Kirsten Thorups roman ”Himmel og helvede” (1982) er del af en serie af bøger, der også består af ”Lille Jonna” (1977), ”Den lange sommer” (1979) og ”Den yderste grænse” (1987), men den lader sig også læse som et selvstændigt værk. De fire bøger handler overordnet set om forandringer i livsmønstrene fra 1950’erne til 1980’erne formidlet med fortælleren Jonna i centrum. I ”Himmel og helvede” er fortællingen kommet til den danske virkelighed i de sene 1960’ere.
Romanen foregår hovedsageligt på Vesterbro i København, og her møder vi blandt andet klinikassistent frøken Andersen, kioskejer Bols, hans kæreste Jasmin og deres datter, den violinspillende Maria, som opgiver sin musik, da hun forelsker sig i tjeneren Jonni, hvis seksualitet dog mest er rettet mod mænd.
26673410
Senere i romanen møder vi også beboerne i et flippet minikollektiv i Wales, Vesterbros prostituerede og taxachaufføren John, som er Jonnas bror, og som hovedpersonen Maria forelsker sig i efter et forlist forhold til den homoseksuelle Jonni. Et generelt kendetegn ved romanen er en respektfuld skildring af bogens stille, lidt skæve eksistenser, og et af grundtemaerne er kærligheds- og magtforholdene mellem mennesker.
I centrum af romanen er skildringen af pigen Marias modning til kvinde og hendes frigørelse fra forældrenes normer og værdier. Udvikling og forandringens kraft er på flere måder omdrejningspunktet i romanen. Bogen indeholder med sine konkrete referencer til begivenheder i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, for eksempel demonstrationerne mod Verdensbankens kongres, Vietnam-krigen og de ændrede kønsrollemønstre, ligeledes en skildring af datidens opbrud og forandringer. Med sit brede tidsbillede afspejler romanen en tro på, at frigørelse er mulig, og at verden kan forandres til det bedre. Ligesom de foregående bøger i romanserien er der også her tale om en drejning hen imod en mere realistisk fortælleform i forfatterskabet.
”Himmel og helvede” blev i 1988 filmatiseret af Morten Arnfred med blandt andre Erik Mørk og Ole Lemmeke på rollelisten.
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Himmel og helvede"