I sine romaner fra 1970’erne og 1980’erne skildrer Kirsten Thorup tidens forandringer og opbrud, og det er derfor oplagt at sammenligne disse bøger med andre udgivelser fra samme periode, som beskæftiger sig med dette tema. Det kunne være bøger af Charlotte Strandgård, Dorrit Willumsen, Dea Trier Mørch og Christian Kampmann.
Motivisk kan man sammenligne Kirsten Thorups Vesterbrofortællinger med andre storbyskildringer hos f.eks. Tove Ditlevsen, Dan Turèll og Tom Kristensen. Som det hedder hos anmelder Mai Misfeldt kan man ligeledes sammenligne især romanen ”Baby” med nyere billedkunst og forfattere: ”I Trine Søndergaards fotografier af luderne i Skelbækgade, i snapshotæstetikkens sidestillede associationshav. Men det smukkeste slægtskab ser jeg med Naja Marie Aidt og Kim Lykke i deres store collage af skrift og billeder, Balladen om Bianca. Vi er igen på Vesterbro, i en endnu mere fragmenteret virkelighed end for 30 år siden. Men dog med de samme menneskelige problemer.” (Mai Misfeldt: It aint over now Baby Blue. Litlive.dk, 2003-09-01).
Med deres realistiske fortællestil, tidsbilleder og undersøgelser af kærlighed kan man også sammenligne Kirsten Thorups bøger med romaner af forfattere som Vibeke Grønfeldt og Jens Christian Grøndahl. Thorups roman ”Indtil vanvid, indtil døden” kan desuden sammenlignes med Tom Buk-Swientys ”Det ensomme hjerte” (2019), som også skildrer en dramatisk rejse gennem Det Tredje Rige. Endelig har Kirsten Thorup selv fremhævet den prisbelønnede ungarske forfatter Agota Kristof som en inspirationskilde. Kristof er blandt andet kendt for de tre sammenhængende romaner ”Det store stilehæfte” (1986), ”Beviset” (1988) og ”Den tredje løgn” (1991).