Jan Jakob Tønseth debuterede i 1971 med digtsamlingen “Kimærer”, og i det følgende årti udgav den norske forfatter yderligere tre digtsamlinger. I 1980'erne fortsatte Tønseth sin forfatterkarriere som lyriker samtidig med, at han kastede sig over arbejdet med prosatekster og essays. Det var også i denne periode, at Tønseth slog sit navn fast som gendigter af fransk litteratur. Han er især kendt for at have gendigtet modernistiske, franske digtere som Stéphane Mallarmé, Arthur Rimbaud og Guillaume Apollinaire til norsk. Hans store gennembrud som forfatter kom dog først i 1992, da romanen “Hilmar Iversens ensomhet” (“Hilmar Iversens ensomhed”, 2004) kom på gaden.
I det første bind af Tønseths romantrilogi introduceres den gennemgående hovedperson, Hilmar Iversen. Den klassisk dannede og uhyre belæste unge præstesøn lever en ensom tilværelse som arbejdsløs akademiker i 1930´ernes Oslo, indtil han en dag tilskyndes til at melde sig under de antifascistiske faner i den spanske borgerkrig. Her oplever den unge kommunist krigens meningsløshed og brutalitet.
25475739
Han konfronteres med krigens gru i skyttegravene, som i romanen beskrives i springende tilbageblik. Bogen begynder nemlig, da Hilmar Iversen rammes af et vildfarent projektil fra en af sine egne. Fra sin hospitalsseng tænker han tilbage på krigen, som nu er forbi for hans vedkommende. Han indser her begyndelsen til det endelige sammenbrud. Idealerne og drømmene er ligesom Hilmars mave blevet ramt i krigen. Som det hedder i romanen: “Jeg kom i sikkerhed. Det står værre til med kongstanken, drømmen. Den blev tilbage på den anden side af floden Ebro. Den gik op i røg. Den forsvandt i slagtumlen. Min drøm og jeg skiltes i samme øjeblik, det projektil ramte mig. Det perforerede min tarm og forstødte min drøm.” (s. 17-18).