! Og hvad gemmer der sig ikke i det puslespil? Nogle engelske arkæologer fandt det for godt hundrede år siden i en faraos gravkammer, men de døde alle under mystiske omstændigheder!”
Yugis morfar til Yugi og Anzu “Yu-Gi-Oh!”, bind 1, side 19.

Hovedpersonen i “Yu-Gi-Oh!” er den stille og generte dreng Yugi, som elsker at spille. Han bliver mobbet af sine klassekammerater, fordi han er så lille, og fordi han altid sidder og spiller i stedet for at se på piger eller spille basket, som de andre drenge. Det er kun Yugis barndomsven, pigen Anzu, som holder hånden over ham.

Yugi er især optaget af noget, som hedder Milleniumpuslespillet, som han har fået af sin bedstefar for otte år siden, men som det endnu ikke er lykkedes ham at samle. Spillet er fra en fjernegyptisk fortid og har ligget skjult i flere tusind år, indtil nogle engelske arkæologer fandt det for hundrede år siden. Bedstefaderen, som ejer spilbutikken Kame, har advaret Yugi om puslespillet, fordi arkæologerne, som fandt det, senere døde under meget mystiske omstændigheder.

25439899

En dag, hvor alt andet ellers ser ud til at gå galt, lykkes det Yugi at samle puslespillet. Puslespillet bliver til en trekant, som Yugi hænger om halsen i en kæde. Samtidig går døren til mørket op, og Yugi bliver beriget med “mørkets kraft”, som får hans andet jeg, Yami, til at træde frem. Ved hjælp af puslespillet bliver Yugi nu i stand til at spille (og vinde) alle spil. Han bliver retfærdighedens vogter, som dømmer de onde ved hjælp af “mørkets spil”.

Kongen over alle spil

Milleniumpuslespillet har altså gjort Yugi til kongen over alle spil, og undervejs i serien bliver han og hans venner, Jonouchi, Honda og Anzu, involveret i diverse spil og farlige turneringer, hvor de kæmper mod onde fjender og skurke og bliver bedre og bedre til at spille. I hvert kapitel bliver vi introduceret til et nyt spil, som Yugi udfordrer sin fjende i. Det kan enten være kortspil, brætspil, terningespil eller noget helt fjerde. Spillet er som regel strategisk, og Yugi vinder som sit alterego, Yami, over skurkene. Nogle gange lettere end andre. Skurken modtager så en “skæbnens straf”, som Yami-Yugi tildeler – det kan være mental forstyrrelse, hukommelsestab eller andre ubehageligheder. Nogle gange er det også Yugi, som bliver udfordret til et spil, som i bind 3, hvor egypteren Shadi lader Yugi gå gennem tre prøvelser for at teste, hvor stærkt hans hjerte er. Hvis Yugi fejler, vil Shadi lade Anzu styrte sig i døden fra et højhus.

I kampen mod ondskaben møder Yugi og hans venner mange forskellige skurke, hvoraf nogle går igen. Den ondeste af dem alle er Malik, som ejer en af de såkaldte “millenium-artefakter”, der gør ham i stand til at tvinge andre til at gøre ting mod deres vilje. Milleniumpuslespillet, som Yugi har, er en del af disse milleniumartefakter fra det gamle Egypten. Andre artefakter tilhører Pegasus, Shadi og Yugis skolekammerat Bakura. Artefakterne har tidligere tilhørt faraoen, og når de alle er samlet vil hans sjæl genopstå. Alle de involverede i “Yu-Gi-Oh!” kæmper om disse artefakter og de såkaldte “guddommelige kort”, som er tre meget sjældne kort. Den, som kan samle alle tre kort, bliver “duellanternes konge”, hvilket alle selvfølgelig drømmer om.

Hverdag, fiktion og udvikling

Den største del af “Yu-Gi-Oh!” foregår i et magisk spilunivers. Det magiske er dog integreret i et almindeligt hverdagsliv i Japan, hvor vi hører historier fra Yugi og hans venners familieliv, skolegang og første erfaringer med kærlighed og forelskelse. Det er et udmærket blik ind i japansk skole- og ungdomsliv, og mange af de nye “diller”, som florerer blandt Japans børn og unge, bliver taget op og flettet ind i plottet – eksempelvis digitale kæledyr eller små plasticmonstre i kapsler, som man kan trække i en automat og spille med sine venner. Hverdagslivet bliver først afbrudt, når Yugi udfordres, og herfra kører det som på skinner: Yami træder frem, der spilles, og modstanderen overvindes.

Hvor man i mange andre mangaserier ser en udvikling over tid – figurerne bliver ældre, eller historierne udvikler sig over flere generationer – ser man i “Yu-Gi-Oh!” hverken Yugi eller nogle af de andre blive ældre. Til gengæld sker der en udvikling af selve plottet og figurerne. I løbet af serien bliver spillene mere indviklede og sværere at vinde, hvilket gør venskabet mellem Yugi og hans venner stærkere og deres evner til at spille større. Stemningen i serien bliver undervejs også mere dyster og alvorlig, efterhånden som det endelige opgør i den såkaldte “Battle City” nærmer sig. Til sidst er der ikke meget overladt til små fortællinger og scener fra hverdagen. Vennerne må bruge al deres energi på at holde sammen og være stærke mod fjenderne.

Det gode og det onde

“Mit ønske til puslespillet var at få en ven. En rigtig ven, som altid stoler på én! Og som man altid kan stole på!” (Yugi til skurken Ushio).
Kazuki Takahashi: “Yu-Gi-Oh!”, bind 1, side 27.

Trolderiet og magien i “Yu-Gi-Oh!” er funderet i en solid morale, idet kampen mellem det gode og det onde altid ender med, at skurkene straffes og venskabet styrkes. Men trods moralen er fremstillingen af det gode og det onde langt fra unuanceret. Ondskaben bliver for det første altid forklaret – dog ofte lidt forudsigeligt – med et blik tilbage i skurkens liv. Eksempelvis hører læseren om skurken Seto Kaibas traumatiske barndom og om Maliks dræbte familie.

Lidt mere kompliceret er Yugi-Yamis dobbeltgængernatur, som er billedliggjort i hans hår, hvor den forreste del er bølgende og korngul, mens den bagerste står lodret op i sorte og røde flammer. Yugi kan forstås som et billede på, hvordan mennesket må rumme både det gode og det onde i sig. Yami, der fungerer som en straffende retfærdighedens vogter, er nemlig udsprunget af mørkets kræfter. Endvidere illustreres springet mellem fiktion og virkelighed, når hverdagens stille og generte Yugi bliver den stærke Yami, der er fuld af selvtillid og overnaturlige kræfter. Takahashi mener også selv, at Yugis forvandling tiltaler børn. I et interview forklarer han: “Jeg tror, at alle børn drømmer om henshin (det japanske ord for forvandling), evnen til at blive noget andet eller en anden. Yugis forvandling til en kløgtig, uovervindelig spiller appellerer meget til børn.” (Lisa Takeuchi Cullen: “I’ve always been obsessed with games”. Interview i det amerikanske blad Time, 2001-06-04). Springet mellem en almindelig hverdag og en fantastisk verden giver læseren mulighed for at rejse med Yugi ind i eventyret og stadig kunne forholde sig til ham (og identificere sig med ham) som en helt normal dreng.

Venskabets kraft

“Jeg tror, jeg har forstået Milleniumpuslespillets kraft. Venner der stoler på hinanden, kan klare hvad som helst! Og selvom de er svage hver for sig, så er de stærke, når de står sammen! Akkurat som brikkerne i et puslespil! Milleniumpuslespillets kraft er venskabets kraft!” (Yugi til fjenden Shadi).
Kazuki Takahashi: “Yu-Gi-Oh!”, bind 3, side 111.

De fleste mangaserier har et særligt budskab, som de søger at formidle ud til deres læsere. I “Yu-Gi-Oh” bliver sammenholdet mellem Yugi og hans venner ofte sat på prøve, men konflikterne løses ved at huske på, at det vigtigste her i livet er at være venner. Takahashi fortæller til bladet Time: “Hvis du kombinerer ’yu’ i Yugi og ’jo’ i Jonouchi får du ordet yujo. På engelsk vil man oversætte yujo til venskab, men det er faktisk mere kraftigt end det. Hvis børn får en stærk fornemmelse af venskab mellem personerne i historien, vil jeg være glad.” (Lisa Takeuchi Cullen: “I’ve always been obsessed with games”. Interview i det amerikanske blad Time, 2001-06-04).

Venskab er seriens grundtema. Men der er ikke tale om på forhånd etablerede og statiske venskaber – snarere kredser serien om udviklingen af venskaber i krydsfeltet mellem troskab, mod og selverkendelse. Dette formuleres især af Yugi: “Når man kan lide andre, så lærer man at holde af sig selv”, “Man bliver stærk af at prøve at tabe” (bind 18) og “Selv den svageste kan blive stærk, hvis han tager ét skridt ad gangen” (bind 5).

Yugi og vennerne, og især Yugi og Jonouchi, vinder netop, fordi de holder sammen, og “Yu-Gi-Oh!” er derfor et langt dementi af fjenden Seto Kaibas udsagn om, at: “Venskab er en illusion, enhver er sig selv nærmest”, eller egypteren Shadis om, at: “Man opnår kun den sande styrke ved kun at stole på sig selv”. I “Yu-Gi-Oh!” klarer man sig bedst sammen med andre, og man er først rigtig stærk, når man er parat til at tabe.

Kritik af “Yu-Gi-Oh!”

Meget kritik af mangagenren retter sig imod, at historierne står i stampe, er ukomplekse eller har en for enkel og uniform tegnestil. Anmelderen Thomas S. argumenterer eksempelvis imod, at shonenmanga er en hæsblæsende omgang fyldt med action og fartstriber: “Fartstriber er der nok, men de er der ofte for at dække over manglen på reel udvikling i plottet. Shonen-serier som Yu-Gi-Oh! kan have de samme fjender stående over for hinanden i det samme setup i 10 episoder eller måske 200 sider i træk. På den plads ville de fleste amerikanske eller europæiske serieskabere have nået at afvikle en 4-5 historier komplet med intriger, spændingskurver og personudvikling – japanerne lader bare to fjender stå og prøve kræfter af.” (Thomas S.: “Yu-Gi-Oh!: Bind 22 og 23”. Anmeldelse på hjemmesiden seriejournalen.dk).

Omvendt kan man, som mangaredaktøren Johnnie McCoy fra forlaget Carlsen, argumentere for, at mangaen på grund af sit store omfang og omfattende persongalleri har mulighed for at udvikle sig i mange detaljer og i mange retninger. Ifølge ham er markedet for denne nye “graphic novel”-stil eksploderet inden for de sidste ti år. På grund af udviklingsperspektivet og længden minder manga om en lang roman fortalt gennem tegninger, en “graphic novel”, og det kan måske være med til at forklare dens status som altdominerende aktør på børnetegneseriemarkedet.

Sammenligner man “Yu-Gi-Oh!” og andre mangaer på det danske marked med fransk/belgiske tegneserier som “Tintin”, “Asterix” og “Lucky Luke”, udvikler personerne i manga sig undervejs, hvorimod klassiske figurer som Asterix eller Tintin er forholdsvis statiske. I en serie som “Dragon Ball” udvikler personerne sig gennem flere generationer, gifter sig, får børn, bliver gamle og dør. I “Yu-Gi-Oh!” er der mere tale om en udvikling af karaktererne. Yugi forvandles mere og mere til Yami, Jonouchi bliver bedre og bedre til at spille, fordi han lærer at erkende sine svagheder, og Yugi forsøger gennem hele serien at ændre ærkerivalen Seito Kaiba i en mere venlig retning.

Den kommercielle succes

Meget kritik af mangagenren retter sig imod, at historierne står i stampe, er ukomplekse eller har en for enkel og uniform tegnestil. Anmelderen Thomas S. argumenterer eksempelvis imod, at shonenmanga er en hæsblæsende omgang fyldt med action og fartstriber: “Fartstriber er der nok, men de er der ofte for at dække over manglen på reel udvikling i plottet. Shonen-serier som Yu-Gi-Oh! kan have de samme fjender stående over for hinanden i det samme setup i 10 episoder eller måske 200 sider i træk. På den plads ville de fleste amerikanske eller europæiske serieskabere have nået at afvikle en 4-5 historier komplet med intriger, spændingskurver og personudvikling – japanerne lader bare to fjender stå og prøve kræfter af.” (Thomas S.: “Yu-Gi-Oh!: Bind 22 og 23”. Anmeldelse på hjemmesiden seriejournalen.dk).

Omvendt kan man, som mangaredaktøren Johnnie McCoy fra forlaget Carlsen, argumentere for, at mangaen på grund af sit store omfang og omfattende persongalleri har mulighed for at udvikle sig i mange detaljer og i mange retninger. Ifølge ham er markedet for denne nye “graphic novel”-stil eksploderet inden for de sidste ti år. På grund af udviklingsperspektivet og længden minder manga om en lang roman fortalt gennem tegninger, en “graphic novel”, og det kan måske være med til at forklare dens status som altdominerende aktør på børnetegneseriemarkedet.

Sammenligner man “Yu-Gi-Oh!” og andre mangaer på det danske marked med fransk/belgiske tegneserier som “Tintin”, “Asterix” og “Lucky Luke”, udvikler personerne i manga sig undervejs, hvorimod klassiske figurer som Asterix eller Tintin er forholdsvis statiske. I en serie som “Dragon Ball” udvikler personerne sig gennem flere generationer, gifter sig, får børn, bliver gamle og dør. I “Yu-Gi-Oh!” er der mere tale om en udvikling af karaktererne. Yugi forvandles mere og mere til Yami, Jonouchi bliver bedre og bedre til at spille, fordi han lærer at erkende sine svagheder, og Yugi forsøger gennem hele serien at ændre ærkerivalen Seito Kaiba i en mere venlig retning.

Bibliografi

Serien om Yu-Gi-Oh!

Takahashi, Kazuki:
Yu-Gi-Oh! Bind 1-38. Udgivet i Japan i ugemagasinet for manga, Shonen Jump og forlaget Shueisha fra 1996-2004, og i Danmark fra Forlaget Carlsen a/s fra 2004-2006.
Takahashi, Kazuki:
Yu-Gi-Oh!R. Er udkommet i Japan siden 2005. Endnu ikke kommet til Danmark.

Om Kazuki Takahashi

Yu-Gi-Oh! kortenes hjemmeside Fanside med informationer om spillekortene, som hører til “Yu-Gi-Oh!”. Her er også et in-terview med Kazuki Takahashi. http://www.yugioh-cards.net/Merchant2/history
På det amerikanske blad og netmagasin findes interview med Kazuki Takahashi samt en kort baggrundsartikel om “Yu-Gi-Oh!”. www.time.com
Janime Fanside med alt om “Yu-Gi-Oh!” – om serien, spil, film og meget mere. Der er desuden fotos af og oplysninger om Kazuki Takahashi. http://www.janime.info/authoreng.html

Links

Links

Den officielle hjemmeside for “Yu-Gi-Oh!”.
En omfattende hjemmeside, som præsenterer både oversatte og ikke-oversatte manga. De har en introduktion til Yu-Gi-Oh!
Forlaget står bag bl.a. “Yu-Gi-Oh!” og “Dragon Ball”. I nyhedssektionen kan man finde op-lysninger om forlagets manga-udgivelser.
Et nystartet forlag der har specialiseret sig i manga og manwha (koreansk manga).
Årlig festival for manga og anime i København.
På Troldspejlets hjemmeside er der anmeldelser af tegneserier, tegnefilm og spil, herun-der manga. Der er også et mangategnekursus (se under Jan Kjær).
Seriejournalen skriver om tegneserier generelt. Jan Kjær anmelder manga.
Artikel om Kazuki Takahashi.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Kazuki Takahashi