Jan Jakob Tønseth

cand. mag. Katrine Lehmann Sivertsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2006.
Main image
Tønseth, Jan Jakob
Foto: Gustav P. Jensen / POLFOTO

Indledning

Kommunismens historie, indre stridigheder og endelige fald. Det er omdrejningspunktet i den norske forfatter Jan Jakob Tønseths romantrilogi om den tragikomiske antihelt Hilmar Iversen. Tønseth er også lyriker og gendigter af fransk poesi, men han fik sit egentlige gennembrud med fortællingen om Hilmar. I de tre romaner kombinerer Tønseth det små og det store: Det enkelte individs forhold til den abstrakte ideologi; hverdagsdramaet og skildringer af vigtige begivenheder i det 20. århundredes europæiske historie. Alt sammen fortalt i en indsigtsfuld og humoristisk tone.

 

26287081

Blå bog

  • Født: 1. september 1947 i Oslo, Norge.
  • Uddannelse: Cand. philol.
  • Debut: Digtsamlingen “Kimærer”, 1971.
  • Litteraturpriser: Gyldendals legat, 1977. Det Norske Akademis pris for sprog og litteratur, 1990. P2-lytternes romanpris, 1997. Cappelenprisen, 2002. Doblougprisen, 2007.
  • Seneste udgivelse: Resignation og portvin. Batzer & Co., 2006. Roman.
Artikel type
voksne

Baggrund

“Er jeg ikke selv en fuldkommen illustration af den dialektiske bevægelse. Jeg svinger frem og tilbage, frem og tilbage, som pendulet i vores stueur derhjemme, det ur gik aldrig i stå. Jeg svinger mellem lys og mørke, liv og død, nærvær og fravær, væren og intet, mellem ret og vrang. Men jeg kunne ikke overføre denne lovmæssighed til verden omkring mig. Maskineriet var begyndt at optræde på egen hånd”.
“Hilmar Iversens ensomhed”, s. 22.

Jan Jakob Tønseth tilbragte den første del af sin barndom i det hjem i Pilestræde i Oslo, som optræder i forfatterens romantrilogi om Hilmar Iversen. Her boede han med sine forældre og sin bror. Hans mors bror, onkel Gunnar, deltog i den spanske borgerkrig og slap i modsætning til forfatterens romanfigur ikke levende fra det. “– Hilmars svoger er min far, forklarer Tønseth. – Gift med min mor, Hilmars søster. Gunnar døde i den spanske borgerkrig, men i min første roman måtte han overleve for at kunne fortælle sin historie. Hilmars far er min morfar, Kristen Skjeseth, provst i Kabelvåg (…) Hilmar besøger sin søster og svoger i mit barndomshjem i Pilestræde. Det er mig og min bror, Hilmar læser højt for” . (Jan E. Hansen: “Godt skjult humorist”. Aftenposten 1997-08-09).

Den unge Jan Jakob flyttede siden hen til Nordstrand, hvor familien fik det hus med have, som Hilmars søster og svoger drømmer om i romantrilogien. Det er også her, Tønseths interesse for poesi opstod, da han faldt over en billigbog af forfatteren Claes Gill: “Da eksploderede det. Dette er ikke poesi, tænkte jeg. Eller også er der noget galt med alt det andet” . (Jan E. Hansen: “Godt skjult humorist”. Aftenposten 1997-08-09). Efter gymnasiet læste Jan Jakob Tønseth filosofiske fag på universitetet, og som bare 24-årig debuterede han med sin første digtsamling.

Jan Jakob Tønseth har ved siden af sin forfatterkarriere arbejdet som litteraturanmelder for Morgenbladet og Dagbladet. Han er desuden medlem af Det Norske Akademi for sprog og litteratur. Han lever med sin kone og sine børn i Oslo.

Præstesøn i krigens gru

“Lad én ting være helt klar: Jeg er ikke nogen digter. Og hvis nogen finder ud af, at denne min enetale så at sige er farvelagt af Shakespeare, så er det ikke urigtigt. Også Shakespeare havde jeg fundet i min fars bogreol. Jeg, Hilmar Iversen, hilste krigen velkommen. Jeg var rede til at give mig den i vold. Heldigvis, der var ingen der hørte mig. Min enetale forsvandt som et spurvepip i Østfoldnatten”.
Jan Jakob Tønseth: “Hilmar Iversens ensomhed”, s. 106.

Jan Jakob Tønseth debuterede i 1971 med digtsamlingen “Kimærer”, og i det følgende årti udgav den norske forfatter yderligere tre digtsamlinger. I 1980'erne fortsatte Tønseth sin forfatterkarriere som lyriker samtidig med, at han kastede sig over arbejdet med prosatekster og essays. Det var også i denne periode, at Tønseth slog sit navn fast som gendigter af fransk litteratur. Han er især kendt for at have gendigtet modernistiske, franske digtere som Stéphane Mallarmé, Arthur Rimbaud og Guillaume Apollinaire til norsk. Hans store gennembrud som forfatter kom dog først i 1992, da romanen “Hilmar Iversens ensomhet” (“Hilmar Iversens ensomhed”, 2004) kom på gaden.

I det første bind af Tønseths romantrilogi introduceres den gennemgående hovedperson, Hilmar Iversen. Den klassisk dannede og uhyre belæste unge præstesøn lever en ensom tilværelse som arbejdsløs akademiker i 1930´ernes Oslo, indtil han en dag tilskyndes til at melde sig under de antifascistiske faner i den spanske borgerkrig. Her oplever den unge kommunist krigens meningsløshed og brutalitet.

25475739

Han konfronteres med krigens gru i skyttegravene, som i romanen beskrives i springende tilbageblik. Bogen begynder nemlig, da Hilmar Iversen rammes af et vildfarent projektil fra en af sine egne. Fra sin hospitalsseng tænker han tilbage på krigen, som nu er forbi for hans vedkommende. Han indser her begyndelsen til det endelige sammenbrud. Idealerne og drømmene er ligesom Hilmars mave blevet ramt i krigen. Som det hedder i romanen: “Jeg kom i sikkerhed. Det står værre til med kongstanken, drømmen. Den blev tilbage på den anden side af floden Ebro. Den gik op i røg. Den forsvandt i slagtumlen. Min drøm og jeg skiltes i samme øjeblik, det projektil ramte mig. Det perforerede min tarm og forstødte min drøm.” (s. 17-18).

Politisk udrensning

“Jeg havde ikke revolutionen i hjertet længere, mit hjerte brændte ikke for sagen længere. Men jeg kan garantere, at min frafaldenhed ikke kunne mærkes. Jeg bedyrede min tro i tide og utide. Jeg tror, man bemærkede min iver. Det er da utroligt, så artikuleret Hilmar Iversen er blevet. Jeg smurte tykt på indimellem. Jeg gav den hele armen for at være på den sikre side. Jeg ville være på Kremls side. Ja, i kammeratligt samvær lagde jeg mig virkelig i selen. Jeg ville være et hestehoved foran de andre”.
Jan Jakob Tønseth: “Et venskab”, s. 44.

“Et venskap” fra 1997 (“Et venskab”, 2005) er andet bind i Tønseths romantrilogi. Hilmar er atter i Norge efter at have tilbragt fire år i landflygtighed i de svenske skove under de tyske troppers besættelse af Norge under 2. verdenskrig. Nu raser den kolde krig, og politiske udrensninger hører til dagens orden. Hilmar er fortsat medlem af det norske kommunistparti, men hans tvivl på partiet og på sagen tiltager. Den allestedsnærværende mistænkeliggørelse rammer også romanens hovedperson. Hilmar indkaldes til en kammeratlig samtale og beskyldes for at have tilranet sig 45 øre fra partiets kasse – og som en anden forræder bliver han ekskluderet af partiet. De få faste holdepunkter i den kaotiske tid er møderne med partikammeraten Oscar og Hilmars politiske diskussioner med sin svoger. På trods af de dystre undertoner fra koldkrigsperioden er det humoristiske fortsat i højsædet i romanen. Hør blot hvordan Hilmar forlader sin søsters hjem efter en ophedet politisk diskussion: “Jeg indså, at det var på tide at forlade arenaen. Frikadellerne havde jeg ikke fået smagt. Jeg sendte dem et længselsfuldt blik, da jeg gik ud ad døren, et blik der må have lignet det blik, Orfeus sendte Eurydike, da hun gled af hans hænder. Jeg kunne sige farvel og godnat til disse frikadeller.” (s. 62). Et andet eksempel på den humoristiske tone ses i et af bogens gennemgående billeder. Hilmar bliver af sin ven Oscar belært om, hvilket svigt det er mod kommunismens ufejlbarlighed, at rulletrapper og gelændere ikke følges ad i undergrundsbanen i Moskva. “Det var en historikerven af mig, som fortalte om Moskvas gamle rulletrapper, forklarer Tønseth og trækker på smilebåndet. – Han fortalte det uden bagtanker. Jeg havde ikke stødt på det før.(…) Jeg kan godt lide metaforen”. (Jan E. Hansen: “Godt skjult humorist”. Aftenposten 1997-08-09).

25996674

Romanen handler blandt andet om et forsigtigt venskab mellem de to skæve eksistenser Hilmar og partikammeraten Oscar, som er en desperat, men også passioneret, drømmer, der i malende sætninger forklarer kommunismen med billeder fra den græske mytologi. Den strålende idé – kommunismen – er blandt andet som den skønne Helena for Oscar. Denne tendens til at referere til klassiske værker ser man også hos Hilmar, og det er let at se den fanatiske drømmer som en side af Hilmar selv. På denne måde fremhæves en af de centrale tematikker i romanen – den indre splittelse og indre diskussion om de ideologiske ideer. Romanen fremtræder samtidig som et tidsdokument fra efterkrigstiden i sin skildring af de politiske udrensninger og den mistænkeliggørelse, der florerede, da den kolde krig var på sit højeste.

Samtale med sneglene

“Det var varmt i vejret. Jordbunden var fugtig efter nattens regn. Tilværelsen var ligetil for sneglen. Den trak sig sammen og stødte fra. Trak sig sammen og stødte fra. Den havde alverdens tid. Den var suveræn. Gik i ét med det ydre. Såre umoderne. – Signe, jeg tror, den har forstået meningen med livet. – Hvordan det? – Den har resigneret. Den stræber ikke. Den er tilfreds med tingenes tilstand. Den er simpelthen lykkelig”.
Jan Jakob Tønseth: “Resignation og portvin”, s. 32.

I romantrilogiens tredje bind, “Resignasjon og portvin” fra 2002 (“Resignation og portvin”, 2006), har Hilmar giftet sig med Oscars søster, Signe, efter vennens selvmord, og de har slået sig ned i et lille landsbysamfund. Hilmar er ganske uerfaren, når det kommer til kærlighedslivet, og må ty til tidsskriftsartikler for at lære sig lidt om elskovskunsten. Han lider desuden af nervøse anfald, som kun kan lindres med portvin i store mælkeglas. Anfaldene siges at hænge sammen med en kugle i Hilmars krop, som han har gået rundt med siden borgerkrigen i Spanien. Som titlen antyder, er der kommet en vis resignation over trilogiens hovedperson. Han er blevet en mand, der fokuserer på de nære ting i tilværelsen. Han passer sin have, gør sig umage med at forarge naboerne ved at klippe hæk under højmessen om søndagen og diskuterer filosofi med havens snegle. De dramatiske europæiske begivenheder i 1956 når dog også den lille have, og det får Hilmar til at tage definitivt afsked med sin tro på kommunismen.

Stil og tematik i Tønseths sidste bind i romantrilogien hænger sammen med de to foregående bøger. Men Hilmar ender som en lettere alkoholiseret skikkelse, som trækker sig væk fra de store politiske diskussioner for at hellige sig livet som ægtemand og haveejer.

26287081

Der er kommet en apati over vor anti-helt, men også en ro og et fokus på de små glæder, der giver tilværelsen mening. Hilmar vedbliver med at være lidt af en særling – men en rørende en af slagsen. Den indholdsmæssige forandring hos hovedpersonen understreges af små stilskift. I “Resignation og portvin” har Tønseth valgt at benytte sig af kapitelinddelinger med overskrifter, og de enkelte kapitler er kortere og kendetegnede ved en lettere fortællestil sammenlignet med de to første bind i trilogien. I et enkelt kapitel bryder Tønseth også den generelle fortælleposition, der giver os historien fra Hilmars synsvinkel. I dette ene kapitel ser man pludselig begivenhederne fra Hilmars nevøs synsvinkel: Ordet gives til nevøen, som skildrer en familiemiddag, hvor onkel Hilmar bliver overstadigt begejstret for et torskehoved.

Tragikomisk antihelt

I Tønseths trilogi finder man den stedse vedkommende fortælling om, at enhver krig er død og ødelæggelse frem for heroiske gerninger og glødende idealisme. Det er samtidig historien om en tragikomisk anti-helt. Som en anden Don Quixote slås Hilmar Iversen med mange vindmøller. Han er en lille fyr midt i verdenshistorien, som har svært ved at finde sine ben. Som det hedder i den norske avis Aftenposten: “Hilmar Iversen er Tønseths soldat Svejk, Chaplin og Josef K. i et norsk verdensdrama på hverdagsplan”. (Jan E. Hansen: “Godt skjult humorist“. Aftenposten 1997-08-09). Der er tale om en selvhøjtidelig, men også selvafslørende, fortællerfigur. Jeg-fortælleren holder udadtil stædigt fast i sin kommunistiske overbevisning, selv om meningsløsheden skærer ham i øjnene. Den voksende tvivl hos hovedpersonen afsløres langsomt gennem trilogien i et fortsat selvopgør. Hos Tønseth finder man også en raffineret satire, som blandt andet kommer til udtryk i jeg-fortællerens selvironiske afsløring af sin egen indre splittelse. Det hedder for eksempel i trilogiens andet bind: “Hilmar Iversen forstod at bide fra sig! Ha! Ha! Ha! Tillad mig at le. Og det er mig selv jeg ler ad. Det var stormfuldt at være kommunist efter krigen.” (Jan Jakob Tønseth: “Et venskab” s.35).

Et af de centrale temaer i Tønseths trilogi er det konkrete individs relation til den abstrakte ideologi. Trilogien kredser tematisk om kommunismen som ideologi og forsøger at indkredse, hvad kommunismen egentlig var for en størrelse: En utopisk idé eller folkets opstand eller en blanding af begge dele. Trilogiens bud synes at være det sidstnævnte.

Den særegne tone

Tønseth tager i sin romantrilogi om Hilmar Iversen udgangspunkt i elementer fra sin egen familiefortælling. På denne baggrund har han skrevet en historie om en lille anti-helt, der er placeret midt i nogle af de væsentlige begivenheder i det 20. århundredes europæiske historie. Trilogiens selvafslørende jeg-fortæller kaster lys over det enkelte individs tro, tvivl og splittelse i forhold til kommunismen. Forholdet mellem individet og den abstrakte ideologi fremstår som det måske vigtigste tema i de tre romaner.

Romantrilogien skal imidlertid også læses for dens særegne sprogbeherskelse og dens kombination af det alvorlige og komiske. For Tønseths baggrund som lyriker slår også igennem i hans romaner. Han skriver prosa med poetens udsøgte sprogbevidsthed. Der er desuden en særlig tone i romantrilogien: “Tønseth er en forfatter, man skal læse for hans tone. Den er en sjældent ironisk og knastør balancegang mellem det private og det politiske. Mellem det erotiske og det usexede. Mellem det store og det små”. (Kristian Ditlev Jensen: “Nye norske højder”. Politiken 2006-07-15).

Som lyriker er Jan Jakob Tønseth beslægtet med franske digtere som Charles Baudelaire og Gérard de Nerval. Han er ligeledes inspireret af de franske poeter, som han har gendigtet til norsk. I en norsk sammenhæng sammenlignes hans lyrik desuden med værker af norske digtere som Claes Gill og Emil Boyson. Krigsskildringen i det første bind i Tønseths romantrilogi er blevet sammenlignet med Erich Maria Remarques “Intet nyt fra Vestfronten” – som skildrer Vestfrontens skyttegrave under 1. verdenskrig.

Bibliografi

Bibliografi

Tønseth, Jan Jakob:
Kimærer. 1971. Digtsamling.
Tønseth, Jan Jakob:
I denne tid. 1974. Digtsamling.
Tønseth, Jan Jakob:
Synlige dikt. 1977. Digtsamling.
Tønseth, Jan Jakob:
Referanser (fjerne og nære). 1979. Digtsamling.
Tønseth, Jan Jakob:
Drømmer og løjner. 1982. Prosatekster.
Tønseth, Jan Jakob:
På krigsfot med virkeligheten. Essays. 1984.
Tønseth, Jan Jakob:
Lengsel og lede. 1987. Digtsamling.
Tønseth, Jan Jakob:
Hilmar Iversens ensomhed. 2004. (Hilmar Iversens ensomhet, 1992). Roman.
Tønseth, Jan Jakob:
Motgift. 1994. Digtsamling.
Tønseth, Jan Jakob:
Et venskab. 2005. Roman. (Et venskap, 1997).
Tønseth, Jan Jakob:
Dikteren på terskelen. 2005. Essays.
Tønseth, Jan Jakob:
von Aschenbachs fristelse, Cappelen, 2006. Noveller.
Tønseth, Jan Jakob:
Resignation og portvin. 2006. Roman. (Resignasjon og portvin. 2002).

Andet af Jan Jakob Tønseth

Rimbaud, Arthur:
Illuminasjoner. 1981. Gendigtning i samarbejde med Arne Kjell Haugen.
Mallarmé, Stéphane:
Udvalgte tekster. 1983. Gendigtning i samarbejde med Arne Kjell Haugen.
Apollinaire, Guillaume:
Alkoholer. 1985. Gendigtning i samarbejde med Arne Kjell Haugen.
Michaux, Henri:
Mellom sentrum og fravær. 1989. Gendigtning i samarbejde med Arne Kjell Haugen.
Apollinaire, Guilaume:
Dyrebaken eller Orfeus' følge. 1998. Gendigtning.
Hierro, José:
New York-notater. 2004. Gendigtning.
Glissant, Édouard:
De vestindiske øyer. 2005. Gendigtning.

Om Jan Jakob Tønseth

Levin, Mona:
Stillfaren poet på slagmarken. Aftenposten 1992-01-10.
Hansen, Jan E.:
Godt skjult humorist. Aftenposten 1997-08-09.
Brostrøm, Torben:
En oprører uden illusioner. Information 2004-11-19.
Ottesen, Doris:
Et gådefuldt venskab af stor betydning. Kristeligt Dagblad 2006-04-12.
Brostrøm, Torben:
En fumlegængers stille saga. Information 2006-06-08.
Jensen, Kristian Ditlev:
Nye norske højder. Politiken 2006-07-15.

Om forfatteren

Links

Det norske forlag som udgiver Jan Jakob Tønseth. Søg efter Tønseth.
Det danske forlag som udgiver Jan Jakob Tønseth. Søg efter Tønseth.
Henvisning til Dagbladets anmeldelser af Tønseths udgivelser. Søg efter Jan Jakob Tønseth.
Anmeldelser og artikler
Lille præsentationsside fra den norske del af Wikipedia.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Jan Jakob Tønseth