J.R.R. Tolkien ønskede oprindeligt at få udgivet ”Lord of the Rings”, 1954-55 (”Ringenes Herre”, 2002) som ét værk, og det er også en bemærkelsesværdigt sammenhængende historie, der udspiller sig over de mere end 1000 sider, som selvom det er et enormt univers og et kæmpe persongalleri altså endte med at blive delt op i de tre bind: ”The Fellowship of the Ring”, ”The Two Towers” og ”The Return of the King” (”Eventyret om ringen”, ”De to tårne” og ”Kongen vender tilbage”).
Helt centralt i fortællingen står Frodo Baggins, Bilbos nevø, som fra sin onkel har fået det, der skal vise sig at være den mest magtfulde af alle verdens genstande, herskerringen. Et følge, sammensat af repræsentanter for alle verdens racer, mennesker, dværge, elvere og så hobbitter, begiver sig ud på en lang rejse til Mordor, hvor den onde Sauron bor, for at smide ringen i vulkanen Dommedagsbjerget, for kun sådan kan de overvinde den overmagt, som Sauron er. Gruppen går i opløsning undervejs, og i store dele af bogen følger vi adskillige handlingsforløb på samme tid.
61777431
Frodo og hans gartner og bedste ven Sam ender med at skulle det sidste lange stykke alene, kun med følgeskab fra ringens tidligere ejer Gollum, et væsen der er så ødelagt af sit evindelige begær, at han er mere til besvær end hjælp for de to hobbitter. Men Gollum fungerer også som et spejl for det altoverskyggende begær efter magt, som ringen kommer til at repræsentere, og som Frodo også hele tiden balancerer på kanten af at overgive sig til. Det er netop, fordi ringen så nemt korrumperer den, der bærer den, at det nødvendigvis må være den milde og gode hobbit Frodo, som bærer den. I enhver andens hænder havde den haft katastrofale konsekvenser. Det gør også historien til en moralsk fortælling om styrke og svaghed og håb, som med sine veludviklede pointer stadig har masser at byde på i dag.
Det er i ”Ringenes Herre”-trilogien, at Tolkien får mulighed for at udfolde sit univers på den rigest mulige måde. Der er lange afstikkere til tidligere tiders begivenheder, som alligevel har overraskende konsekvenser for den centrale handling. Mange skæbner får lov at udvikle sig og spejle sig i romanens kernemotiver. I sidste ende bliver historien til en fødsel af den nye verden, og Frodo sejler væk sammen med elverne og troldmanden Gandalf og dermed verdens magi. Det efterlader en verden, som kan pege frem imod en mere moderne verden.