Tønseth tager i sin romantrilogi om Hilmar Iversen udgangspunkt i elementer fra sin egen familiefortælling. På denne baggrund har han skrevet en historie om en lille anti-helt, der er placeret midt i nogle af de væsentlige begivenheder i det 20. århundredes europæiske historie. Trilogiens selvafslørende jeg-fortæller kaster lys over det enkelte individs tro, tvivl og splittelse i forhold til kommunismen. Forholdet mellem individet og den abstrakte ideologi fremstår som det måske vigtigste tema i de tre romaner.
Romantrilogien skal imidlertid også læses for dens særegne sprogbeherskelse og dens kombination af det alvorlige og komiske. For Tønseths baggrund som lyriker slår også igennem i hans romaner. Han skriver prosa med poetens udsøgte sprogbevidsthed. Der er desuden en særlig tone i romantrilogien: “Tønseth er en forfatter, man skal læse for hans tone. Den er en sjældent ironisk og knastør balancegang mellem det private og det politiske. Mellem det erotiske og det usexede. Mellem det store og det små”. (Kristian Ditlev Jensen: “Nye norske højder”. Politiken 2006-07-15).
Som lyriker er Jan Jakob Tønseth beslægtet med franske digtere som Charles Baudelaire og Gérard de Nerval. Han er ligeledes inspireret af de franske poeter, som han har gendigtet til norsk. I en norsk sammenhæng sammenlignes hans lyrik desuden med værker af norske digtere som Claes Gill og Emil Boyson. Krigsskildringen i det første bind i Tønseths romantrilogi er blevet sammenlignet med Erich Maria Remarques “Intet nyt fra Vestfronten” – som skildrer Vestfrontens skyttegrave under 1. verdenskrig.