Tegnestilen i “Yu-Gi-Oh!”

Tegnestilen i “Yu-Gi-Oh!” kan ikke betegnes som særlig detaljeret. Det centrale for Takahashi er at fortælle en historie udelukkende via sine tegninger, og de er derfor ofte meget enkle og til tider direkte sjuskede. Der bruges til gengæld rigtig mange tegninger til at beskrive et forløb, og den eneste tekst består af dialogen i taleboblerne. Der er ingen forklarende eller indledende tekster i små bokse, som man kender det fra amerikanske og europæiske tegneserier.

25439864

Takahashis tegninger udvikler sig i løbet af serien. Men selvom man kan se, at han lærer sine figurer bedre at kende og bliver mere og mere sikker på dem, kan tegnestilen stadig virke formaliseret og ret kedelig. Serien har dog masser af andre ting at byde på. Eksempelvis de mange sjove lydord, som følger figurerne og hændelserne. De giver en flot dramatik til de lidt enkle tegninger og fungerer nærmest som en slags fortællingens lydspor til læseren. Fortælleteknisk er “Yu-Gi-Oh!” også langt mere varieret end de fleste amerikanske og europæiske album. Billedsiden er meget dynamisk med skiftende synsvinkler, og billedrammerne er sjældent ens, men har ofte forskellig form og størrelse. Forløbene beskrives endvidere uden de store tidsmæssige spring mellem rammerne, og denne fortælleteknik kan forklare seriens – for en vestlig læser – astronomiske længde.

Når figurerne i “Yu-Gi-Oh!” bliver forlegne, overraskede eller glade opstår der et brud. Tegnestilen skifter brat, og figuren tegnes i en overdreven og næsten naiv streg med åben mund og spiraløjne. Følelserne og udbruddene er ofte tegnet så voldsomt frem, at det kan synes helt forvirrende eller alt for brat for en vestlig læser, men de kan også fungere som en komisk pause fra den til tider lidt højtidelige fremstilling af kampgejsten: “Badamn” lyder det, og Yugi eller Jonouchi træder frem på scenen, set nedefra med en kampberedt mine og foldede arme. Sceneriet gentages mange gange i løbet af et hæfte, og det kan derfor virke helt befriende at se Yugi rødme, når han har sagt noget dumt, eller Honda græde ud hos vennerne, når en af pigerne fra klassen har afvist ham. Sammen med lydordene, de skiftende synsvinkler og de mange og varierende billedrammer, giver følelserne og udbruddene figurerne liv.