Thøger Jensens bøger ligner hinanden i form og indhold. Både novellesamlinger og romaner består af ultrakorte tekster, der enten fungerer som dele i en fortløbende fortælling eller som bittesmå fragmenter af forskellige historier. Ofte foregår hans bøger i øde områder befolket af mere eller mindre egensindige mennesker. Det er ved Limfjorden, på Hebriderne, små landsbyer i Sydfrankrig og lignende steder, at de underspillede dramaer udspiller sig. Eller rettere: næsten ikke udspiller sig, for Jensens stil er karakteriseret ved det afdæmpede og det skjulte. Han fortæller mestendels, hvad man kan se, og så er det op til læseren at udrede, hvad der ligger bag handlingerne. Vi har at gøre med en fortættet fortællestil, en imploderet, koncentreret og humoristisk stil, der tvinger læseren til aktivt at læse med. Selv siger Jensen om at skrive kort: ”Det er min erfaring, at det fungerer bedst for mig med den korte form. Jeg har gået på Poul Borums forfatterskole, og noget af det, man fandt ud af der, var, hvad man var god til, og hvad man måske skulle holde sig fra.” (Claus Grymer: Omhyggelig med ikke at skrive for store bøger. Kristeligt dagblad, 2004-11-27)
Som nævnt i de forskellige værkgennemgange er naturen ofte omdrejningspunkt for såvel karaktererne som fortællingernes plot. Sansninger af fugle, blomster, haver, bjerge, tåge og hav er det stof, værkerne er gjort af. Den detaljefokusering, der ligger i disse sansninger, går igen i portrætterne af karaktererne, som netop er vidende og præcise i deres sans for den detalje, der viser helheden. De mellemmenneskelige relationer er ofte præget af dårlig eller manglende kommunikation, og mange af karaktererne er ensomme og nærmest forliste. På mange måder optræder tekstfragmenterne som snapshots, værkerne som billedalbums, der efterlader masser af plads til fortolkning. Det er en meget visuel litteratur, Jensen skriver.
Thøger Jensen overlader det tillidsfuldt til læseren selv at folde papiret ud. Tilsyneladende tager det også tid for ham selv at få fortællingerne til at falde på plads: ”Nogle forfattere starter på side et og skriver sig så igennem bogen derfra. Det gør jeg ikke. Jeg arbejder med fragmenter, korte tekster, ensides-kapitler. Det er som et puslespil. Efterhånden bliver en rækkefølge eller handling selvfølgelig mere og mere åbenbar. Men det sker ret sent.” (Claus Grymer: Omhyggelig med ikke at skrive for store bøger. Kristeligt dagblad, 2004-11-27)