Sørgegondolen

I 1990 fik Tranströmer en alvorlig hjerneblødning, og der gik nogle år, før han igen udgav en digtsamling. Det blev ”Sorgegondolen” fra 1996 (”Sørgegondolen”, 1996), som er opkaldt efter de to klaverstykker, Franz Liszt komponerede, da hans svigersøn Richard Wagner døde. Det er også temaet i det centrale digt i samlingen: ”Sørgegondol nr. 2”. Her beskriver Tranströmer Liszts kunstneriske skaben, som får ”havets grønne kraft” til at stige ”op gennem gulvet”. Musikkens ordløse kraft er et vigtigt tema i forfatterskabet, og ifølge Tranströmers kone Monica var det musikken, der hjalp Tranströmer til at genvinde livsmodet efter hjerneblødningen (Jenny Morelli: Interview with Tomas Tranströmer, Vi-magazine, november 2007). Det første digt i ”Sørgegondolen” hedder ”April og Stilhed”, og det består af fire korte strofer. Temaet i digtet er de begrænsninger, som jeg’et føler i forhold til at udtrykke sig. I tredje strofe står der: ”Jeg bæres i min skygge / som en violin / i sin sorte kasse”. En violin kan selvsagt ikke spille, når den ligger i kassen, lige som jeg’ets udfoldelse er begrænset af den skygge, det bæres i. I fjerde og sidste strofe skriver Tranströmer: ”Det eneste jeg vil sige / glimter uden for rækkevidde / som sølvet / hos pantelåneren”. Sproget er begrænset som udtryksform, helt konkret fordi Tranströmer har fået en hjerneblødning og i det hele taget: Sproget kan ikke udtrykke alt det, som et menneske rummer. Som noget helt nyt eksperimenterer Tranströmer med haiku i ”Sørgegondolen”. Haiku er sanselige, japansk-inspirerede digte på 17 stavelser fordelt på tre linjer. Eksperimentet med denne korte form skyldes udover en kunstnerisk interesse fra Tranströmers side sandsynligvis også, at han efter hjerneblødningen har svært ved at koncentrere sig i længere tid (Rasmus Bo Sørensen: Tranströmers tavse stemme. Information, 2007-11-21). Et af haiku-digtene i ”Sørgegondolen” lyder: ”Vi må leve / med græsset skrevet med småt / og kælderlatteren”. Verden forbliver gådefuld for os.