Baggrund

Citat
“Vis så dine små brødre, hvordan man kæmper en ærlig kamp. Som en ægte duellant. Jeg har mine venner! Du har dine brødre! Så husk, når man ikke er alene, er man stærk!” (Yugis gode ven Jonouchi til Esper Roba).

“Yu-Gi-Oh!”, bind 18.

Der findes ikke mange tilgængelige oplysninger om Kazuki Takahashi, selvom hans serie “Yu-Gi-Oh!” er en af de mest solgte mangaer overhovedet. I løbet af sin karriere har han kun givet to interviews, hvori han udtaler sig om sin serie og sit arbejde og kun ganske lidt om sig selv, sin opvækst og uddannelse.

Kazuki Takahashi blev født den 4. oktober 1961 i Tokyo, Japan. Han var allerede som barn meget glad for at tegne, og selvom hans egentlige drøm var at blive spildesigner, forsøgte han sig som teenager med at tegne manga. Hans første historie var en komedie om et gymnasium, og den blev bragt i det japanske ugemagasin for manga “Shonen Jump”. Den blev dog ifølge ham selv et kæmpe flop.

Takahashis egentlige gennembrud kom med serien “Yu-Gi-Oh”, som udkom første gang i “Shonen Jump” i 1996. Den har siden gået sin sejrsgang verden over og består af i alt 38 bind. Historien i “Yu-Gi-Oh” sætter temaer som venskab, konkurrence og mod på dagsordenen, og den har vundet stor popularitet blandt børn og unge med sine dynamiske billeder og lange kampscener proppet med lydord som “badamn”, “wow” og “ta-daa”.

I dag har Takahashi en arbejdsuge, hvor han tirsdag og onsdag skriver sine historier, og torsdag til søndag tegner han. Det efterlader en enkelt ugentlig fridag hver mandag fra det lille bykontor i Tokyo, hvor Takahashi sidder sammen med fem unge medarbejdere. “Yu-Gi-Oh!”-serien er i princippet færdig, men fortsætter som “Yu-Gi-Oh!R” med 19 ugentlige sider i “Shonen Jump”. Det er endnu uvist, hvornår fortsættelsen af serien kommer til Danmark.