Så melder Rolandas sig ind i en faldskærmsklub

Citat
”Jeg elsker store vandpytter, siger Camilla og hviner når bølgerne skyller ind over frontruden. De ser mindst 50 viber flyve rundt over strandengene. Gad vide hvor længe motoren i en Peugeot 205 kan køre i vand til knæene? tænker Rolandas. En halv time, viser det sig en halv time senere, men på mirakuløs vis går de i stå lige i nærheden af en healer som Camilla kender. Han hedder Jens.”
”Så melder Rolandas sig ind i en faldskærmsklub”, s. 56.

Thøger Jensen afprøver i sin første roman selve genren ved at give ”Så melder Rolandas sig ind i en faldskærmsklub” fra 2000 genrebetegnelsen ’roman i stykker’. Det kan både forstås som en roman, der er gået i stykker og som en roman, der består af små stykker. Begge dele opfyldes af den kun 97 sider lange roman med den meget mundrette titel. Hvad titlen har i længde, har romanen i korthed. Hvert stykke fylder højst godt en side, og romanens bestanddele må betegnes som fragmenter. I små bidder fortælles om den knap 40-årige Rolandas, der skal passe hus for nogle venners venner, mens de er i udlandet. På et tidspunkt flytter kvinden Camilla og hendes datter ind i et gult havehus nede mellem æbletræerne i baghaven, og næsten ufortalt indleder – og afslutter – de to voksne et kærlighedsforhold. Stumperne beretter skiftevis om Rolandas hjemme i huset, på besøg hos sin gamle ven Einar på havnen i Svendborg og hos naboen Niels. I drømme og erindringssekvenser oprulles lidt af Rolandas’ fortid. Indimellem sine møder med andre mennesker nyder Rolandas at studere havens fugle og markernes heste og er tydeligvis et meget sanseligt menneske.

Nederst på hver side står et ord på engelsk i en lille tekstboks. Til en begyndelse virker det som en art overskrift eller forklaring på det enkelte stykke, men på side 29 fremgår det, at Camilla har en stak englekort, hvoraf man kan trække ét, ”og så måske være så heldig at få en relevant kommentar”. Så når der nederst på denne side står Patience, er det englekortets kommentar til det, der ikke helt er afklaret i ens liv. Hvert tekststykke har sit eget kort, og de tilfører teksten en ekstra dimension eller analyse.

Med meget få ord og enkle virkemidler er ”Så melder Rolandas sig ind i en faldskærmsklub” en sammenfoldet lille roman om en mand, der hviler i sin tilværelse, men som er åben for de muligheder, der ligger foran ham. Læseren må selv spæde til med mellemregninger for at få historien lirket op, og i det hele taget antydes der mere end der forklares. Thøger Jensen skriver humoristisk og med øje for de små ting i hverdagen, der udgør et liv og tegner konturerne af et menneske.