Førkrigstid

Citat
”Hun har ikke ord for noget så grufuldt og heller ikke ord for Hitlers krig. Hun kan ikke engang glæde sig, som hun gerne ville, over at Maja endelig er kommet i havn. Det bebudede bryllup er blevet skubbet i baggrunden og optager næsten ingen plads i hendes hoved. Hvor er tilværelsen i grunden flygtig, tænker hun melankolsk.”
”Førkrigstid” s. 265.

For første gang i forfatterskabet beskæftiger Kirsten Thorup sig i romanen ”Førkrigstid” (2006) med en tid, der ligger uden for forfatterens egen. Handlingen udspiller sig i en lille stationsby i slutningen af 1930’erne, og i centrum af historien er en skildring af den kvindegeneration, der kom før kvinderne i romanserien om Lille Jonna.

26423880

Forholdet mellem husmoderen Dinna og den unge pige i huset, Maja, fører handlingen frem. Thorup benytter sig af en 3. persons fortæller med indre synsvinkel, der gengiver Dinnas tanker og bekymringer om familien, økonomien, jalousien, bysladderen og krigstrusselen, mens der aldrig gives et overordnet billede af, om der for eksempel reelt er tale om utroskab, som hovedpersonen mistænker. Romanen skildrer et begyndende opbrud i den traditionelle kvinderolle i Dinnas splittelse mellem de hjemlige pligter og hendes trang til samtaler og foredrag. I bogens tidsbillede finder man desuden en understregning af, hvor lidt der skulle til for at blive stemplet som afvigende i datidens små samfund. Romanen udforsker de store forskelle på dengang og nu, som kommer til udtryk i de markante ændringer i magtbalancen i familien og i samfundet, men den omhandler ligeledes de punkter i kvinders liv, som måske ikke har flyttet sig så meget. Som Thorup selv forklarer om Dinna: ”Hun hænger sammen med tiden. Men genkendelsen kan måske sige os noget. Patriarkatet har forskubbet sig i dag, og kvinders rolle er anderledes. Men den kvindelige psyke, den indre splittelse mellem forpligtelse og ønsker, følelsen af at skulle holde verden i gang, har måske ikke ændret sig så meget.” (Et interview refereret i Marianne Juhl: Kirsten Thorup. Gyldendal, 2009).

Hovedpersonens selvbedrag og ihærdige forsøg på at holde fast i, at alt er i sin skønneste orden og bevare den idylliske overflade, er ligeledes en væsentlig tematik. Et vigtigt element er kvindens reelle angst for potentielle katastrofer både i hendes private verden og i den store verden, hvor en krig er på vej. Spændingen mellem idyl og nye farer kommer allerede til udtryk i titlen ”Førkrigstid”, som både giver associationer til en uskyldig tid, inden verden gik af lave, og indikerer, at noget er under opsejling, og at en orden er på vej til at bryde sammen.

I romanen finder man ligeledes et indirekte portræt af nutidens krige, som kan forekomme uvirkelige og fjerne, og som mange undlader at tage egentlig stilling til: ”Jeg har ikke villet diskutere politik i bogen, parallellerne skulle opstå ved læsningen. Men vi er i krig i dag (…) Nogle gange kan jeg spørge mig selv, om jeg virkelig kan blive ved med at leve på den måde, jeg gør. Vi lever jo også, som om ingenting er sket.” (Karen Syberg: Gensyn med Gelsted. Information, 2007-07-25). Kirsten Thorup blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for ”Førkrigstid”.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Førkrigstid"