Det gode og det onde

Citat
“Mit ønske til puslespillet var at få en ven. En rigtig ven, som altid stoler på én! Og som man altid kan stole på!” (Yugi til skurken Ushio).
Kazuki Takahashi: “Yu-Gi-Oh!”, bind 1, side 27.

Trolderiet og magien i “Yu-Gi-Oh!” er funderet i en solid morale, idet kampen mellem det gode og det onde altid ender med, at skurkene straffes og venskabet styrkes. Men trods moralen er fremstillingen af det gode og det onde langt fra unuanceret. Ondskaben bliver for det første altid forklaret – dog ofte lidt forudsigeligt – med et blik tilbage i skurkens liv. Eksempelvis hører læseren om skurken Seto Kaibas traumatiske barndom og om Maliks dræbte familie.

Lidt mere kompliceret er Yugi-Yamis dobbeltgængernatur, som er billedliggjort i hans hår, hvor den forreste del er bølgende og korngul, mens den bagerste står lodret op i sorte og røde flammer. Yugi kan forstås som et billede på, hvordan mennesket må rumme både det gode og det onde i sig. Yami, der fungerer som en straffende retfærdighedens vogter, er nemlig udsprunget af mørkets kræfter. Endvidere illustreres springet mellem fiktion og virkelighed, når hverdagens stille og generte Yugi bliver den stærke Yami, der er fuld af selvtillid og overnaturlige kræfter. Takahashi mener også selv, at Yugis forvandling tiltaler børn. I et interview forklarer han: “Jeg tror, at alle børn drømmer om henshin (det japanske ord for forvandling), evnen til at blive noget andet eller en anden. Yugis forvandling til en kløgtig, uovervindelig spiller appellerer meget til børn.” (Lisa Takeuchi Cullen: “I’ve always been obsessed with games”. Interview i det amerikanske blad Time, 2001-06-04). Springet mellem en almindelig hverdag og en fantastisk verden giver læseren mulighed for at rejse med Yugi ind i eventyret og stadig kunne forholde sig til ham (og identificere sig med ham) som en helt normal dreng.